Vildmarksdagen er klar til at flyve selv

Oplevelsesuniverset Vildmarksdagene rulles nu ud på tre forskellige lokaliteter i Thy fra maj til oktober: Agger, Klitmøller og Hanstholm

13-02-2020Nyhed

Vildmarksdagen handler om at være sammen i naturen – og lære at bruge den. Foto: Thisted Kommune
Vildmarksdagen handler om at være sammen i naturen – og lære at bruge den. Foto: Thisted Kommune

721 børn og voksne fik sidste år en helt særlig oplevelse som deltagere i en af de fem udgaver af ”Vildmarksdagen” ved Nors Sø, hvor man kunne prøve alt fra træklatring til bueskydning, SUP og madlavning over bål.

Thisted Kommune var fødselshjælper til Vildmarksdagen via et projekt om oplevelsesøkonomi i Nationalpark Thy og Cold Hawaii.
Projektet er nu på vej mod sin afslutning, men Vildmarksdagen har vist sig at være så bæredygtig en idé, at den selv flyver videre og projektet skal i år finde bæredygtigheden for egen kraft. Foreningen bag Vildmarksdagen kan endda lancere et meget større program til sommer.

I år genskabes de seks oplevelsesuniverser i Klitmøller i skolernes sommerferie på udvalgte dage og aftener.

Men Vildmarksdagene i Thy begynder allerede 15. maj, når de solide nordiske tipier sættes op ved Agger Tange Feriecenter.

I slutningen af august begynder Vildmarksdagene i Hanstholm ved fyret, hvor de to Tentipi telte danner rammen om en række arrangementer i løbet af eftersommeren og frem til 31. oktober.

Sammen i vildmarken

”Sammen i Vildmarken” er Thys svar på det populære fjernsynsprogram ”Alene i Vildmarken”.


- Vi vil gerne vise, hvad naturen kan gøre for samværet mellem mennesker, siger Henrik Olsen, der er tovholder for projekt ”Vildmarksdagen”.

Erfaringer fra sidste år er, at madlavning over bål i særlig grad er en spændende aktivitet for både børn og voksne. Og det bliver der rig lejlighed til i den kommende sommer - især i Klitmøller og Hanstholm.

Vi tager kokke- og bagerskolen ud i naturens fødevarekammer. Vi tager jer i hånden og viser vejen til de dejligste madoplevelser i naturen fra lækker Brunch til Cowboykaffe med kage og skøn bålmad til aften”, lyder det således i beskrivelsen til programpunktet Vildfood i Vildmarken. Det er i Klitmøller.

I Hanstholm arrangeres ture med sankning i vildmarken af svampe, urter og bær til aftenens middag: ”Vi laver det meste sammen og lærer de sande kunster bag bålmad på den rigtige måde” beskrives der i programmet.

I Agger er der fokus på kultur, natur og aktiviteter i weekender fra midt i maj til midt i juni. Flere ture vil række ud i området med særlige naturoplevelser på tangen og langs fjordsiden af tangen. Turene vil også gå til Lodbjerg Fyr.
Henrik Olsen fortæller, at begivenhedskalenderen udvikler sig løbende.

Der kan laves koncerter i de store telte, hvor der allerede er tre fastlagte på nuværende tidspunkt, men også rideture, ravjagt og sælsafari bliver en del af programmet.

Vildmarksdagen har indledt et samarbejde med Alive Festival og er åbne for andre samarbejdspartnere.

- Vi vil vildt gerne arbejde sammen på kryds og tværs. Vi er på jagt efter folk, der kan fortælle og formidle, siger Henrik Olsen.

Vildmarksdagen er forankret i foreningen for Vildmarksoplevelser, der i sin opstart blev støttet af Friluftsrådet, LAG Thy-Mors, Nationalpark Thy, Thy Turistforening, Landdistriktspuljen og Thisted Kommune.

Der er udviklet et forretningskoncept, der gør det muligt at honorere de aktører, der byder ind med programpunkter.

- Kan man levere spændende aktiviteter, skal der være noget i det. Vi skal være dygtigere til at sætte værdi på oplevelser i naturen. Og der er tydelige tegn på, at gæsterne rigtig gerne betaler, hvis de bliver taget ved hånden, pointerer Henrik Olsen.

Han understreger, at døren står åben for nye spillere på banen:

- Det er en særlig scene at optræde i. Jeg opfordrer alle, der vil kunne se noget sjovt i at lege med os, til at henvende sig.

Men der er også i år behov for et korps af frivillige, der vil medvirke. Og derfor har foreningen udpeget en frivilligkoordinator, Nikki Kok Osborne.

I forhold til sidste år bliver der knap så meget arbejde med at stille telte op og tage ned – og flytte grej fra sted til sted. Netop fordi der er fundet tre nye, faste lokationer.

- Med de tre nye steder får Vildmarksdagene i øvrigt mulighed for at tilrette aktiviteterne efter de stedbundne potentialer. Vi tilretter versioner af Vildmarksdagene efter de forskellige områders karakter, og får derfor forskellige spejlinger af Thy, understreger Henrik Olsen.

Fakta


Vildmarksdagene i Agger – 15.5.-21.6. 2020
Placering: Ved Agger Tange Feriecenter.
De fleste oplevelsestilbud vil samle sig omkring ugedagene torsdag til lørdag. Flere oplevelser vil række ud i området – til Agger Tange og Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy. Der er også fokus på kulturelle oplevelser.

Vildmarksdagene i Klitmøller – 23.6.-9.8. 2020
Placering ved Nystrup Camping.
Fokus på oplevelser for familien Danmark. De seks oplevelsesuniverser: Woodfit, Wildfood, Waterfun, Bushcraft, Mindcraft og Wildlife.
På udvalgte dage og aftener åbnes for særlige oplevelser.

Vildmarksdagene i Hanstholm – 28.8.-31.10.
Placering ved Hanstholm Fyr. Kort afstand til Hanstholm reservatet og Bunkers Batteri 1.
Særlige events såsom Krondyrsdage med brunst og buffet, tidlige morgener med Brunst og Brunch samt hygge med Blues, bunkers og buffet. Bålaftener med fisk og kød fra naturens spisekammer.

I sommeren 2019 var træklatring en af de populære aktiviteter ved Vildmarksdagen. Foto: Thisted Kommune
I sommeren 2019 var træklatring en af de populære aktiviteter ved Vildmarksdagen. Foto: Thisted Kommune

Kontaktinfo

Erhverv
Skolegade 4C
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 00

E-mail: erhverv@thisted.dk