Sved på panden og gode grin giver livsglæde

En pulje med Corona-penge til aktiviteter for aktive seniorer har fået ældre over hele kommunen i træningstøjet og i gang med forskellige aktiviteter. Det giver ikke alene motion, men også fællesskab.

04-03-2022Nyhed



Der er gang i bordtennisbattene ved de seks borde i Vestervig-Agger Hallen. Siden september har Hanne, Karsten, Pia, Kurt, Niels, Irene og omkring tre håndfulde flere ældre over 65 år mødtes en gang om ugen for at spille bordtennis.

- Vi var en 6-8 stykker de første gange, men hen over efteråret voksede vi, og nu er vi en fast flok på mellem 20 og 25 hver gang, og vi har udvidet tilbuddet til også at være om onsdagen, så det tør jeg godt kalde en succes, siger Per Frederiksen.

Coronapulje gav nye borde
Per Frederiksen bor i Agger og er primus motor i BAT60+ bordtennisafdelingen i Vestervig-Agger Tennis og Badmintonklub. Med hjælp fra projektet ”Coronapulje til tryg adgang til fritidsaktiviteter for aktive seniorer”, som var penge kommunerne fik i foråret 2021 til genstart af aktiviteter for ældre, fik han sat skub i flere af områdets ældre.

- Med god hjælp fra Sten, som er halinspektør her, så fik vi penge til i alt tre nye borde, og så har vi ellers lånt os lidt frem, da det viste sig, at vi har fat i noget, som folk gerne vil være med til, fortæller Per Frederiksen.


Per Frederiksen har spillet bordtennis det meste af sit liv, og fik lyst til at starte et tilbud op for ældre, da han flyttede til Thy.

Aktiviteterne fortsætter
I Thisted Kommune har seks af kommunens selvejende haller været med i samarbejdet om at få aktiviteter i gang. Ud over bordtennis i Sydthy, så er der i løbet af efteråret blevet sat skub i krolf, volleyball, bowls, tæppecurling, gymnastik, yoga, fitness, kurbad og gåture.

Nogle har – som i Vestervig-Agger - valgt at lave ugentlige samlinger som fortsætter ind i 2022. Andre har satset på få og større eventagtige initiativer. Alt er lavet i samarbejde med lokale foreninger og skræddersyet efter faciliteternes muligheder, disponible instruktører og seniorernes behov.

- Det var vigtigt at genstarte en del aktiviteter ovenpå den store nedlukning af landet på grund af Corona, og vi er utroligt glade for, at det faktisk er lykkedes at sætte gang i seniorerne i Thy igen på den her måde. Aktiviteterne og ikke mindst fællesskaberne er meget vigtige, siger Kristian Pilgaard, leder af fritidssektionen i Thisted Kommune.


Penge fra en pulje med corona-penge til aktiviteter for ældre har betydet, at mellem 20 og 25 ældre nu kan mødes hver uge for at spille bordtennis i Vestervig-Agger Hallen.
Hygge og hurtigt spil
At fællesskabet er vigtigt, vil de gerne skrive under på denne tirsdag formiddag i Vestervig. Der er masser af smil og snak rundt om bordene. Hver gang de mødes spiller de en lille turnering og slutter af med at spille double.

- Jeg har aldrig spillet bordtennis før, men det er så sjovt, og man føler virkelig, man får rørt sig. Samtidig har vi det ret hyggeligt, fortæller Hanne Stagaard fra Vestervig, der har været med siden begyndelsen i september.

Blandt dagens fremmødte spænder alderen fra 65 til 80 år. I kaffepausen undervejs bliver der småsnakket om de netop gennemførte kampe og gjort point op. De når også at vende andre dagsaktuelle emner, inden Per Frederiksen igen “jager” dem ned til bordene.

- Per er god til at lægge mærke til os alle sammen og komme med små tips til, hvordan vi kan blive bedre, og selvom vi ikke kommer for at vinde, så er det altså en skøn følelse at blive god til en ting. Jeg har aldrig før oplevet, at det går så hurtigt med at blive bedre i en sport, fortæller Hanne Stagaard.


Hanne Stagaard fra Vestervig (th), havde ikke spillet bordtennis før hun stødte på tilbuddet i Vestervig. Hun synes, det er skønt, at man både får rørt sig og kan være sammen med andre om sporten.

Ud over en lang karriere som journalist i sit arbejdsliv, så har den 72-årige bordtennis-instruktør i Vestervig-Agger selv en Landsmestertitel som bordtennisspiller med i rygsækken. Han glæder sig over, at andre nu oplever passionen for den sport han har dyrket det meste af sit liv:

- Det er vigtigt at komme ud blandt andre, og være en del af et fællesskab. Her får du rørt dig samtidig. Bordtennis giver meget få skader, men du skal reagere hurtigt, og det er godt for hjernen, og det vil da være skønt, hvis endnu flere har lyst til at være med, siger Per Frederiksen.

Fakta om Corona-puljen til ældreaktiviteter:
Der er fordelt 130.000 kr. i Thy fra regeringens Corona-pulje til aktive seniorer.
Seks kommunale og selvejende haller i Thy har været med i projektet.
Der er kommet gang i følgende:
Sjørring: Seniormotion med bl.a. tæppecurling.
Snedsted: Krolf.
Hørdum: Gymnastik med bl.a. rullebræt.
Bedsted: Volleyball, krolf og bowls.
Hurup: Fitness, Kurbad, gymnastik, yoga og gåture.
Vestervig-Agger: Bordtennis.
Ved interesse for aktiviteterne kan hallerne kontaktes for yderligere info.

Du kan også læse historien om bordtennis i Vestervig i den seneste udgave af Thisted Kommunes ældremagasin Gnisten.
Den finder du lige her.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00