Gyrup Gård og Thy Whisky præmieres for smukt byggeri

Nyindrettet gårdbutik og whisky-besøgscenter i Sønderhå er tegnet og bygget i respekt for de originale håndværksmæssige detaljer i en tidligere hestestald.

05-10-2020Pressemeddelelse

Gyrup Gårds nye besøgs- og showroom med et smukt, blankt cementgulv og mange detaljer fra den originale hestestald bevaret.

Gyrup Gård ved Sønderhå modtager Thisted Kommunes bygningspræmie 2020 for sin indretning af ny gårdbutik og whiskybesøgscenter i en tidligere hestestald.

Hæderen i form af en bronzeplakette blev mandag overrakt af Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard, til de to ejerpar på Gyrup Gård som en markering af Arkitekturens Dag.

- Kæmpe tillykke med jeres pris – den er velfortjent, sagde Ulla Vestergaard.

Borgmesteren begrundede valget af Gyrup Gård som modtager af Thisted Kommunes bygningspræmie 2020.

- Det er et smukt eksempel på transformation af et velbevaret gårdanlæg, hvor der er lavet en nyfortolkning af indretningen til ændret brug – og som samtidig er en veldrevet landbrugsejendom.

I besøgscentret opleves en rustik stemning, med velbevarede detaljer fra den tidligere hestestald. Her ligger whiskytønderne mellem de bærende stolper i douglasgran, der markerer adskillelsen af hesteboksene i fordums tid.

Staldvinduerne har tremmer for, sådan som det også var i tidernes morgen – for at beskytte dem mod trækhestenes kraftige muler.

Bjælkerne er lagt på stolperne uden en skrue, og i loftet hænger ”staldlamperne”.

Jakob Stjernholm, Thy Whisky, fortæller, hvilke tanker de to ejerfamilier har gjort sig om indretningen.

- Udgangspunktet for os har været at skabe et sted, der var funktionelt. Men samtidig ville vi gerne bevare den æstetik, der ligger i et landbrugsbyggeri, som det blev udført tidligere med de gamle håndværkstraditioner.

Det er tre år siden, at Thy Whisky begyndte at invitere gæster på rundvisning og whiskysmagning. Fra starten har hestestalden været brugt som velkomstcenter, men stedet var uopvarmet. Det blev uhensigtsmæssigt, efterhånden som whiskyen høstede priser og anerkendelse på verdensplan, hvilket kulminerede sidste år i november med kåringen til Europas bedste whisky. Interessen for at smage de gyldne dråber fra gården i Thy har været tiltagende, og i år har der været omkring 3000 gæster og 1200 rundvisninger.

De to familier, der ejer Gyrup Gård og Thy Whisky, Jakob og Marie Stjernholm samt Ellen Nicolajsen og Andreas Poulsen, har selv stået som bygherre. Men de har rådført sig med to arkitekter, Flemming Lind Larsen og Søren Sarup om materialevalg og indretning.

- Vi håber, vi har indrettet et rum, hvor folk har lyst til at sætte sig ned og høre om det, vi laver – og smage på whiskyen. Vi håber, at de smukke rammer matcher fortællingen om det produkt, vi laver. For whiskyens historie bygger også på en lang tradition, siger Jakob Stjernholm.

Det håndværksmæssige arbejde er udført af tømrerfirmaet Ole Borregaard, murerfirmaet Gunnar Klausen samt elektriker Erik Linnet og VVS-firmaet Søren Lyndrup.

- Vi har oplevet nogle vildt engagerede håndværkere, der er gået op i at få det lavet smukt og ordentligt. Det er sådan noget, vi kan være stolte af i Thy, sagde Jakob Stjernholm blandt andet, da han takkede Thisted Kommune for prisen.
I begrundelsen for at vælge Gyrup Gård som vinder af bygningspræmien, har dommerne også lagt vægt på, at anvendelsen af den tidligere staldbygning er ”et godt eksempel på genanvendelse af bygninger i landzone, hvor man har formået at skabe en ramme og et liv for flere familier”.

Gyrup Gård er udvalgt blandt i alt otte nominerede byggerier.

- I har været i skarp konkurrence med syv andre byggerier. Det har været en gave at komme rundt på kommunens vegne og få indsigt i de fantastiske og meget forskelligartede byggerier med hver deres særkende. Det gør mig megastolt over, at vi har en kommune med så meget drive og lyst til at investere, sagde borgmesteren i sin tale ved bygningspræmieringen på Gyrup Gård.

Dommerkomiteen var inden voteringen på rundtur til samtlige nominerede byggerier:
  • Hudklinikken, Salvievej 2, Thisted
  • Ruesbak 10, Klitmøller
  • Recharge House, Mågevej 35,
  • Agger Light House, Mågevej 41, Agger,
  • Vildsund Søsportscenter,
  • Toldboden, (Sparekassen Thy), Thisted
  • Thisted Bryghus’ nye bryggeribygning.
Udover borgmester Ulla Vestergaard bestod dommerkomiteen af formand for udvalget for klima, miljø og teknik (KMTU), Esben Oddershede, medlem af KMTU, Kaj Kirk, direktør Mogens Kruse Andersen, bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Nordjylland, Jan Smed, og arkitekt MAA, Trine Berthold.

Thisted Kommune uddeler bygningspræmien hvert 3. eller 4. år.

Fakta

Kriterierne for at deltage i konkurrencen om bygningspræmien er, at der er tale om:
  • Godt, funktionelt og smukt byggeri
  • Smukt udførte og veltilpassede om- og tilbygninger af eksisterende byggeri
  • Andre anlæg af arkitektonisk kvalitet, som anses for at bidrage til kommunens forskønnelse, fx et vejanlæg, en park eller andet
  • Renoveringer, der er udført i harmoni med oprindelige bygninger og det omgivende lokalområde
For mere info kontakt Thisted Kommune eller Jakob Stjernholm, Thy Whisky. Tlf. 23875533

Overrækkelsen af Thisted Kommunes bygningspræmie 2020 foregik på Gyrup Gård i besøgscentret for Thy Whisky. Her ses fra venstre arkitekt Søren Sarup, der har været rådgiver på ombygningen, borgmester Ulla Vestergaard, Jakob og Marie Stjernholm samt Ellen Nicolajsen og Andreas Poulsen – de to ejerpar. Foto: Thisted Kommune
Overrækkelsen af Thisted Kommunes bygningspræmie 2020 foregik på Gyrup Gård i besøgscentret for Thy Whisky. Her ses fra venstre arkitekt Søren Sarup, der har været rådgiver på ombygningen, borgmester Ulla Vestergaard, Jakob og Marie Stjernholm samt Ellen Nicolajsen og Andreas Poulsen – de to ejerpar.
Foto: Thisted Kommune

Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard begrundede valget af Gyrup Gård/Thy Whisky som vinder af bygningspræmien 2020. Foto: Thisted Kommune
Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard begrundede valget af Gyrup Gård/Thy Whisky som vinder af bygningspræmien 2020. Foto: Thisted Kommune

En af hesteboksene er bevaret og indrettet til tapperi. Foto: Thisted Kommune
En af hesteboksene er bevaret og indrettet til tapperi.
Foto: Thisted Kommune


Staldbygningens struktur står meget tydeligt frem i det åbne rum og der er indtænkt fine detaljer ude fra. Staldvinduerne er bevaret og udskiftet med energivinduer og murværkets detaljerigdom ses overalt.

Fra indstillingen hedder det: Projektet er en landbrugsejendom, hvor en tidligere staldbygning er ombygget til whiskylager med tilhørende besøgsfaciliteter for virksomheden Thy Whisky. Staldbygningens struktur står meget tydeligt frem i det åbne rum og der er indtænkt fine detaljer ude fra. Staldvinduerne er bevaret og udskiftet med energivinduer og murværkets detaljerigdom ses overalt.

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk