Coronavirus

Hold dig opdateret på situationen med coronavirus i Thisted Kommune

Vær med til at indvie livreddertårnet på Vorupør strand

Den 25. juni hejser livredderne fra TrygFonden Kystlivredning for første gang flaget i livreddertårnet på Nørre Vorupør strand. Det bliver fejret på stranden kl. 10, hvor Esben Oddershede, formand for Klima-, Miljø og Teknikudvalget i Thisted Kommune, indvier det rød- og hvidstribede livreddertårn. Alle fra lokalområdet er velkomne til at være med.

21-06-2021Nyhed

Dronefoto over Vorupør

I år vil der for første gang være livreddere på Vorupør strand. Livreddertårnet fra Trygfondens Kystlivredning bliver indviet med en spand havvand samt en opvisning om badesikkerhed.

Alle interesserede er velkommen til at komme ned på stranden til en hyggelig formiddag.

Det fortæller Esben Oddershede, der er formand for Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget i Thisted Kommune.

- Det betyder rigtig meget, at alle, der tager ud og bruger den dejlige badestrand i Vorupør, nu har den ekstra tryghed og bare kan nyde de fantastiske forhold. Og så håber jeg, at der er rigtig mange, der har lyst til at komme ned til en hyggelig formiddag på stranden, når tårnet bliver indviet.

Trygfonden håber, at det nye livreddertårn langs Vestkysten kan være med til at gøre en forskel.

- Vi ser frem til at åbne endnu en livredderpost langs Vestkysten, og vi håber, at både lokale og turister vil vælge Nørre Vorupør Strand, nu hvor livredderne holder øje og skaber ekstra tryghed. Man er altid velkommen til at komme forbi tårnet og hilse på livredderne og få et par gode råd om badeforholdene på stranden, inden man går i vandet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Når flaget er hejst, er livredderne på vagt
I livreddertårnet vil man finde specialuddannede livreddere, der vil være på vagt hver dag fra kl. 10-18 indtil den 18. august. Et flag i toppen af livredderposten betyder, at der er livreddere på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten.

Erfaringer viser, at livredderne har travlt. I 2020 gennemførte livredderne 75.864 indsatser i hele landet, der bl.a. inkluderer almindelig førstehjælp ved forbrænding efter kontakt med brandmænd, snitsår, dehydrering og bistik. Livredderne var også i vandet for at kalde badegæster tættere på land, når de var kommet for langt ud, og de havde mange forebyggende snakke med badegæsterne om de særlige forholdsregler ved fralandsvind, om revlehuller og andre ting, som er gode at kende til, inden man går i vandet.

- Vi havde en rigtig god sommer sidste år, og livredderne havde travlt. De gennemførte 34 aktioner, hvor personer vurderes til at have været i livsfare. Det viser, at livredderne udfører et vigtigt stykke arbejde for strandgæsternes sikkerhed, og derfor glæder vi os til endnu en badesæson, forhåbentligt med godt vejr og mange strandgæster, siger René Højer.

Livredderne giver ekstra sikkerhed

Livredderne opfordrer altid strandgæsterne til at vælge en strand med livreddere.

- Det giver en ekstra sikkerhed, når der er livreddere, som holder opsyn og er klar til at gribe ind. Hvert år er der badegæster, som bliver overraskede over fralandsvind eller fanget i revlehuller og stærk strøm langs moler og høfder, og selv den bedste svømmer kan komme i vanskeligheder og få brug for hjælp. De rød-gule livredderflag i strandkanten markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje, og hvor de har tjekket badeforholdene, når de åbner tårnet om formiddagen. Så der får man den bedste sikkerhed, når man går i vandet, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

De 5 baderåd

1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne

Kontaktinfo

Teknik og Erhverv

Administration, Plan og Miljø, Drift og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk

Beskæftigelse og Jobcenter Thisted
Skolegade 22C
7700 Thisted
Telefon 99 17 17 17

Erhverv
THY-Huset
Tilstedvej 73
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 00
E-mail: erhverv@thisted.dk