Høringsfrist: 15. maj 2024

Revideret plejeboligplan

Publiceret 02-04-2024

En plejeboligplan, der skal fremtidssikre plejeboligområdet i Thy, er i høring netop nu.

Plejeboligplanen foreslår en lang række ændringer på området og massive investeringer i både bygninger og drift. Formålet er at sikre, at plejeboligerne i Thy giver fremtidens ældre de tilbud, de har brug for – samtidig med at det i højere grad er økonomisk bæredygtigt. 

Revision af plejeboligplanen er bestilt af Kommunalbestyrelsen i forbindelse med Budgetaftalen for 2024-2027. Den er udarbejdet af Ældre og Træning med støtte fra Center for Økonomi og Løn, Drift og Anlæg, Plan og Miljø og Handicap og Socialpsykiatri, og den er skrevet ud fra forskellige anbefalinger og resultater fra en række analyser på området. 

Derfor er der lavet en plan

Der er brug for handling og forandring på ældreområdet i Thy. Vi står nemlig over for en lang række udfordringer. 
 
Antallet af ældre borgere vokser og vokser, samtidig med at antallet af voksne i den erhvervsdygtige alder falder. Vi ser også ind i fremtid, hvor ældre borgere har brug for en anden form for hjælp, end vi kender i dag. 

Derfor er det vigtigt, at vi ser på hele plejeboligområdet med nye øjne, så vi er sikre på, at Thisted Kommunes tilbud passer til de behov, der vil opstå. Det er baggrunden for, at Thisted Kommune har revideret forslaget til en plan for hele plejeboligområdet. 

Få overblik her

En analyse af den demografiske udvikling i Thisted Kommune viser, at vi samlet må forvente, at der i 2035 bliver behov for omkring 130-160 yderligere plejeboligpladser, end vi har i kommunen i dag. 

Det skyldes, at den ældre del af befolkningen i fremtiden vil udgøre en større del af kommunens samlede befolkning. 
 
Man forventer, at det især vil ramme de større byer, da alle undersøgelser viser, at flere ældre flytter den vej. Der er altså flere ældre i fremtiden, der har behov for en plejebolig. Alligevel stiger behovet for plejeboliger ikke lige så meget som antallet af ældre. 
 
Forklaringen på det er, at alt tyder på, at fremtidens ældre har andre ønsker til livet, end dem vi kender i dag. Fremtidens ældre kan klare sig selv i længere tid – og de ønsker at blive i deres eget hjem eller i andre boformer i længere tid. Det betyder også, at hvis de får brug for hjælp, er det et stort ønske, at de kan få hjælpen hjemme hos dem selv – i stedet for at skulle flytte i plejebolig. 

Men det er ikke det eneste, der har betydning for resultatet af plejeboligplanen. Undersøgelser viser også, at fremtiden vil stille større og mere komplekse krav til personalet på plejecentrene. 

Det er blandt andet fordi, borgerne bliver udskrevet tidligere fra hospitalerne med mere komplekse problemstillinger. Samtidig vil flere og flere ældre lide af svær demens. Det stiller krav til de ansattes kompetencer. 

Hele plejeboligplanen er udarbejdet ud fra nogle forskellige principper, som er fastlagt af kommunens Social- og Seniorudvalg, analyser på området og nogle nationale og lokale vilkår. Desuden skal fremtidens plejeboligbehov naturligvis ses på tværs af alle plejeboligleverandører. Derfor er de friplejehjemsprojekter Thisted Kommune på nuværende tidspunkt har kendskab til, indtænkt i planens anbefalinger. Det er med andre ord krav til, hvad man skal prioritere i arbejdet med plejeboligplanen. 

For det første er det et politisk krav, at plejeboligplanen skal fastholde den decentrale plejecenterstruktur, som vi kender fra området i dag. Det betyder, at plejecentrene – også i fremtiden – skal være spredt geografisk ud i kommunen. 

Samtidig er det afgørende, at de eksisterende bygninger bliver udnyttet på bedst mulig vis, og at planen giver mulighed for, at der løbende kan ske ændringer og justeringer på antallet af plejeboliger.

Samler man specialer på samme geografiske placeringer får man også større faglighed og stordriftsfordele. Samtidig er det forventningen, at etablering af fagligt højt specialiserede pladser, vil give mulighed for at tilbyde nogle borgere i hjemkommunen i stedet for at skulle rejse til en anden kommune. 

Det er også vigtigt for resultatet af plejeboligplanen, at analyser viser, at det giver en masse fordele, at der er 50 eller flere pladser på et plejecenter i fremtiden. Det skyldes, at det giver bedre faglig og økonomisk bæredygtighed.

I alt betyder det, at plejeboligplanen anbefaler etablering af et fyrtårn for kommunens almene pladser, fagligt specialiseret tilbud, som kan håndtere de opgaver, det nære sundhedsvæsen medfører og samler demensområdet - dog fortsat på to matrikler for at imødekomme kommunens geografi. Planen indeholder i alt tre tilbygninger, en ombygning og tre målgruppeændringer.

Nedenfor kan du få et overblik over, hvad forslagene i plejeboligplanen betyder for det enkelte plejecenter i Thisted Kommune. 

Tilbygninger

Enhed Effektuering  Årstal Handling
Fjordglimt i Sennels  2029    Tilbygning af 30 demenspladser på Fjordglimt i Sennels. Eksisterende servicebygning er i dårlig bygningsmæssig stand samt fagligt utidssvarende. Ved at vælte servicebygningen bliver der mulighed for at etablere yderligere 30 demenspladser på eksisterende grund. Udvidelsen vil imødekomme det stigende behov for specialiserede demenspladser i fremtiden. 
Vibedal i Thisted  2032  Tilbygning af 65 pladser til Vibedal i Thisted. Tilbygningen forslås vest for eksisterende bygning. Tilbygningen vil imødekomme det stigende plejeboligbehov i Thisted. 
Sct. Thøgersgaard i Vestervig    2026   Tilbygning af 2 demenspladser på Sct. Thøgersgaard. Sct. Thøgersgaard har to uudnyttede lejligheder på 1. sal. Med en forholdsvis lille investering kan disse indrettes til midlertidige demenspladser. 

 Ombygning

Enhed  Effektuering Årstal  Handling 
Kristianslyst i Thisted    2034  Ombygning af Kristianslyst i Thisted, så centret fremadrettet vil rumme Thisted Kommunes midlertidige pladser. Ombygningen vil inkludere tilbygning af relevante faciliteter for at understøtte den rehabiliterende tilgang. Der etableres 60 midlertidige pladser i alt.  

Målgruppe ændring

Enhed  Effektuering Årstal  Handling 
Vibedal i Thisted  2029  Vibedal rummer i dag 48 almene pladser og 14 demenspladser. For at samle demensspecialet, ændres målgruppen på Vibedal til udelukkende at være almene pladser. Ændringen sker en-til-en ift. boligerne. 
Sct. Thøgersgaard i Vestervig  2026  Sct. Thøgersgaard rummer i dag 7 midlertidige pladser. For at samle både det midlertidige speciale og demensspecialet ændres disse midlertidige pladser en-til-en til demenspladser 
Dragsbækcentret i Thisted  2034   Dragsbækcentret rummer i dag 32 almene pladser og 15 midlertidige pladser. For at samle det midlertidige speciale anvendes de 15 midlertidige pladser i stedet som dagcenter for hjemmeboende ældre borgere. 

Friplejehjemprojekter

Enhed  Effektuering Årstal  Handling 
Nyt friplejehjem i Snedsted  2025  Kastaniegårdens venner i Snedsted planlægger at etablere 24 almene plejeboligpladser i det forhenværende kommunale plejecenter, Kastaniegården, i Snedsted.  
Nyt friplejehjem i Østerild  2027  Østerild & Omegns Borgerforening planlægger at etablere et nyt friplejehjem på bar grund i Østerild med 30 almene pladser.
Udvidelse af Bedsted Friplejehjem  ?  Bedsted Friplejehjem planlægger at udvide friplejehjemmet med 16 almene pladser.

Plejecentre, hvor der ikke sker ændringer

Enhed  Effektuering Årstal  Handling 
Åbakken i Hurup  - Åbakken i Hurup er i forholdsvis god bygningsmæssig stand. Plejecentret har en bæredygtig størrelse. Endvidere vurderes det, at med forventelig udvidelse af friplejehjem i Bedsted, vil kapaciteten være passende til optageområdet. 
Fyrglimt i Hanstholm  - Fyrglimt i Hanstholm er et forholdsvis lille plejecenter. Det har en bygningsmæssig stand, som kan have behov for bygningsmæssige forbedringer i fremtiden. Endvidere vurderes det, at med forventelig etablering af friplejehjem i Østerild, vil kapaciteten være passende til optageområdet. 
Trye i Frøstrup  - Trye i Frøstrup er geografisk placeret med stor distance til nærmeste plejeboligalternativ. Desuden er Trye bygningsmæssig i udmærket stand. På baggrund af analysen vurderes det, at Tryes kapacitet på 20 pladser er passende ift. centrets optageområde. 
Klitrosen i Klitmøller  - Klitrosen i Klitmøller er i god bygningsmæssig stand. Det vurderes at Klitrosens 20 psykiatri- og senhjerneskadepladser vil være dækkende for det fremtidige behov. 
Kløvermarken i Koldby  - Kløvermarken i Koldby er i god bygningsmæssig stand. Det vurderes, at med forventelig etablering af friplejehjem i Snedsted, er kapaciteten passende til optageområdet. 
Solgården i Hundborg  -  Solgården i Hundborg er kommunens nyeste plejecenter. Centret er velfungerende og i bygningsmæssig god stand. Det vurderes, at med forventelig etablering af friplejehjem i Snedsted, er kapaciteten passende til optageområdet. 

Planens høringsperiode er som beskrevet fra d. 4. april til 15. maj 2024. Herefter skal planen politisk behandles først i juni og dernæst i forbindelse med forhandlingerne om Thisted Kommunes Budgetaftale for 2025-2028.   

Hele høringsmaterialet

Du kan finde plejeboligplanen i sin fulde længde her:

Plejeboligplanen

Deltag i borgermøde

Vi holder et borgermøde om plejeboligplanen.

Læs mere her

Send et høringssvar

Send dit høringssvar til skb@thisted.dk eller med post til Thisted Kommune, Asylgade 30, 7700 Thisted.

Vi skal have modtaget det senest d. 15. maj 2024. 

Kontaktinfo

Ældre og træning
Asylgade 30
7700 Thisted