CORONA >>>

Besøgsforbud for både bosteder og plejecentre er ophævede

44 nye træer skal gøre Hurups bypark til et farverigt samlingssted

Med plantningen af i alt 44 store løvtræer slås der en foreløbig sløjfe på områdefornyelsen.

02-11-2020Nyhed

Et foto af det nye anlæg i Hurup
Planen er at plante forskellige grupper af træer hele vejen rundt om regnvandssøen. Foto: Thisted Kommune

Regnvandsbassinet og Søtrappen har givet Anlægget i Hurup et forandret udtryk, og nu forfines det med ny beplantning, der vil skabe en yndig farvepragt i byens rekreative grønne hjerte.

Efter ønske fra nogle af eleverne på Hurup Skole – i forbindelse med en workshop om Anlæggets udformning - plantes der kirsebærtræer, idet de unge har hentet inspiration i København, hvor Bispebjerg kirkegård og dens blomstrende kirsebærtræer er blevet et ”reason to go”.

I alt plantes der 17 sakhalin-kirsebær, otte styk fuglekirsebær og tre styk oktoberkirsebær. Det betyder, at der i fremtiden vil være lyserøde nuancer i Anlægget både forår og efterår.

Derudover plantes der to styk blodblomme i hver sin ende af regnvandsbassinet og ni styk nye lindetræer langs Linde Allé samt fem styk fransk ahorn langs J. C. Nyboevej.

Plantearbejdet udføres af Aarup Kloak og Entreprenør med assistance fra Hundborg Anlægsgartneri.

Skal skabe liv og farver
Træerne plantes i stedet for nogle af de gamle træer, der er fældet i Anlægget i forbindelse med etableringen af regnvandssøen – og for at give Anlægget sin karakter af tætbeplantet areal, sådan som det var før elmesygen hærgede, og man måtte fjerne de fleste store træer.

To damer kigger på et kort over området
Som et led i områdefornyelsen er der opstillet glasplader, hvor historien om Regnvandssøen og Søtrappen formidles. Disse er sponsoreret af Idealcombi. Foto: Thisted Kommune.

På broen over regnvandssøen har byens store virksomhed, Idealcombi A/S, sponsoreret glasplader med formidling af historien om Regnvandsbassinet og Søtrappen.

I løbet af denne sommer har Aarup Kloak og Entreprenør også anlagt en befæstet hovedsti gennem Anlægget. Hovedstien er anlagt med to meter brede betonfliser, og stien er oplyst af parklamper, der tændes med gadelyset. På den måde er hovedstien både handicapvenlig og tryg at færdes på – også efter mørkets frembrud.

Ved Lindeallé arbejdes der på at etablere flere p-pladser på grunden, der tidligere har været adresse for skyttehuset.

Fremtidsplaner om en skatepark
Områdefornyelsen i Hurup har kostet i alt seks millioner kroner inklusiv donation på 500.000 kroner fra Lars Larsen og LAG Thy-Mors på 100.000 kroner - og har også omfattet en renovering af Konditorpladsen.

Men det stopper ikke her.

Arkitekt Gerd Dam, Byg og Byfornyelse, Thisted Kommune, håber, at områdefornyelsen kan blive springbræt til, at Anlægget kan blive et lege- og opholdsrum for de unge.

En minigraver planter træer ved Anlægget i Hurup
Aarup Kloak- og Entreprenør udfører anlægsarbejdet i byens park.

I samarbejde med arkitektfirmaet LABLAND har Thisted Kommune skitseret projektet, ”Skatepark Hurup – et naturligt mødested i Thy”.

Projektet bygger på flere års inddragelse af byens borgere – og især er de unge taget med på råd. I 2019 blev der således afholdt en workshop i 7.-9. klasse på Hurup Skole, og her opstod ideen til en skatepark.

Efterfølgende har en gruppe på 14 elever arbejdet videre med forskellige forslag til, hvordan man kan skabe rammer for særlige oplevelser og aktiviteter i Anlægget.

Ideen er også at kunne tiltrække folk uden for Hurup og Thy – i kraft af projektets relation og forankring til friluftslivet i Thy. Tanken er, at skating kan understøtte de færdigheder, man har brug for på vandet som surfer.

Der har været kontakt til skateklubben i Thisted, der drives af Thisted Ungdomsskole – i forhold til den konkrete udformning af de udendørs skatefaciliteter, der planlægges i Hurup.

- Ungdomsskolen er med, og nu er vi i gang med at finde finansiering, siger arkitekt Gerd Dam.

Hun oplyser, at flere fonde har modtaget ansøgning fra Thisted Kommune.
Visualisering af den fremtidige skatepark i Hurup
Visualisering fra projekt ”Skatepark Hurup – et naturligt mødested i Thy”. Arkitektfirmaet LABLAND.

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk