Folkeskov tager form ved Snedsted

Nu plantes 22.000 små træer lige sydvest for Snedsted Hallen - ved den legepark, der for nyligt er realiseret som en del af områdefornyelsen.

07-05-2020Nyhed

Markerne bag Snedsted Hallen er i gang med at blive forvandlet til et stort rekreativt område. For få uger siden er der etableret en legepark med klatrestativ, rutsjebaner og andre legeredskaber. Og HedeDanmark er i forrige uge gået i gang med at realisere Snedsted Folkeskov.
Baggrunden for skovprojektet er, at Thisted Kommune i samarbejde med byens foreninger har søgt om og fået bevilget penge fra projekt ”Danmark planter træer”.

Det betyder, at cirka fem hektar jord i området dette forår bliver tilplantet med 22.000 små træer.

”Snedsted Folkeskov” kommer hovedsageligt til at bestå af eg, men der vil også være rødel, spidsløn og skovfyr i kernen af skoven.

Skovbrynet bliver mere varieret – med hvidtjørn, hyld, fuglekirsebær, skovabild, æblerose, kvalkved, hassel, lind og rødel.

- Brynets beplantning er med til at gøre skoven tæt. Det vil være pænt at se på, og det vil være godt til insekter og fugle, siger Klavs Bærent Iversen, der er skovfoged i Thisted Kommune.

Kommunen ejer jorden i området, og tilskuddet fra ”Danmark planter træer” er gået til indkøb af planter og til at hyre HedeDanmark til arbejdet med at plante – inklusive vedligeholdelse i to år.

Planen om en bynær skov var oprindeligt en del af den masterplan, der blev lavet for Snedsted By i 2015.

Nu kommer Snedsted Folkeskov til at indgå som en ekstra gevinst ved områdefornyelsen, som Snedsted har fået penge til sammen med Hundborg og Sjørring.

- Vi har haft et kanonsamarbejde med kommunen. De har lyttet til, hvad vi gerne ville, og vi må sige, at uden fælles hjælp var der ikke sket noget, siger Alex Sørensen, medlem af bestyrelsen i Snedsted Borger- og Erhvervsforening.

Rene Melgaard Nielsen fra Byg og Byfornyelse, Thisted Kommune, kvitterer til gengæld for det engagement, han har oplevet hos byens foreninger.

- Det er rigtig dejligt, at byen tager ejerskab til de rammer, vi har lavet sammen, siger han.

Den store nye legepark bag Snedsted Hallen er for få uger siden etableret med hjælp fra Aarup Kloak & Entreprenør ApS. Og skolebørnene er allerede begyndt at bruge den.

- Det bliver et kanonområde for byen og Snedsted Hallen, siger Alex Sørensen.

Udover legeparken er der tanker om at lave et attraktivt opholdsområde for byens borgere.

Pengene til områdefornyelsen er nu ved at slippe op, men repræsentanter for byens foreninger og andre af byens ildsjæle har givet hinanden håndslag på, at der skal ske endnu mere.

- Vi er glade for, at vi er nået så langt, men der er rig mulighed for at arbejde videre og prøve at udvikle området – gerne med midler til en bålhytte og et madpakkehus, og måske en toiletbygning, siger Alex Sørensen.

Udover Snedsted Borger- og Erhvervsforening er der tale om Snedsted Byfornyelsesselskab, Snedsted Hallen og mountainbikeklubben.

I det sydvestlige hjørne af området er Thisted Vand i gang med at etablere en sø med et omfang på cirka en halv hektar, og rundt om den bliver der lavet en sti. Jorden, der graves ud ved anlæg af søen, anbringes på en høj i det sydøstlige hjørne af det rekreative område.

Mellem søen og legeparken er der i øvrigt lavet en plan for 11 nye byggegrunde i Snedsted.

Thisted Kommune ejer et stort jordstykke syd for Snedsted By. Her skal der nu plantes 22.000 små træer. Området kommer til at hedde Snedsted Folkeskov. Foto: Thisted Kommune
Thisted Kommune ejer et stort jordstykke syd for Snedsted By. Her skal der nu plantes 22.000 små træer. Området kommer til at hedde Snedsted Folkeskov. Foto: Thisted Kommune

Skovplantningen er en udløber af arbejdet med områdefornyelsen for Snedsted, Sjørring og Hundborg, hvor der for få uger siden er etableret en legepark bag idrætshallen med hjælp fra Aarup Kloak & Entreprenør. Foto: Thisted Kommune
Skovplantningen er en udløber af arbejdet med områdefornyelsen for Snedsted, Sjørring og Hundborg, hvor der for få uger siden er etableret en legepark bag idrætshallen med hjælp fra Aarup Kloak & Entreprenør. Foto: Thisted Kommune

Legeparken ligger bag Snedsted Hallen og markerer overgangen til det store jordstykke, som kommunen stiller til rådighed til rekreativt område. Foto: Thisted Kommune
Legeparken ligger bag Snedsted Hallen og markerer overgangen til det store jordstykke, som kommunen stiller til rådighed til rekreativt område. Foto: Thisted Kommune


HedeDanmark har for nyligt plantet 22.000 træer syd for Snedsted. Foto: Thisted Kommune
Lige nu ser man knap nok de nyplantede træer. Men med tiden vil skovbrynet blive tæt. Her er plantet træer og buske, der er til glæde for fugle og insekter. Foto: Thisted Kommune



Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk