Hjælp og støtte har fået Judith tilbage i arbejde: - Jeg er jordens mest stolte menneske

Jobcenter Thisted støtter skridt for skridt, når en borger er visiteret til et ressourceforløb.

24-09-2020Nyhed

Judith Vilain sidder i førersædet af en bus. Hun smiler stort.
Et vikariat hos Arriva i sommer har overbevist Judith Vilain om, at hun er i stand til igen at forsørge sig selv - efter næsten tre års sygdom og ledighed. Her besøger hun sin tidligere arbejdsplads på et tidspunkt, hvor bussen ikke er i drift. Foto: Thisted Kommune

Judith Vilains ryg var ekstra rank den dag i begyndelsen af sommeren, da hun fik nøglerne til Arrivas bus nummer 320, der betjener ruten mellem Hurup og Thisted. Judith Vilain kunne nu tjene sine egne penge - efter at have været på kontanthjælp i en årrække.

- Jeg var jordens mest stolte menneske, fortæller Judith Vilain.

Men det har krævet et langt sejt træk at blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Judith Vilain selv er ikke i tvivl om, at den støtte, hun har fået fra Jobcenter Thisted og sin sagsbehandler og mentor Rasmus Greve Andreasen, har været afgørende.

- Jeg er så glad for den hjælp, jeg har fået her. Rasmus har virkelig været der, når jeg havde brug for ham. Jeg skal bare sende en sms, siger Judith Vilain.

Judith Vilain er en af de borgere, der er i gang med et ressourceforløb under Jobcenter Thisted.

Modgang og dårligt helbred
Fortællingen om Judith Vilain er en solstrålehistorie om vejen tilbage på arbejdsmarkedet, men i mange år var det slagregn og stormende kuling, hun befandt sig i.

Siden oktober 2017 har hun været sygemeldt på grund af stress, der var direkte udløst af et fysisk og psykisk anstrengende job langt fra hjemmet. Derudover er Judith Vilain ramt af PTSD og fysiske problemer med ryggen, der stammer fra en arbejdsulykke i 2010.

I 2018 blev hun i Haderslev Kommune tildelt et fireårigt ressourceforløb, hvilket Thisted Kommune overtog, da hun i 2019 flyttede til Thy sammen med sin mand, så de kunne være i nærheden af datter og børnebørn.

Judith Vilain sammen med sin sagsbehandler og mentor hos Jobcenter Thisted, Rasmus Greve.
Judith Vilain sammen med sin sagsbehandler og mentor hos Jobcenter Thisted, Rasmus Greve. 

Judith Vilains mand var imidlertid meget syg – og hans tilstand tærede naturligvis på hendes kræfter. Dengang var der i ressourceforløbet meget fokus på at give Judith Vilain tid og rum til at få et mentalt overskud, og hun var henvist til samtaler i psykiatrien.

- Lige så stille blev der arbejdet med det psykiske, og efterhånden blev der frigivet flere ressourcer. Så kom hendes mands sygdom og tappede energi, og det skal der være plads til, lyder det fra sagsbehandleren.

På et tidspunkt i løbet af sensommeren 2019 ytrede Judith Vilain selv ønske om at komme ud, og hun blev derfor henvist til bassintræning og afspænding via ressourceforløbet.

Jobcenter gav plads og ro
For nøjagtig ét år siden fik Judith Vilain en ny koordinerende sagsbehandler og mentor – nemlig Rasmus Greve.

Efter sin mands død i oktober 2019 opstod der nye udfordringer for Judith Vilain. Via ressourceforløbet fik hun hjælp til at overskue sin økonomi. Støtten fra jobcentret har haft fokus på at gøre hende mere selvstændig og hjulpet til, at hun tager ansvar for sin egen sag og sin tilværelse.

- Judith begyndte hurtigt at rykke sig og udtrykte en lyst til at vende tilbage til sit tidligere erhverv som buschauffør, fortæller Rasmus Greve.

Et par nødvendige formaliteter skulle sikre den adgang. Judith Vilain fik ved Rasmus Greves hjælp mulighed for at få tilkendt fornyelse af sit chauffør-kort, og hun blev tilkendt den obligatoriske EU-efteruddannelse for buschauffører ved EUC Nordvest.

Kørekort er én ting – en anden er netværk. Og her viste Judith Vilain sig at være i stand til at udnytte mulighederne. Via kontakter fra det kursus, hun var på, kom hun i kontakt med Arriva.

Det resulterede i Judith Vilains første ansættelseskontrakt i næsten tre år. Hun havde sikret sig jobbet som ferieafløser.

Fremtiden ser lys ud
Rasmus Greve var den første til at få besked, og da Judith Vilain hentede bussen i garagen, var han også der til at dele glæden med hende.

- Jeg nød det. Vi er seks chauffører til fire busser i Hurup. Vi havde det hyggeligt og skidegodt sammen, fortæller Judith Vilain.

Det midlertidige job blev klaret til topkarakter, og det har givet Judith Vilain troen på, at hun kan blive selvforsørgende. Og det ønsker hun.

Judith står på busstationen og kigger ud over busserne, der holder parkeret.
Judith Vilain er glad for stolt over, at hun nu er tilbage på arbejdsmarkedet.

- Jeg skal selv klare hverdagen. Hus, bil og hunde har første prioritet.

Selv om Judith Vilain har bevist, at hun kan klare et job på 30-35 timer, er hun fortsat omfattet af et efterværn, som Jobccenter Thisted har mulighed for at bevilge i slutningen af et ressourceforløb.

- Vi har plads til at være lidt mere forsigtige, men vi har igen en højere fokus på beskæftigelse, siger Rasmus Greve.

Han kalder 2020 for ”Judiths år”.

- Nu er hun den sprudlende og selvsikre kvinde – ikke den triste og mutte, som jeg så første gang, siger Rasmus Greve.

Judith Vilain er enig i, at hun er et helt andet sted i dag.

- Det har været hårdt i starten. Men jeg har lært mig selv bedre at kende, siger hun.

Fakta om ressourceforløb:
  • I et ressourceforløbet får du en tværfaglig og helhedsorienteret indsats.
  • Fokus for forløbet er, at din arbejdsevne bliver udviklet gennem en konkret og aktiv indsats, hvor dine mål i forhold til arbejde og uddannelse styrer, hvilke aktiviteter der sættes i gang.
  • Ressourceforløbet vil ofte bestå af både beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud, og de bliver kombineret og koordineret på tværs.
  • Et ressourceforløb kan vare 1-5 år. Du kan blive tilbudt flere forløb, hvis det første ikke har ført til, at du har fået en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kontaktinfo

Beskæftigelse og Jobcenter Thisted
Skolegade 22C
7700 Thisted
Telefon 99 17 17 17