Havbadet er alle pengene værd

Kritikken gjalder på de sociale medier, når Thisted Kommune hvert år bruger ressourcer på at fjerne sand fra havbadet i Vorupør. Men lokale foreningsrepræsentanter ser anderledes nuanceret på det.

06-05-2020Nyhed

Nu er havbadet igen fyldt med friskt og klart havvand – klar til sommerens badesæson. Foto: Diana Holm
Nu er havbadet igen fyldt med friskt og klart havvand – klar til sommerens badesæson. Foto: Diana Holm

Det klare vand bølger ind over sandet i strandsiden af havbadet i Nr. Vorupør. 15.000 m3 sand er kørt væk, og havbadet er klar til badesæson 2020.

”Spild af penge. Utroligt nogen har fundet på den sandkasse”.

”Svineri at bruge så mange penge på det”.

”Brug pengene fra kommunekassen til noget andet godt”.

Hvert år lyder der krads kritik på de sociale medier, når Thisted Kommune med hjælp fra en lokal entreprenør sørger for at grave havbadet i Nr. Vorupør fri for de sanddriver, der er kommet i løbet af de seneste måneder.

For de lokale foreningsrepræsentanter, Per Nielsen og Mette Nysted, er det efterhånden trættende med de mange kommentarer, der kommer tilbage med samme forudsigelighed og kraft som vinterstormene, der lukker havbadet til.

De peger på, at havbadet er en del af områdets dna – i lighed med Cold Hawaii og Nationalpark Thy. De er taknemmelige for, at Thisted Kommune sørger for at rense havbadet op to gange om året, så investeringen på 13,5 mio. kr. stadig gør gavn – nu seks år efter indvielsen.

- Det er en fantastisk ordning vi har fået lavet med dem. Det er jo meget vigtigt, de kommer og gør det – for byen og for området, siger Per Nielsen. Han er indehaver af Vesterhavscafeen og formand for Vorupør Erhvervsforening.

 Repræsentanter for lokale erhvervsfolk og borgere mener, at havbadet er en stor gevinst for Vorupør og hele kommunen. Repræsentanter for lokale erhvervsfolk og borgere mener, at havbadet er en stor gevinst for Vorupør og hele kommunen. Derfor er de også taknemmelige for, at kommunen holder havbadet åbent og tilgængeligt. Her ses Per Nielsen, formand for Vorupør Erhvervsforening, og Mette Nysted, formand for Vorupør Borgerforening. Foto: Diana Holm

Repræsentanter for lokale erhvervsfolk og borgere mener, at havbadet er en stor gevinst for Vorupør og hele kommunen. Derfor er de også taknemmelige for, at kommunen holder havbadet åbent og tilgængeligt. Her ses Per Nielsen, formand for Vorupør Erhvervsforening, og Mette Nysted, formand for Vorupør Borgerforening. Foto: Diana Holm

Havbadet er en turistmagnet


Per Nielsen peger på, at Vorupør er den næststørste by i kommunen, når turistsæsonen sætter ind, og her spiller havbadet en væsentlig rolle.

- Det blæser jo sommetider i Vorupør, og så er det fedt at have havbadet, så turister kan gå derned med deres små børn. Og bade sikkert, pointerer han.

- For småbørnsfamilier er havbadet helt genialt, det er enestående, tilføjer Mette Nysted, formand for Vorupør Borgerforening.

Hun husker, hvordan indvielsen af havbadet i august 2014 skabte trafikprop. Alle skulle til Thy og se Danmarks første og eneste havbad.

- Det er bare fortsat. Havbadet har gjort området til en magnet, og nu har vi for få parkeringspladser. Vi kan se en forskel i tilstrømningen. Hvis man kommer fra Skive og Struer, skal man lige forbi og se Vorupør.

Per Nielsen peger på, at investeringer og udvikling i Vorupør spiller godt sammen med hele brandingen af Cold Hawaii.

- Havbadet har sat Thy på Danmarkskortet. Det er godt for hele området, for købmanden, for folk der lejer huse ud. Det har været et løft for hele byen, siger han.

Mette Nysted tilføjer:

- Også på verdenskortet. Vi havde ikke haft værtskabet for VM i SUP i 2017, hvis ikke vi havde her område ved havbadet.

Men borgernes formand i Vorupør pointerer, at det ikke kun er turisterne og turisterhvervet, der har gavn af havbadet. Der er også de lokale vinterbadere. Og hun peger på, at alle investeringer i Landingspladsen – terrasse, promenade og havbad - har været med til at løfte byen betydeligt.

- Før kunne man frygte, at byen var i afvikling. Men forskønnelsen af Landingspladsen har givet os et fællesskab og en gejst til, at vi vil den her by. Og flere har fået lyst til at flytte hertil, siger hun.

Oprensningen af havbadet koster cirka 200.000 kr. om foråret før sommerbadesæsonen og 50.000 kr. før vinterbadefestivalen.

- Det koster lidt penge, ja. Men det er ikke meget. Det koster også at varme Snedsted Hallen op for eksempel. Jeg synes måske man skulle vende den lidt om. Vi har ingen idrætshal, ingen svømmehal, ingen skole – vi har faktisk ikke rigtigt noget, der koster penge, siger Per Nielsen.

Mette Nysted erkender, at det er svært at vurdere præcist, om omkostningen tjener sig ind krone for krone. Men i det store billede er hun ikke i tvivl om, at det er pengene værd.

- 250.000 kr. – undskyld mig. Det er jo småpenge, når man kigger på en kommunal kasse, sammenlignet med hvad det giver af besøgende til kommunen.

Per og Mette erkender, at der altid vil være kritikere af havbadet og de penge, der bruges på at vedligeholde det. Men selv tilhører de den gruppe, der skønner på den positive og afsmittende effekt, som havbadet har på hele kommunen.

- Jeg håber, at det er os, der synes det er fantastisk og kan se fordelene, der bliver hørt, siger Mette Nysted.

Per Nielsen supplerer:

- Alle burde klappe i deres hænder over, at vi har havbadet, og at kommunen sørger for, at det kan bruges. Det er fedt. Jeg håber, de bliver ved med det, og det tror jeg også, de gør.

Fakta om havbadet i Vorupør


  • Anlægget af havbadet er finansieret ligeligt af Realdania, Lokale- og Anlægsfonden, Det Obelske Familiefond og Thisted Kommune.
  • Havbadet har en dybde på op til 1,5 m. Dimensionen er 50 x 75 m.
  • Det kostede 13,5 mio. kr., og det blev indviet i 2014.
 
I år var der mere drevet mere sand end sædvanligt ind i havbadet efter vinterens blæsevejr. Foto: Thisted Kommune

I år var der mere drevet mere sand end sædvanligt ind i havbadet efter vinterens blæsevejr.
Foto: Thisted Kommune

Kontaktinfo

Drift- og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk

Opdateret 06-05-2020