CORONA - seneste nyt:

Se dagens smittetal og de aktuelle restriktioner

Gårdsangere har givet gratis gave til alle plejehjem i Danmark med støtte fra hele Thy

Beboere på plejehjem i Danmark kan nu mødes om at synge fællessang med Gårdsangerne fra Thy, der har produceret og sendt en gratis CD og fællessangs-DVD ud.

19-02-2021Nyhed

Portrætfoto af Gårdsangerne fra Thy
Pressefoto af Gårdsangerne fra Thy.

De er vant til at rejse rundt for at dele deres kærlighed til gårdsangertraditionen i spraglet påklædning og med både traditionelle og utraditionelle instrumenter som kaffekander, murerbalje og vaskebræt.

Men det seneste år har ikke været, som det plejer for Gårdsangerne fra Thy.

Ligesom så mange andre har de måttet tænke i nye baner for at dele deres glæde ved musikken med andre. Og det må man sige, at de har gjort.

Gårdsangerne fra Thy var i forvejen ved at indspille en CD og en fællessang-DVD med titlen “Sange vi aldrig glemmer”, men da coronavirus lukkede landet ned, besluttede de sig for at forsøge at finde finansiering til, at de kunne give CD’en og DVD’en gratis til samtlige plejecentre i hele Danmark.

Det fortæller Anne Alstrup, der er en af stifterne af Gårdsangerne fra Thy.

- Når vi ikke kunne komme ud at spille, så tænkte vi, at vi kunne komme til dem på den her måde. Det var vigtigt for os, for vi ved, hvor meget glæde vores musik kan give, fortæller Anne Alstrup.

Bidrag og hjælp fra hele Thy
Samlet set har det kostet cirka 100.000 kroner at dele Gårdsangerne fra Thy’s musik med alle plejecentrene. For mange vil det virke som en næsten uoverskuelig sum at skulle skrabe sammen, men Gårdsangerne fra Thy gik til opgaven med optimisme, og det skulle også vise sig at gå over al forventning.

Størstedelen af finansieringen kommer fra erhvervslivet og lokale fonde i Thy, mens Velux Fonden har støttet projektet med 30.000 kroner og Thisted Kommune har bidraget med de resterende 14.350 kroner, som Gårdsangerne fra Thy har ansøgt kommunen om.

- Det er virkelig et vaskeægte Thy-projekt, for alle har bakket op. Det er vi simpelthen så stolte af, og det viser endnu engang, at Thy står sammen, når det gælder, siger Anne Alstrup.

Tilbage for Gårdsangerne fra Thy var så bare at få sendt de 950 CD’er og DVD’er afsted. Og da alle plejehjem i Danmark havde modtaget deres musikalske gave, valgte musikgruppen at sende de overskydende eksemplarer afsted til plejecentre på Grønland og Færøerne.

- Vi har fået rigtig mange søde beskeder tilbage om, hvor glade de har været for at modtage vores musik. Et af plejecentrene skrev tilbage, at de havde modtaget pakken den dag, hvor alle beboerne skulle vaccineres. De satte den på, og så var der liv og glade dage, fortæller Anne Alstrup.

Og selvom det har været et projekt, der har krævet meget tid, så er hun ikke i tvivl om, at Gårdsangerne fra Thy ville gøre det igen.

- Det giver os simpelthen bare så meget glæde at se, at vi kan hjælpe andre. Personligt giver det mig energi at hjælpe, og hvis alle gør lidt, så gør det en stor forskel, siger Anne Alstrup.

Anne Alstrup påpeger også, at CD’en og DVD’en er en tidløs ting, der også kan bruges, når coronavirussen slipper sit tag i vores samfund.

- Men til den tid glæder vi os selvfølgelig også helt vildt til at kunne komme ud og spille igen, siger Anne Alstrup.

Fakta om Gårdsangerne fra Thy:
  • Gårdsangerne fra Thy blev dannet i 1998 og består af 10 glade musikvenner.
  • Gårdsangerne fra Thy ønsker at bevare den gamle gårdsangertradition, hvilket også kan høres i de tekster, der synges.
  • Gårdsangerne fra Thy optræder både på gaden, på plejehjem, til koncert i forsamlingshuse, private fester eller kirkekoncerter.
  • Gårdsangerne fra Thy har i alt udgivet 5 CD´er og 1 DVD.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00