Coronavirus

Fra den 10. september er coronavirus ikke længere kategoriseret som samfundskritisk sygdom

Mange så på mulighederne i Thy

Der var noget for dem, der leder efter job, dem der gerne vil foreningslivet og også for dem, der mest var nysgerrige på nye, internationale venner, da Thisted Kommune i denne uge holdt arrangementet ”Living in Thy” for udenlandske borgere.

10-09-2021Nyhed


Nataliia fra Ukraine og Zenawi fra Eritrea i samtale med beskæftigelseschef Trine Engholm Christensen ved "Liviing in Thy" arrangementet i Plantagehuset.

Omkring 100 lagde vejen forbi fyraftensmødet i Plantagehuset. Her blev der udvekslet visitkort og præsenteret muligheder af flere lokale virksomheder, Thy Erhvervsforum og repræsentanter fra både jobcenter og fritids- og kulturlivet.

Fra Dubai til Thy

For 28-årige Kezane Sudan fra Indien var aftenen en øjenåbner. Hun kom til Danmark for tre år siden og bor med sin danske mand, Kim Fisker, i Sjørring. Bag sig har hun en uddannelse indenfor virksomhedsledelse og hun boede og arbejdede med rekruttering i Dubai, da de to mødtes gennem fælles bekendte:

- Jeg vil rigtigt gerne have et job, men jeg har savnet en mulighed for at præsentere mig selv og det jeg kan, så selvfølgelig skulle jeg med her i dag. Efter nu at have mødt fx Sjørring Maskinfabrik, så kan jeg jo se og høre, at mine kvalifikationer kan bruges. Jeg anede faktisk ikke, at der lå sådan en stor virksomhed, som har interessante jobmuligheder så tæt på, hvor jeg bor, fortæller Kezane Sudan.


28-årige Kezane Sudan fra Indien bor i Sjørring med sin danske mand. Hun har boet her i tre år og har arbejdet på at lære dansk. Hun flyttede til Danmark fra Dubai, hvor hun arbejdede med rekruttering. Nu vil hun gerne finde et arbejde i Thy.

Brug for synlighed
I alt 13 stande havde taget opstilling på ”Living in Thy”. Der var velkomsttale fra borgmester Ulla Vestergaard og oplæg fra organisationen International House i Aalborg og Slagteriet Tican.
Ved bordene blev der snakket livligt om alt fra beskæftigelse til børn og boldspil.

- Det er virkelig dejligt at se den store interesse for at netværke og høre mere om, hvad vores egn har at byde på. Samtidig tydeliggør det her arrangement behovet for, at vi som kommune og aktører på egnen alle er synlige og hjælper nye borgere med at finde vej til det gode liv i Thy. Ser vi isoleret på beskæftigelsen, så har vi få udenlandske borgere i kommunen, som ikke er i arbejde. Men det handler om at se potentialer, og den internationale arbejdskraft er en afgørende ressource for flere virksomheder. Det er vigtigt, at vi alle byder til for at skabe synlighed, om de mange muligheder her er, siger Trine Engholm Christensen, beskæftigelseschef i Thisted Kommune.


Jens Holm fra Sjørring Maskinfabrik var en af de virksomhedsrepræsentanter, der var mødt op for at fortælle om jobmulighederne hos en af egnens store virksomheder som bruger meget udenlandsk arbejdskraft.

Stort behov for udenlandsk arbejdskraft
For Jens Holm, der er produktionschef på Sjørring Maskinfabrik, var ”Living in Thy” arrangementet også en positiv oplevelse. Over halvdelen af virksomhedens ansatte kommer fra andre lande. Pt. står de med 10 ledige job, så målet for ham var klart:

- Jeg er her for at finde folk, for hvis vi ikke har udenlandske ansatte, så havde vi ingen produktion i Thy. Så det er vigtigt, at vi får spredt budskabet om, at vi findes og hvad vi laver, og at vi har meget at byde på. Jeg har fået mange gode snakke og delt en del visitkort ud, så jeg forventer da helt klart at høre fra nogle af dem, der har vist interesse for os. Så må vi se, hvordan vi evt. kan bruge hinanden, siger han.

Der bor i alt omkring 2.300 udenlandske borgere i Thisted Kommune.

TV MidtVest kom også forbi mødet. Du kan se deres indslag her:https://www.tvmidtvest.dk/nyheder/08-09-2021/2200/2200-08-sep-2021?clip=d257a117-7bc1-4bdb-ba52-897a2aa5e88d

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00