Fra patient til peer: - Alle med psykiske udfordringer skal føle sig set og hørt

Randi Krog Jensen er en del af et projekt i Thisted Kommune, hvor personer, der har kæmpet med psykiske udfordringer, deler deres viden og erfaringer med andre. 

21-06-2022Nyhed

Et portrætfoto af Randi.

Det er en ganske almindelig mandag på Døgnexpressen i Thisted. De unge brugere af stedet er samlet til fællesspisning.

Rundt om bordet er både beboere og ansatte. Men en af de ansatte skiller sig ud. Randi Krog Jensen er en såkaldt peer-medarbejder.

Det betyder, at hun på egen krop ved, hvordan det er at være i systemet og kæmpe med psykiske udfordringer. Hun ved – bedre end mange andre – hvordan de unge beboere rundt om bordet har det. Faktisk har hun endda selv været bruger af lige nøjagtig Døgnexpressen.

- Når de taler med mig, skal de ikke bruge så mange ord på at forklare sig. Jeg har en forståelse for, hvordan det er at være i den situation, de står i. Vores historier er ikke den samme, men den har fællestræk. Jeg er bare flyttet fra den ene side af bordet til den anden, forklarer Randi Krog Jensen.

Peer-projektet går i al sin enkelthed ud på, at personer, der har alle mulige forskellige typer af psykiske udfordringer, tager en uddannelse, der gør det muligt for dem at dele deres erfaringer og viden med andre. De fungerer som en anderledes type for støtte, som borgerne, de hjælper, kan spejle sig i.

Psykiske udfordringer tæt inde på livet
Randi Krog Jensens liv slog sin første kolbøtte, da hun var 17 år. Her oplevede hun for første gang at blive ramt af depression og angst, og det stod på i en årrække.

- Det har været rigtig hårdt for mig at komme ud af, og jeg kan stadigvæk have depressive tanker og opleve dage, hvor tingene er uoverskuelige. Men jeg har det så godt nu, at det kun er dage – fremfor uger og måneder, da jeg havde det værst, fortæller hun.

Vejen mod en bedre tilværelse var lang. Alligevel formåede Randi Krog Jensen at få flere uddannelser undervejs, fordi hun - med sine egne ord – har mange gode folk omkring sig. Det lykkedes hende at blive uddannet pædagog og Social- og sundhedsassistent.

Men de psykiske udfordringer og diagnosen sklerose har gjort det umuligt for hende at arbejde inden for de fag på traditionel vis.

- Selv den dag i dag bliver jeg hurtigt mættet i sociale sammenhænge. Jeg bliver fyldt op på en anderledes måde end andre, forklarer hun.

Andre skal ikke føle sig ensomme
Derfor var hun lykkelig, da hun hørte om, at peer-projektet var kommet til Thisted Kommune.

- Da jeg selv havde det svært, følte jeg mig utrolig ensom og alene. Jeg kunne ikke forstå, at andre bare kunne leve deres liv. Hvordan kunne alle andre have fuldtidsjob, børn, hus og perfekte haver. Jeg ville ønske, der havde været en, der kunne fortælle mig, at jeg ikke var alene. Den ensomhedsfølelse, håber jeg, at jeg kan punktere for andre i lignende situationer, fortæller hun.

Og det får hun lov til som peer-ansat i Thisted Kommune. To dage om ugen er hun på Dragskilde, der er et socialpsykiatrisk trænings- og bosted. Derudover er hun i Døgnexpressen én gang om ugen til fællesspisning.

Hendes eneste formål er at være til stede og åben for at tale med de beboere, der ønsker det.

- Det er forskelligt, hvor meget den enkelte har lyst til at tale med mig, men det er meget tydeligt, jeg har en anden rolle, end de andre ansatte. De føler sig lidt fredet hos mig. Jeg er bare til stede – uanset om de vil tale om tunge ting, spille et spil eller gå en tur.

For Randi Krog Jensen har muligheden for at blive en peer-medarbejder været helt fantastisk.

- Det giver mening for mig, at jeg skulle igennem alt det her, fordi jeg nu kan bruge det til at hjælpe andre. Så giver det mening på en eller anden måde. Og jeg håber, at dem jeg møder på min vej, føler sig lyttet til, set og anerkendt.

På nuværende tidspunkt er der en håndfuld peer-medarbejdere ansat i Thisted Kommune i et projekt, der løber til oktober 2022.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00