Plastposer til madaffald er nu klar til thyboerne

Fra næste uge begynder udrulningen af nye affaldsposer til madaffald i Thisted Kommune. Et forsøg i sommeren 2021 viste stor tilfredshed med poser af genbrugsplast, som er den nye løsning.

17-02-2022Nyhed



Nu kan snart alle, der sorterer madaffald i Thisted Kommune, sortere madaffaldet i genanvendelige plastposer. Mandag den 21. februar begynder Affaldsselskabet Remondis at omdele i alt 2,6 millioner poser til 13.000 husstande.

En af dem, der ser frem til den nye plastløsning, er Ann Vangsgaard fra Hurup.

- Det glæder jeg mig til. Vi får simpelthen sorteret mere med de grønne poser, for de er ikke så besværlige at arbejde med som papirsposerne, siger hun.

Testet af brugerne
Sammen med 999 andre husstande i Thy deltog Ann Vangsgaard sidste sommer i et forsøg, hvor poserne af 100 procent genanvendelig plast blev testet af forbrugerne, og hun er lykkelig for, at plastløsningen nu bliver permanent:

- Med papirsposerne har vi desværre nogle gange været plaget af maddiker i skraldespanden, fordi poserne går i opløsning, når du fx smider et brugt kaffefilter ud. Det bedste ved plastløsningen er, at det gør de ikke. Og så er det rigtig rart, at du kan slå en knude på dem foroven, så indholdet bliver inde i posen, lyder vurderingen.

Stor tilfredshed i forsøget
Ann Vangsgaard er ikke alene om at være glad for løsningen. Tilfredsheden med madaffaldsposerne af genanvendeligt plast, var i den grad til at få øje på. Det viste en efterfølgende brugerundersøgelse blandt de 1.000 husstande, som deltog. Langt over 90 procent af dem var begejstrede for plastposerne i stedet for de brune papirsposer.

- Vi ser frem til at få de nye poser til madaffald ud til forbrugerne, som næsten enstemmigt var meget glade for alternativet under sidste sommers forsøg. Vi håber, at vi nu i dialog med borgerne har fundet den løsning, der gør, at det bliver en god oplevelse at sortere affald og passe på miljøet, siger Flemming Christensen, der er sektionsleder for Affald og Ejendomme i Thisted Kommune.

Plastposen flyder ovenpå
Det kan lyde mærkværdigt, at poser af plastik kan bruges til madaffald, men det er der en forklaring på. Kommunen har nemlig skiftet aftager af madaffaldet, og den nye i Frederikshavn kan sortere plastikken fra i processen, hvor den lette plastpose ”flyder ovenpå” i behandlingen på biogasanlægget og derefter kan ”skummes” af.

- Det forringer ikke kvaliteten af madaffaldet, og på den her måde kan det opsamles og genbruges, så vi fortsat har en bæredygtig løsning, siger Flemming Christensen.

Brug eller aflever overskydende papirsposer
Det vil tage seks uger at få omdelt de nye madaffaldsposer til alle husstandene i Thy. De er ikke fuldkommen identiske med den model, som blev testet sidste sommer. Der er nogle små ændringer, som er valgt på baggrund af nogle af de tilbagemeldinger  kommunen fik fra forsøget.
Den valgte model er eksempelvis en smule tyndere i plastikken og har snipper foroven, så posen nemt kan lukkes med et par knuder.

Skulle du have flere af de brune papirsposer tilbage, så kan du fortsat bruge dem, men du er også velkommen til, at aflevere dem til genbrug på genbrugscentrene eller via Genbrugsekspressen, når den kommer forbi næste gang.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00