08. jun 2020

Deltagere:

  • Esben Oddershede (V)
  • Joachim Plaetner Kjeldsen (Å)
  • Jørgen Andersen (C)
  • Kaj Kirk (Uden for parti)
  • Kristian Tilsted (V)
  • Peter Skriver Nielsen (A)
  • Preben Holler (A)

151. Renovering af Rolighedsskolen - fondsansøgninger

Udskriv

Sagstema

Ansøgninger til fonde i forbindelse med renovering af Rolighedsskolen.

Redegørelse

I forbindelse med projektet, om energioptimering med adaptiv belysning på Tilsted og Hanstholm Skoler, har der været samarbejdet med forskningsleder Kjell Yngve Petersen fra KHR Archiecture A/S. I forlængelse af samarbejdet om adaptiv belysning, har der været drøftet forskellige andre renoveringsprojekter i Thisted Kommune med fokus på dagslys og frisk luft på skolerne. Samarbejdet er endt ud i mere konkrete drøftelser omhandlende et større renoveringsprojekt på Rolighedsskolen.

KHR Archiecture finder Rolighedsskolen særlig interessant, idet skolen for godt 40 år siden blev bygget som en åben skole. Efterfølgende er der sat skillevægge op og ændret på gulvbelægningen, men ellers er der ikke foretaget nogen gennemgribende renoveringer af skolen. Et af kendetegnene ved skolen er de mange små lyskubler i taget, der efter nutidens forhold kun giver begrænset lysindtag.

KHR Archiecture vil i samarbejde med Thisted Kommune i første omgang søge Velux-fonden om finansiering af udgifterne til et delprojekt på skolen. Med udgangspunkt i Rolighedsskolens lysforhold foreslås det at etablere dagslysindtag på taget med lysfangere, der henter himmellys fra flere retninger og skaber lysindfald med diffust sollys. Dagslys-åbninger til atrier og lysfordelere vil bringe lys ind i bygningen fra flere retninger og etablere et velindrettet lysmiljø for undervisningen hele året og hele dagen. Der søges efterfølgende midler hjem fra andre fonde til medfinansiering af det samlede renoveringsprojekt.

Kort projektbeskrivelse fra KHR Archiecture for ansøgningen til Velux-fonden vedlægges, jf. bilag 1.

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

Thisted Kommune har i budget 2020 - 2023 på investeringsoversigten afsat 5 mio. kr. i 2021 og 5 mio. kr. i 2022 til udskiftning af taget - projekt XA-894 Energimæssig renovering - Rolighedsskolen. Det forventes, at de afsatte beløb kan indgå som medfinansiering i det samlede renoveringsprojekt, således man ikke kun får en traditionel udskiftning af taget men får et samlet løft af undervisningsmiljøet på skolen. Det kan eventuelt blive nødvendigt med yderligere medfinansiering fra midlerne til bygningsvedligeholdelse, afhængig af betingelserne fra fondene.

Center for Økonomi og Løn har gennemgået sagen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 8. juni 2020

Børne- og Familieudvalget den 9. juni 2020

Indstilling

Teknik, Erhverv og Beskæftigelse indstiller, at arbejdet med at søge forskellige fonde om medfinansiering til renoveringen af Rolighedsskolen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

Opdateret 09-06-2020