Lavt smittetryk: nu kan du igen besøge bostederne
Social- og Indenrigsministeriet har idag oplyst Thisted Kommune, at besøgsforbuddet på de sociale bosteder også ophæves, i stil med ophævelsen på plejecentre og plejehjem.
26-11-2020Nyhed
Beboere på bostederne og bofællesskaber i Thisted Kommune har i lighed med beboerne på plejecentrene måtte undvære besøg fra meget familie og venner på grund af risikoen for coronasmitte. Men ikke længere.
Torsdag d. 26. november har Social- og Indenrigsministeriet meddelt Thisted Kommune, at besøgsforbuddet kan ophæves som følge af, at også besøgsforbuddet på plejecentre og plejehjem er blevet ophævet.
Det betyder, at der nu igen er adgang for besøgende på de sociale bosteder og i bofællesskaberne i Thy, så længe det kan ske på en forsvarlig måde, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
At besøgsforbuddene for både socialområdet og for ældreområdet nu er ophævede, glæder direktør for social og sundhed Tue von Påhlman:
- Jeg er glad for, at vi nu igen er i en situation i Thy, hvor smittetrykket er lavt og risikoen for smitte væsentligt mindre, end den har været de sidste 14 dage. Ophævelsen af besøgsforbuddene betyder derfor, at vores beboere kan vende tilbage til en hverdag, som er noget tættere på det, de kendte, inden coronaen brød ud.
Ida Pedersen, der er formand for Social og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune, er også glad for, at de udsatte borgere i kommunen igen må få besøg af familie og venner:
- Det er et vigtigt skridt på vej tilbage mod en mere normal samfundstilstand, at vi nu har fået ophævet begge typer af besøgsforbud, siger hun og uddyber
- Vi har længe måtte leve med restriktionerne på det sociale område, hvilket jo påvirker både beboere og pårørende rigtigt meget. Men nu er det også slut, og det er vi virkeligt glade for.
Det vil dog fortsat være nødvendigt at følge de retningslinjer, som gælder i andre dele af samfundet. Det vil sige holde afstand, spritte hænder og ikke tage på besøg, hvis man oplever at have symptomer på corona. Besøgene på bostederne foregår som udgangspunkt stadig i beboernes lejligheder, fremfor i fællesarealerne.