Coronavirus

Fra den 10. september er coronavirus ikke længere kategoriseret som samfundskritisk sygdom

Samarbejde giver tryghed og omsorg

På Dragsbækcentret i Thisted er den pårørende en tæt samarbejdspartner. Det handler om at se det fra den pårørendes synspunkt. I sidste uge var Social- og Ældreminister Astrid Krag på besøg for at høre mere om erfaringerne.

19-08-2021Nyhed

Britta Bank er pårørende til beboer på Dragsbækcentret.

- Når jeg tager hjem, så er jeg helt rolig. Jeg føler, de passer på min mand.
Britta Bank sidder i den lille lejlighed på Dragsbækcentret i Thisted og kigger ud over byen og fjorden. I soveværelset ved siden af stuen, hvor vi har taget plads i lænestolene, ligger Tom og sover til middag.
Det er kun godt halvanden måned siden, at Tom flyttede ind på hjemmet, så Britta og Tom er begge stadig ved at vænne sig til deres nye liv. Et liv hvor de ikke længere deler adresse. Tom bor nu på hjemmet i Thisted og Britta i Klitmøller:

- Jeg har jo levet et langt liv med Tom, så jeg er den, der kender ham bedst, og det vigtigste for mig var, at der kom struktur på Toms pleje. Her oplever jeg, at de lytter til, hvad jeg har brug for i forhold til plejen af min mand. Det bliver et samarbejde med personalet, forklarer hun.

Værdighedsrejseholdet kom forbi
Det samarbejde har ikke altid været i fokus på Dragsbækcentret, men nu arbejder personalet aktivt og målrettet med at inddrage de pårørende. Et arbejde som Værdighedsrejseholdet har sat i gang på stedet, og i sidste uge var Social- og Ældreminister Astrid Krag på besøg for at høre om erfaringerne.


Social- og Ældreminister Astrid Krag fik en rundvisning af leder Lotte Kjærgaard Bloch under besøget på Dragsbækcentret i Thisted. Direktør i Ældresagen Bjarne Hastrup var også med under ministerens besøg.

Værdighedsrejseholdet er et hold af undervisere som ”Videncenter for værdig ældrepleje” sender rundt i landet. De afholder kurser og giver de ansatte i ældreplejen nye redskaber til samarbejdet med de pårørende. Det var leder af Dragsbækcentret, Lotte Kjærgaard Bloch, som besluttede at invitere dem inden for i Thisted og på Klitrosen i Klitmøller:

- De pårørende er ofte en stor ressource, og vi har med projektet fået vendt opmærksomheden mod personalets rolle i at få brugt den ressource. Det forbedrer alle led i den kæde der udgør den pleje og omsorg, vi skal yde. Endemålet her er jo at give den ældre det bedste liv, forklarer hun.


Under besøget på fik Social- og Ældreministeren lov at kigge indenfor hos snart 96-årige Vidmar Lynglund, der sammen med hustruen Else Marie har boet på Dragsbækcentret i fem måneder.

Ændret perspektiv
Jeanette Munk Harregaard er social- og sundhedshjælper på centret Thisted. Her har hun arbejdet i 15 år. Hun er én af dem, der har den daglige kontakt med både beboere og pårørende, og hun forklarer, at det helt konkret handler om, at de er blevet i stand til at sætte sig i de pårørendes sted:

- Vores perspektiv er blevet vendt så vi tænker anderledes. Vi prøver at tage deres sko på. Hvordan er det at være dem i den situation, de er i? Det handler i høj grad også om at få afstemt forventningerne. Hvad forventer de, at vi gør? Og hvad regner vi måske med, at de gør? De kan jo ikke stille krav, som ikke findes i de rammer, vi i forvejen arbejder med, men bare det, at vi får talt om, hvad deres forventninger er, og vi kan trække på deres viden om beboeren gør, at de bliver en vigtig medspiller, fortæller Jeanette Munk Harrregaard.

Tilbage i dagligstuen på første sal hos Tom Bank er hustruen Britta glad for den ro, hun har fået i maven omkring deres situation. Tom er blevet så plejekrævende, at han ikke længere kan bo hjemme. Men her får hun lov at være med. Hendes mening tæller, og der er ting, hun selv kan hjælpe med.

- Jeg kan snakke med personalet om alt det, der foregår. Jeg oplever, at jeg bliver både set og hørt som pårørende. Jeg kan mærke at min mand er tryg. Og samlet set får det mig til at føle, at der også er omsorg for mig i den her proces. Det er rart og betyder helt utrolig meget, siger hun.

Fra venstre direktør i Ældresagen, Bjarne Hastrup. Formand for Ældre-/Seniorrådet i Thisted Kommune, Ketty Sørensen. Sociel- og Ældreminister Astrid Krag. Leder af Dragsbækcentret, Lotte Kjærgaard Bloch. Borgmester i Thisted kommune, Ulla Vestergaard og formand for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune, Ida Pedersen.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00