CORONA - seneste nyt:

Se dagens smittetal og de aktuelle restriktioner

Hundborg får nyt udsigtspunkt i udkanten af "hemmelig" naturperle

En nye attraktion skal være med til at gøre Hundborgbuen og den særlige geologi, der kendetegner området, mere tilgængeligt.

15-02-2021Nyhed

Foto af udsigten ved Dybdalsgave.
Fra udkigspunktet bliver der vid udsigt over Hundborg Mose.

- Vi havde slet ikke tænkt i de baner.

Sådan lyder det fra Vera Justesen, der er formand for Hundborg Plantageforening.

- Vi havde først talt om et udkigstårn. Men da vi så det her forslag, så det spændende ud. Det var anderledes, tilføjer hun.

Hundborg er i gang med at få endnu en attraktion – nemlig et udkigspunkt i den lille plantage Dybdahlsgave.

Den etableres som et af de sidste led i områdefornyelsen for klyngelandsbyerne Sjørring, Snedsted og Hundborg – et projekt, som med støtte fra forskellige fonde er sat i gang af Thisted Kommune for fire år siden og er udviklet i samarbejde med de lokale borgere.

Projektleder René Melgaard Nielsen fra Thisted Kommune fortæller, at udkigspunktet i Dybdahlsgave bliver endnu et formidlingspunkt i Hundborg – på linje med formidlingspunkterne, der er skabt i forbindelse med det nyetablerede bytorv ved Dagli’ Brugsen samt Hundborgstenen, der blev flyttet sidste år.

Mere kendt og tilgængeligt
Attraktioner som disse kan være med til at fortælle om Hundborgbuen og den særlige geologi, der tegner området.

Udkigspunktet bliver en vandret platform på pæle, der opføres i udkanten af den Dybdahlsgave med vid udsigt over Hundborg Mose.

Illustration af det nye udsigtspunkt
Hvis frosten ikke driller for meget, vil udkigspunktet være etableret i midten af marts. Den officielle indvielse må nok vente lidt endnu. Illustration: Labland.

- Det bliver et vældigt løft – også i forhold til at komme ned i den ende af skoven, siger Vera Justesen.

Dybdahlsgave er et yndet udflugtsmål for byens borgere. Her er kælkebakker, madpakkehus – og en stor åben gryde, der i løbet af de 100 år har været brugt til så forskellige ting som gymnastikopvisning, friluftsteater, grundlovsmøder og sankthansfest.

Dybdahlsgave blev etableret i 1912 på et areal, som blev skænket byen af gårdejer Anders Dybdahl. Beplantning og vedligeholdelse sker dengang som nu af de frivillige borgere, der er engageret i plantageforeningen.

Plantageforeningen har i denne vinter arbejdet med at fælde træer og åbne plantagen op. Et skilt ved Vorupørvej viser nu også publikum, hvor man finder den lille naturperle, der for mange thyboer og turister har været en hemmelighed.

Vera Justesen håber, at det bliver muligt at samles mange mennesker på grundlovsdag, så den finkæmmede plantage og det nye udkigspunkt kan vises frem.

- Jeg tror, det bliver godt, siger hun.

Luftkort, hvor man kan se placeringen af det nye udsigtspunkt

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk
Lokal udvikling: lokal@thisted.dk