CORONA >>>

Besøgsforbud på plejecentre og plejehjem ophæves

Bliv i Thy og få oplevelser i lange baner

Der er ingen grund til at rejse ud, for i sommerferien kommer der nu endnu flere aktiviteter for børn og unge i hele Thy. Det sker på baggrund af et tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet på 1.5 mio. kr. til flere aktiviteter i sommerferien.

17-06-2020Nyhed

Der bliver rigelig at give sig til i Thy, når skolernes sommerferie starter lige om lidt. Thisted Kommune har nemlig helt ekstraordinært modtaget en pulje på 1.5 millioner kroner til at lave ekstra aktiviteter henover sommerferien, hvor formålet blandt andet er at dække nogle af de sociale og faglige mangler, der kan være opstået under coronakrisen.

I samarbejde med både KulturRummet, Doverodde Købmandsgaard, Ungdomsskolen og de mange folkeoplysende foreninger fordeler fritidsområdet ved Thisted Kommune beløbet. Mange af de aktiviteter som allerede er planlagt, kan derfor blive gratis at deltage i. Andre aktiviteter kan måske få flere deltagere på flere dage, eller vil blive gentaget flere gange henover sommeren.

Dertil får de folkeoplysende foreninger muligheden for at arrangere egne nye aktiviteter eller udvide dem, som allerede er planlagt. Man vil bl.a. kunne bruge pengene til at leje faciliteter, løn til instruktører eller til at samarbejde med andre aktører.

Aktiviteter skal skabe fællesskab og læring

Fælles for det hele er, at aktiviteterne skal gøre op for flere af de ting, som børn og unge mellem 6 og 17 år kan have savnet under coronakrisen. For eksempel sociale aktiviteter, der kan styrke sammenholdet i en klasse, mellem kammeraterne, eller som kan give noget læring i de fag, der har været særligt udfordrede.

En forening kan bruge det på mange måder, forklarer en af kommunes fritidskonsulenter, Maria Thingstrup Lauridsen:

- Vi er i god dialog med de forskellige aktører, både KulturRummet, Ungdomsskolen, idrætsklubberne, de folkeoplysende foreninger og vores forskellige haller. Der er rigtig stor opbakning og mange af dem har allerede gode ideer til hvordan de kan bruge pengene på at lave endnu flere aktiviteter. For eksempel laver man i Hundborg - Midtthy Rideklub nye hold, og man arbejder på forhåbentligt en uges ekstra AquaCamp i Thy-Hallen. Klatreklubben i Snedsted har også meldt sig på banen i forhold til at lave helt nye aktiviteter.

Hun fortsætter:

- Så vores budskab er helt klart, at man som børnefamilie skal tilbringe meget af sin sommer lige her i Thy, for der bliver nok at give sig til.

Nyt liv i fællesskabet

Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Steffen Kjær Thiesen, er også glad for puljen, der kommer til at skabe ekstra meget liv i Thy i sommerferien. Det kommer også til at betyde, at fællesskabet hurtigere kan vende tilbage i foreningerne:

 - Ligesom så mange andre har foreningslivet virkelig også lidt under coronakrisen. Det er først nu her, at vi for alvor er begyndt at starte op igen – og stadig under hensyntagen til de restriktioner og retningslinjer, der følger med. Derfor er det også rigtigt godt, at der nu kommer en økonomisk håndsrækning til, at vi ude i foreningerne kan få gang i fællesskabet igen og lave en masse nye og ekstra aktiviteter.

Steffen fortsætter:

- Der er for mig ingen tvivl om, at både børn, unge og de frivillige voksne har savnet det fællesskab, vi kender fra vores daglige gang i foreningerne før corona. Det glæder jeg mig til, at vi får igang igen. Jeg håber, at de her penge gør, at foreningerne kan prøve nogle nye aktiviteter af eller måske finde de gode ideer frem fra skuffen igen. Der er selvfølgelig også en masse praktiske ting i forhold til at arrangere nye aktiviteter med kort varsel, men jeg er sikker på, at vores mange frivillige ser muligheder og finder løsninger, til gavn for såvel nuværende og en masse potentielle nye medlemmer. 

På www.thy360.dk kan du allerede nu finde mange af de aktiviteter, der bliver udbudt sommeren igennem. Desuden finder du på www.thistedfritid.dk en oversigt over de planlagte aktiviteter i sommerferien. Begge sider vil løbende blive opdaterede med de nye aktiviteter, ligesom Facebook-siderne vil blive det. Sidst men ikke mindst vil de forskellige aktører også bruge deres egne Facebook-sider, hjemmesider og normale kanaler til at annoncere i. 

Foto: Thisted Kommune

Kontaktinfo

Undervisning
Børne- og Familieforvaltningen
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
E-mail: folkeskole@thisted.dk

Åbningstider:

Mandag -
onsdag
 10.00 - 14.00

Torsdag
 
 10.00 - 16.30

Fredag

 10.00 - 13.00

Telefontider:

Mandag -
onsdag
 08.00 - 15.00

Torsdag
 
 08.00 - 17.00

Fredag

 08.00 - 13.00