CORONA - seneste nyt:

Se dagens smittetal og de aktuelle restriktioner

Thy bliver mere våd i fremtiden: Nyt kort skal hjælpe med at undgå oversvømmelser

Klimaforandringer kommer til at betyde, at Thisted Kommune skal håndtere mere vand i fremtiden. Derfor er en vigtig del af et nyt kommuneplanforslag både multifunktionel klimatilpasning og et nyt kort, der viser, hvor vand kan komme til at udgøre et problem i fremtiden.

31-03-2021Nyhed

Dronefoto af Tingstrup Sø
Arkivfoto fra arbejdet med at etablere Tingstrup Sø, der blandt andet fungerer som et klimatilpasningstiltag.

I denne artikelserie fremhæver vi nogle af de væsentlige ændringer i forslaget til Thisted Kommunes nye Kommuneplan 2021-2033, der er i høring lige nu. Denne artikel handler om temaet ‘Klima, Energi og Infrastruktur’.

Kommuneplanen er afgørende for det gode liv i Thy, da den skitserer rammen for al fysisk udvikling i Thisted Kommune. Du kan selv dykke ned i kommuneplanen eller deltage i det digitale borgermøde om kommuneplanforslaget d. 8. april kl. 19-21. Læs mere her.

I Thy er vi omgivet af det vilde Vesterhav og den smukke Limfjord. Vores historie, liv og hverdag er smeltet sammen med vores brug af vandet og de mange oplevelser, det giver os.

Men klimaforandringer betyder, at vandet vil tage mere og mere plads i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu tænker i, hvordan vi kan forhindre, at vandet bliver et problem for de eksisterende bygninger og værdier i Thy – og ikke mindst fremtidige projekter.

Det fortæller Ulla Vestergaard, der er borgmester i Thisted Kommune.

- Vi ved, at vandet kommer, og vi har ret tydelige beregninger, der forudser, hvor det kan komme til at skabe problemer. Den viden skal vi udnytte til fulde, så vi allerede nu fremtidssikrer os til den virkelighed, der bliver en realitet, siger hun.


Overblik over fremtidens udfordringer
Derfor er der skrevet en klimatilpasningsstrategi ind i det nye kommuneplanforslag, og der er blevet udarbejdet et kort, der viser, hvor man forventer, at der vil blive udfordringer med oversvømmelser i kommunen.

Der er tale om forudsigelser ud fra en lang række af faktorer. Men selvom det ikke er 100 procent sikkert, at forudsigelserne bliver til virkelighed, vil kortet blive et nyttigt redskab fremover.

Det fortæller Mira Gulden Sakya, der er planlægger i Plan, Miljø og Industri i Thisted Kommune.

- Med det nye kort kan vi være meget mere proaktive og sørge for, at nye projekter bliver fremtidssikret. Når en bygherre kontakter kommunen angående et nyt projekt, er det lettere for os at se, om projektet ligger i et område med risiko for oversvømmelse. Dermed kan klimatilpasning indarbejdes i projekterne allerede fra starten af. Det giver mulighed for at skabe gode helhedsorienterede løsninger, hvor klimatiltagene bliver en integreret del af projektets udformning, forklarer hun.

Klimatilpasning med flere funktioner
Lignende redskaber har været benyttet i tidligere kommuneplaner, men der var det kun såkaldte risikokort, der udelukkende viste risikoen for, at allerede eksisterende bygninger og værdier kunne blive oversvømmet.

- Bygherrer får med det nye kort en enkelt tilgang til information, som vil hjælpe med at identificere risici for oversvømmelse. Det betyder i praksis, at de kan udforme deres projekter, så de bliver sikret mod oversvømmelse og dermed kan skader og omkostninger begrænses, siger Mira Gulden Sakya.

Foto fra Vejlerne

Derudover er det et fokuspunkt i forslaget til Kommuneplan 2021-2033, at man fremadrettet i højere grad tænker i klimatilpasning, der kan bruge vandet til noget konstruktivt.

- Vi har arbejdet med klimatilpasning i mange år, men det er vigtigt for os, at vi fremadrettet har ekstra fokus på at lave løsninger, der ikke kun beskytter os mod klimaforandringer. Vi skal også bestræbe os på, at løsningerne skaber en yderligere værdi for Thy, siger Mogens Kruse Andersen.

Ét eksempel på, hvordan man kan lave multifunktionel klimatilpasning, er projekter, hvor overskydende vand samles i regnvandsbassiner over jorden, som kommer til at fungere som en “kunstig” sø.

I de perioder, hvor vandet ikke er et problem, vil bassinerne kunne give grønne og naturmæssige kvaliteter til byen.
Et konkret eksempel på dette er Tingstrup Sø, der ligger i udkanten af Thisted centrum.

Vindmøller ved Hanstholm Havn

Passe på og bevare Thy
På den måde bruger vi vandet aktivt til at skabe rekreative områder for borgerne, samtidig med at vi beskytter vores værdier mod oversvømmelse.

- Når vi inddrager klimatilpasning som en naturlig del af udviklingen i vores kommune, kan vi passe på og bevare Thy, samtidig med at vi løbende arbejder med at finde løsninger, der sikrer den grønne omstilling, siger Mogens Kruse Andersen.

Klimatilpasning er kun en lille del af temaet om ‘Klima, Energi og Infrastruktur’ i forslaget til Kommuneplan 2021-2033. Du kan selv dykke ned i kommuneplanforslaget og dele dine kommentarer med os via www.thisted.dk/kommuneplan.

Kontaktinfo

Teknik og Erhverv

Administration, Plan og Miljø, Drift og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk

Beskæftigelse og Jobcenter Thisted
Skolegade 22C
7700 Thisted
Telefon 99 17 17 17

Erhverv
THY-Huset
Tilstedvej 73
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 00
E-mail: erhverv@thisted.dk