CORONA >>>

Besøgsforbud på plejecentre og plejehjem ophæves

Brian, Leif og Thomas har gjort en forskel for Danmark: - Alle har noget med hjem

Brians virkelighed blev vendt på hovedet, da granaterne pludselig faldt om ørerne på ham, Leif blev ramt af sine oplevelser mange år senere, og Thomas har gode minder om kammeratskab med hjem. Tre veteraner fra Thy har sagt ja til dele deres fortælling.

02-09-2020Nyhed

Veteraner er mange ting, og ingen veteraner er ens. 

Men alle veteraner har sagt ja til at blive sendt væk fra familier og deres kære i et forsøg på at gøre verden til et bedre sted. De har alle en historie med hjem, der i større eller mindre grad har præget deres liv efterfølgende.

Tre veteraner fra Thy deler her deres fortællinger i anledning af flagdagen den 5. september.

Brian var fanget i et skyttehul i to et halvt døgn: - Jeg tog ud som én person og kom hjem som en anden



Portræt af Brian Bak Albricht

Under sin udsending til Bosnien blev Brian Bak Albricht fra Hurup fanget mit i en krig, hvor han ikke kunne gøre noget. Den afmagt har forfulgt ham, efter han kom hjem.

Den 4. august 1995 er en dato, der er indprentet i Brian Bak Albrichts hukommelse.

Den dag havde han været udsendt i Bosnien som blå baret for FN i nogle måneder.

- Vi var bare en flok knægte. Vi havde fået at vide hjemmefra, at vi skulle huske solcreme og badebukser. Vi skulle passe på minerne, men ellers skulle vi bare nyde turen. Det tog så lidt en anden drejning, husker Brian Bak Albricht.

Klokken var fem om morgenen den 4. august 1995, da en kroatisk offensiv begyndte at beskyde serbiske stillinger i Krajina-området. Serberne svarede igen på kroaternes ild, og pludselig var der bombardement fra artilleri og mortergranater overalt omkring Brian Bak Albricht, der havde søgt dækning i et skyttehul.

- Jeg sad lige mit i det hele. Der var morternedslag, vi var isoleret fra omverdenen, og vi kunne se en masse specialtropper omkring os, fortæller Brian Bak Albricht.

Fanget mens granaterne faldt
Han endte med at sidde i skyttehullet i to et halvt døgn, mens krigen rasede omkring ham. Badebukserne og solcremen var skiftet ud med afmagt og frygt.

- Du kan intet gøre, når du pludselig sidder midt i en krig. Nogle kollegaer blev taget med som levende skjold foran de kroatiske styrker. Vi var fanget. Vi kunne bare håbe på, at granaterne ikke ville ramme, hvor vi sad, siger han.

Følelsen af afmagt, der var i ham, mens granaterne fløj om hovedet på ham og civilbefolkningen, er blevet ved ham.

Da Brian Bak Albricht vendte hjem til Danmark, mente han selv, at han havde det fint. Han vendte tilbage til hverdagen. Men venner og familie kunne se, at han var forandret.

- Der var mange, der sagde til mig, at jeg tog afsted som én person og kom hjem som en anden. Det følte jeg ikke selv på det tidspunkt. Men i dag kan jeg godt se, at de havde ret, fortæller han.

Det har sat sig spor
Brian Bak Albricht  begyndte at arbejde civilt, og det gik også okay i et par måneder. Men en dag var der pludselig intet, der fungerede for ham. Han brugte 14 dage derhjemme, hvor han bare sad for sig selv og så på billeder fra tiden i Bosnien.

- Jeg prøvede at reflektere over det, der var sket, og så gik den ene time bare med den anden, og jeg fik rodet rundt på nat og dag. Jeg lukkede mig fuldstændig inde, men jeg mente selv, jeg havde det okay, fortæller han.

Men selvom turen til Bosnien var en meget voldsom oplevelse, endte Brian Bak Albricht med at vende tilbage til militæret.

- Jeg vendte tilbage på grund af tomrummet. Jeg havde simpelthen et behov for at skulle ud igen. Man ville ud at gøre en forskel, og det kunne ikke passe, at det skulle være sådan, fortæller Brian Bak Albricht.

Han blev udsendt til Bosnien for anden gang - denne gang under NATO.

- I dag har jeg det rimelig okay. Jeg tænker ikke så meget på det, men det tog mange år. Der er mange, der har det værre, end jeg har med lyde og sådan nogle ting, men det har påvirket mig, fortæller han.

Ville gøre det hele igen
Brian Bak Albricht fortæller, at han langtfra er den eneste på holdet fra dengang, der har mentale sår fra tiden i Bosnien.

- Der har været alt for mange selvmord. Jeg har været udsendt flere gange, men det hold der..., siger Brian Bak Albricht, inden han holder en lang pause i sin talestrøm.

Sætningen blev aldrig gjort færdig.

Alligevel fortryder han på ingen måde, at han tog afsted.

- Ringer de i morgen, fordi lokummet brænder, så er jeg klar. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det er underligt, man har det sådan, men det har jeg, siger han.

Han fortæller også, at han bruger sine erfaringer fra sin tid som udsendt i hverdagen.

- Jeg har lært at tage beslutninger under pres, og jeg ser tingene med lidt andre øjne. Det hele bliver sat lidt i perspektiv, fortæller Brian Bak Albricht.

Leif kunne ikke hjælpe, da hans kollegaer blev angrebet: - Mange år efter slog det klik



Portræt af Leif Korsgaard

Leif Korsgaard har set meget nød og ødelæggelse som udsendt nødhjælpsarbejder for Beredskabsstyrelsen, men det er særligt én oplevelse fra Bosnien, der har bidt sig fast.

Det var en morgen som så mange andre.

Leif Korsgaard fra Frøstrup var stået op og skulle på arbejde. Men han kunne ikke samle sig. Tankerne myldrede rundt i hans hoved, og den ene idé efter den anden afsporede ham fra de gøremål, han egentlig skulle tage sig til.

- Der gik lidt tid, og det blev værre og værre. Jeg rendte forvirret rundt om mig selv, og jeg havde helt forskruede idéer om helt urealistiske ting. For at sige det, som det er, så blev jeg fuldstændig skør i hovedet, fortæller Leif Korsgaard.

Han var i så dårlig en forfatning psykisk, at han blev indlagt på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital.

Diagnosen lød, at han er maniodepressiv.

Én særlig hændelse har haft stor betydning
Efter mange år og forskellige forsøg har han nu ramt den rigtige medicin, der gør, at han kan fungere og arbejde. Han har det godt – bedre end han har haft i mange år, og han har fået et flexjob i Beredskabsstyrelsen.

Hvad der førte til, at Leif Korsgaard stod en morgen med et mylder af tanker, ved han ikke med sikkerhed. Men han tror selv, det stammer fra den tid, han tilbragte i Bosnien i 1993.

Han var mekaniker og næstkommanderende på et hold fra Beredskabsstyrelsen, der blandt andet skulle køre med nødhjælp til civilbefolkningen.

Hændelsen, der har sat dybe spor hos Leif Korsgaard, skete den 1. juni 1993 i byen Maglaj. Leif Korsgaards hold skulle køre med nødhjælp til byen, der ikke havde fået forsyninger længe.

To kollegaer mistede livet
Byen var omringet, og der var kun en lille vej derop, som der blev kæmpet om. Leif Korsgaards hold var vellidt i området, og derfor fik de lov til at køre ind.

- Der var selvfølgelig våbenhvile, mens det stod på, men det viste sig, at vi ikke havde grund til at stole på dem, fortæller Leif Korsgaard.

Midt i aktionen begyndte et voldsomt bombardement af byen. Mænd fra Leif Korsgaards hold og en masse civile søgte tilflugt i en tunnel, der var det sikre sted at opretholde sig under bombardementerne.

Det var bare ikke tilfældet den dag.

- Der blev simpelthen skudt ind i tunnelen med kampvogne og alt muligt andet, fortæller Leif Korsgaard.

To mænd på Leif Korsgaards hold mistede livet, og to blev sårede. En masse civile mistede også livet den dag.

Han var der ikke til at hjælpe
Men selvom hændelsen har haft stor betydning for Leif Korsgaards liv, så var han langt fra Maglaj, da angrebet skete. Han var på ferie i Split i Kroatien, og det har været et stort problem for ham.

- Når man er udsendt, så gør man det for at gøre en forskel. Man gør ingen forskel ved at sidde og drikke grønne drinks, fortæller Leif Korsgaard.

Da han fik beskeden om, hvad der var sket i Bosnien, satte han himmel og hav i bevægelse for at komme tilbage og hjælpe. Da han nåede frem, var der gået fire dage siden angrebet.

- Jeg har ikke dårlig samvittighed, for det er ikke min skyld, men det har naget mig, at jeg ikke var der til at hjælpe, fortæller Leif Korsgaard.

En gensynsrejse fik alvorlige konsekvenser
Siden dengang har Leif Korsgaard både været i Indonesien, Pakistan og Syrien. Alle gange har han hjulpet med at drive lejre, hvor nødhjælpsarbejderne kunne bo. Men det er oplevelsen i Bosnien, der har sat sig fast.

- Hvis jeg virkelig skal fortælle, hvad jeg oplevede dengang, så begynder jeg nok at græde. Det er der ikke nogen grund til, fortæller han.

Kort tid inden, han blev indlagt på psykiatrisk hospital, havde han været på en gensynstur til Matlaj, hvor han stod i den tunnel, der blev beskudt.

- Om det er tilfældigt, at det rammer mig der, ved jeg ikke, men ganske få dage efter, jeg kom hjem, slog det klik, fortæller Leif Korsgaard.

Alligevel ville han gøre det hele om, hvis han fik chancen.

- Jeg fortryder ikke, for 90 procent af tiden var det gode oplevelser, og vi gjorde en kæmpe forskel. Men jeg ville ønske, vi ikke var taget til Matlaj den dag. Det er det eneste, jeg ville lave om, siger han.

Thomas har været udsendt i Cypern – men han valgte familien frem for Balkan



Portræt af Thomas Dürr Larsen

Veteran Thomas Dürr Larsen fra Vestervig husker tiden som udsendt positivt, men han har haft vaner fra sin udsending, der var svære at lægge fra sig.

Thomas Dürr Larsen ville egentlig have været inde ved Falck, men fordi der ikke var pladser nok, endte han som konstabelelev i Aalborg 1989.

To år senere stod han på Cypern som del af en fredsbevarende styrke, der skulle opretholde orden og fred mellem grækerne og tyrkerne.

- Jeg ser det som en positiv tid i mit liv. Der var et godt kammeratskab, og vi var ude at se verden, fortæller Thomas Dürr Larsen.

Han er én af 22.623 danske veteraner, der har været udsendt på Cypern fra 1964 til 1992. Det halve år, Thomas Dürr Larsen var afsted, var der roligt i landet.

Opgaven var at gå vagt i en såkaldt buffer-zone mellem tyrkerne og grækerne. Fire mand var afsted 14 dage ad gangen, og så kørte det i rotation.

- Når andre veteraner hører, at jeg har været på Cypern i starten af 90’erne, så får jeg tit at vide, at jeg har været på badeferie. Det er lidt den opfattelse, der er, siger Thomas Dürr Larsen.

Alle har noget med hjem

Men selvom tiden i Cypern langt hen ad vejen var fredelig, så har det haft betydning for hans liv.

- Min holdning er, at alle kommer hjem med nogle ting. Alvoren kan variere meget, men alle har noget med hjem, siger han.

Thomas Dürr Larsen har haft konkrete vaner, der har været svære for ham at lægge fra sig.

- Jeg havde i mange år svært ved at køre med sikkerhedssele, fordi jeg var så vant til, at man hurtigt skulle kunne komme ud. Jeg begyndte at svede og blive utilpas, når jeg fik sikkerhedssele på, fortæller han.

Var på vej til Balkan
Udsendingen til Cypern blev den sidste for Thomas Dürr Larsen. Men det var ikke den oprindelige plan.

- Jeg blev i Forsvaret, og jeg havde sagt ja til at tage med det første hold til Balkan, da krigen brød ud, fortæller ham.

Men omstændighederne ville det anderledes. Thomas Dürr Larsen kom ikke ned til krigen i Bosnien, der sidenhen har givet mange soldater alvorlige ar på sjælen.

- Kort inden afgang blev det vurderet, at kampvognssoldaterne - og dermed også Thomas Dürr Larsen - ikke skulle afsted alligevel. Han stoppede i stedet i Forsvaret i 1994 og startede på landbrugsuddannelsen.

I 1995 fik han igen tilbuddet om at komme til Balkan. Men på det tidspunkt havde han slået sig ned med en kæreste, der i dag er hans hustru.

- Det trak godt nok i mig, og jeg har lidt blandede følelser omkring det, men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville stoppe, hvis jeg fandt den rigtige, og det gjorde jeg, fortæller han.

Fællesskaber for veteraner er vigtige
Thomas Dürr Larsen er en del af fællesskabet Thy Veteraner, der samler alle veteraner, der har lyst eller brug for fællesskab.

- Det giver mig hygge, socialt samvær og et håb om, at vi kan hjælpe nogle af dem, der har været udsat for nogle hårdere ting, end jeg har. Det vil jeg gerne være med til, siger Thomas Dürr Larsen.

Fra Danmarks indsættelse i Cypern i 1964 til Danmark trak sit bidrag hjem i 1992 mistede 25 livet og et mindre antal blev såret på øen under tjeneste.

Denne artikel er skrevet i anledning af flagdagen den 5. september, hvor alle veteraner hædres for deres indsats.

I Thisted Kommune arrangerer man hvert år et optog og en middag for veteranerne. Det har ikke været muligt i år på grund af situationen med coronavirus. I stedet hædrer vi veteranerne i Thy gennem deres egne fortællinger.

Hvis du har lyst til at markere dagen, opfordrer Thisted Kommune og Beredskabsstyrelsen Nordjylland alle thyboer til at hejse flaget den 5. september for at hædre veteranerne for deres indsats. Læs mere her.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00