Turisme-udvikling i Vorupør og Klitmøller har nu en retning

Politikerne i Thisted Kommunalbestyrelse har netop vedtaget en plan, der sætter rammerne for, hvor der kan investeres i overnatning, oplevelser, infrastruktur og bymiljøer i Thys to stærke feriesteder.

01-07-2020Nyhed

- Det er meget positivt, at vi nu har en plan og et grundlag at arbejde med og tale ud fra. Det er ikke sikkert, vi får præcist den udvikling, der skitseret i planen, men den kommer til at flytte noget.

Sådan vurderes turismeudviklingsplanen af Niels Jørgen Pedersen, viceborgmester i Thisted Kommune og formand for erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalget.

Planen, der blev vedtaget i maj, sætter en retning for, hvordan turismesektoren kan udvikle sig i Thy med Klitmøller og Vorupør som de stærke feriesteder.

Thisted Kommune rummer nogle af Vestkystens stærkeste brands, Cold Hawaii og Nationalpark Thy. Alligevel er det begrænset, hvor mange større investeringer, der er sket i turismen de senere år. Området har været præget af mange dagsgæster, som har et lavt døgnforbrug. Blandt årsagerne er de mange gratis naturoplevelser, et ensidigt overnatningstilbud – primært i form af sommerhuse – og få betalingsattraktioner.

Thisted Kommunes planafdeling og erhvervsafdeling har derfor i samarbejde med Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Thy Erhvervsforum – og med hjælp fra konsulentteamet Arkitema fået udarbejdet en udviklingsplan, der arbejder med udvikling af overnatningskapacitet, etablering af flere oplevelser og mere interessante bymiljøer – og i sidste ende tiltrækning af flere private investeringer.

Udviklingsplanen udpeger meget attraktive investeringsarealer med meget central beliggenhed – og som i hovedtræk ikke er begrænset af fredninger.

Arkitema har indhentet udviklingsforslag fra borgerne i de to byer – og kombineret disse med kommercielle udviklingsperspektiver. Udviklingsplanen blev fremlagt på to borgermøder i februar, og her blev der udtrykt både opbakning og skepsis – ikke mindst til de to store ”reason-to-go-projekter” – et havbadshotel i Vorupør og et natur- og surfresort med wavepool i Klitmøller.

Mere specifikt er der i Klitmøller fokus på udvikling omkring landingspladsen, byforskønnelse ved Ørhage, supersti mellem campingplads og Ørhage og – i forhold til private investeringer – guesthouse og butikker ved Ørhage, natur- og surfresort ved den nuværende campingplads samt Naturhotel Tjaldur. 

I Vorupør er der fokus på udvikling omkring torv og foreningsvej, nye muligheder ved havbad og mole samt oplevelser omkring VØ Borgerhus. I forhold til private investeringer er der fokus på havbadhotel, hotellejligheder, butikker, restauranter, omdannelse af Vesterhavsgården og nyt sommerhusområde ved Sdr. Vorupør.

Erhvervskonsulent Henrik Jensen fra Thisted Kommune pointerer, at planen skitserer tiltag, som er realistiske og interessante i et byudviklings- og investorperspektiv – og der er tale om projekter med tilstrækkelig volumen og kvalitet, som i høj grad efterspørges af turister. Samtidig rummer planen mange tiltag, som skal gøre byerne endnu mere levende året rundt, sådan at planen også tilfører meget til de fastboende.

Realiseringen af projekterne afhænger af flere ting: Grundejernes interesse i at medvirke, investorernes interesse i at købe ind på ideerne og – i nogle tilfælde – muligheder for at opnå dispensation fra naturbeskyttelsesloven.

Når og hvis der kommer henvendelser fra private investorer, skal der naturligvis laves en lokalplan og en offentlig høring.

For Niels Jørgen Pedersen er ønskescenariet, at planen kan medvirke til en god og sund udvikling i turisterhvervet – i respekt for kystbyernes miljø og de lokale.

 - Hvis vi kan tiltrække investeringer, der kan skabe udvikling og en større variation af overnatningsmuligheder og oplevelser, så er det meget positivt. Men det skal være en udvikling, der sker i respekt for den lokale identitet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Fonden Realdania har åbnet mulighed for, at kommunen kan byde ind på en pulje, der er afsat til 50 procent medfinansiering ved realisering af udvalgte dele af udviklingsplaner langs Vestkysten. Thisted Kommune har sendt en interessetilkendegivelse og har afsat fem mio. kr. til dele af planen – nemlig torvet foran Nationalpark Thys velkomstcenter i Vorupør, strandtorv i Klitmøller på del af P-pladsen ved Niels Juul samt den nederste del af Ørhagevej.

Læs hele udviklingsplanen (se punkt 92)

I Vorupør peges der på muligheden for at bygge et havbadhotel med wellnessfaciliteter i et område mellem Vesterhavscafeen og redningsstationen på den ene side og havbadet på den anden. Foto: Diana Holm

P-pladsen for enden af Vesterhavsgade tænkes omdannet til et torv med en pæn belægning. Rundt om torvet har udviklingsplanen skitseret mulighed for ferielejligheder og spisesteder. Foto: Diana Holm
P-pladsen for enden af Vesterhavsgade tænkes omdannet til et torv med en pæn belægning. Rundt om torvet har udviklingsplanen skitseret mulighed for ferielejligheder og spisesteder. Foto: Diana Holm

Et velkomstcenter for Nationalpark Thy er ved at blive opført ved Hawblink. Syd herfor er der i dag en P-plads, og den tænkes omdannet til et torv. Foto: Diana Holm
Et velkomstcenter for Nationalpark Thy er ved at blive opført ved Hawblink. Syd herfor er der i dag en P-plads, og den tænkes omdannet til et torv. Foto: Diana Holm

Opførelse af et natur- og surfresort med bølgeanlæg på grunden ved den nuværende campingplads i Klitmøller er en af de muligheder, der peges på i udviklingsplanen. Foto: Diana Holm
Opførelse af et natur- og surfresort med bølgeanlæg på grunden ved den nuværende campingplads i Klitmøller er en af de muligheder, der peges på i udviklingsplanen. Foto: Diana Holm

Kystbyer som Vorupør og Klitmøller er beliggende i et naturskønt område ved hav og klithede. Derfor er der mange beskyttelseszoner, hvor det ikke er muligt at bygge. En undtagelse er dette område for enden af Krovej i Klitmøller på 12.000 kvadratmeter. I udviklingsplanen er det skitseret som oplagt til etablering af ”Naturhotel Tjaldur”. Området omkring det gule hus er i privateje. Fredningslinjen ses tydeligt ud mod vejen til venstre. Foto: Diana Holm

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk

Opdateret 30-07-2020