Fra Zhytomyr i Ukraine til Thy

At livet på ganske få dage kan slå en kolbøtte, det ved de omkring 350 ukrainere som på nuværende tidspunkt er kommet til Thy, kun alt for godt. Vi har mødt én af familierne, som har fået tag over hovedet langt væk fra alt, de holder af.

05-04-2022Nyhed


Leg og boldspil i en have i Thy er lige nu et åndehul for tre ukrainske børn, der er flygtet til Danmark med deres mødre og bedstemødre.

For fem uger siden kendte de intet til Danmark og Thy. I dag sidder tre søstre, deres i alt fire børn, deres mor og den ældste af søstrenes svigermor med udsigt over markerne midt i Thy på en gård på Stenbjergvej hos familien Pilgaard. De er fattede, men også afventende, efter at en rejse på fem døgn for omkring fire siden endte i Danmark.

- Der var flere militære mål i vores by, og der var hele tiden luftalarmer, så vi sad ofte i en kælder eller et beskyttelsesrum. Det var meget usikkert, og du vidste ikke, hvad der ville være det næste, som skete, fortæller Kateryna Petrenchuk.

I en svær situation
Hun er 39 år. Mor til to, en datter på 13 år og en lille søn på lidt over et år, og så er hun storesøster til Iryna og Maryna, som sidder ved siden af. De er tvillinger og 33 år. Maryna har også en 13-årig datter. Iryna har en 9-årig søn og er gravid.

- Vi er meget, meget taknemmelige for, at vi er i sikkerhed. At vi har fået muligheden for at leve vores liv, men samtidig så får jeg dårlig samvittighed over at sidde her. Langt væk fra Ukraine, hvor mit folk lider, og hvor min mand og børnenes far er. Det er en meget svær situation, siger Kateryna Petrenchuk.


Kateryna Petrenchuk er kommet flygtet fra krigen i Ukraine sammen med sine to børn, sin mor, sine søstre og sin svigermor. Tilbage i hjemlandet er alle deres mænd og hendes far, som også passer på sin 88-årige mor.

Mændene måtte blive i Ukraine
De tre søstre boede alle med deres familier i byen Zhytomyr omkring 120 km vest for hovedstaden Kiyv i Ukraine. En by med omkring 260.000 indbyggere. De havde et arbejdsliv med tre forskellige karrierer: Kateryna i en HR-afdeling på en fabrik med 120 ansatte. Maryna som manager på fabrik og Iryna som souschef i en virksomhed, der sælger og servicerer solcelleanlæg til fabrikker.

- Vores far satte os alle sammen på en bus. Men han, vores mænd, og vores gamle bedstemor på 88 år måtte blive tilbage. Vores mænd og vores far er ikke soldater i hæren, men de er en del af det lokale forsvar af vores by, og selv om vi taler med dem hver dag, så er vi hele tiden bekymret og bange for, hvordan de har det, siger Iryna Avramenko.

Hun skal føde sit andet barn til maj, og selvom hun har været ved en læge her og alt ser fint ud, så går hun lige nu med bekymringer og overvejelser om, hvad der sker, hvis barnet bliver født i Danmark?

- Jeg tænker meget på, hvis min mand ikke kommer med til fødslen af vores datter, og hvordan vil hun blive registreret som ukrainer, hvis hun er født her, fortæller hun.


Familierne Petrenchuk, Borys og Avramenko endte i Thy efter flugten fra Ukraine. De er i alt ni som er flyttet ind på gården i Midtthy,  og børnene er begyndt at spille fodbold i Snedsted.

Føler de har fået en ny familie i Thy
Men midt i alle bekymringerne finder de små lyspunkter.
I denne uge er børnene begyndt at få fjernundervisning af lærere i og udenfor Ukraine, som er streamer undervisning til de mange flygtede elever.
De kalder også familien Pilgaard på Stenbjergvej for deres ”frelsende engle”. For her har de fået et tiltrængt åndehul og en vished om, at de må blive foreløbig. Børnene leger sammen i haven, og de tre ældste er begyndt til fodbold i den lokale idrætsforening i Snedsted. Alle værdsætter aktiviteterne, store som små. Samtidig har kvinderne mulighed for at låne en bil, og selv køre ud og handle eller tage en tur til havet eller i skoven.

- Det betyder meget, at vi kan se, vores børn griner ind i mellem, for vi ved, de savner deres fædre, men vi kunne ikke ønske os et bedre sted væk fra krigen end her, hvor vi er havnet. Vi føler vi har fået en ny, dansk familie. Men selvom vi fysisk er sluppet væk fra det som sker i Ukraine, så tænker vi hele tiden på det. Du kan ikke slippe det, og det er hårdt, fortæller Iryna.


Selv om man ikke taler samme sprog, så kan man sagtens lege sammen og begynde at forstå hinanden. Det har både Vadim, Olga og Asger fundet ud af gennem de seneste fire uger, hvor de ukrainske børn har boet hos familien Pilgaard på Stenbjergvej.

Målet er at komme hurtigt hjem
Det er undervejs i vores samtale også tydeligt at mærke, at de alle har svært ved at forestille sig, at de skal være længe i Thy.

- Vi tror og håber på, at krigen snart slutter, og så skal vi hjem. Det er der, vi hører til. Vi kendte intet til Danmark, men har kun oplevet velvilje og hjælpsomhed her, og vi er uendeligt taknemmelige for, hvad familien her i Thy har gjort og gør for os. De vil for altid være velkommen hos os i Ukraine. Vores hjem vil også være deres hjem, siger Kateryna Petrenchuk, og både hendes søstre og mor nikker.

Som reglerne er, så kan ukrainere være i Danmark i tre måneder som turister. Men den særlov som Folke-tinget vedtog den 16. marts – også kaldet ukrainerloven – betyder, at de nu kan få opholdstilladelse og på den måde hurtigere få mulighed for at arbejde, gå i skole, få adgang til sundhedsvæsnet og til sociale ydelser.
Familien på Stenbjergvej har indledt processen med at søge om opholdstilladelse, og har fået en tid i udlændingestyrelsen i slutningen af april. Det betyder, at de forventeligt får deres opholdstilladelse i maj.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00