Bassiner skal hindre oversvømmelser på Nørretorv

Dele af Thisteds midtby spærres fra begyndelsen af september, når anlægsarbejde for flere ledningsejere går i gang.

31-08-2020Nyhed

Grafik der viser, hvordan trafikken bliver lagt om, mens arbejdet med regnvands-bassinerne står på.
Frem til marts 2021 er et område i midtbyen spærret for gennemkørsel. Det sker for at fremtidssikre de systemer, der skal forhindre oversvømmelser ved store mængder af regn.

- Når der er skybrud, oplever vi problemer med, at regnvandssystemet ikke kan håndtere de store mængder vand.

Det siger projektleder Dennis Dahl Hvass Pedersen, Thisted Kommune, om baggrunden for det anlægsarbejde, der sættes i gang i slutningen af august i Thisted midtby.

Gentagne gange har der været oversvømmelser på Nørretorv, fordi brønde og rør i de dybereliggende områder i Thisted By ikke har kunnet følge med.

Derfor har Thisted Kommune i samarbejde med Thisted Vand lavet en plan, der skal løse problemet.

Bassin skal forsinke vandet
Der skal etableres såkaldte forsinkelses-bassiner på dele af P-pladsen ved Fakta på Kastet. Heri ophobes regnvandet og kan lukkes ud, efterhånden som der er kapacitet i de underjordiske ledninger.

Samtidig renoverer Thisted Kommune krydset Kastet/Alléstræde, så der bliver nye kantsten og fortov hele vejen langs den sydlige side af Kastet, hvilket også vil medvirke til at forhindre regnvandet i at løbe til Nørretorv.

Anlægsarbejdet betyder trafikomlægning i en periode fra primo september til medio marts 2021.

Trafikomlægning i syv måneder
Under arbejdet vil Korsgade og Kastet blive spærret for gennemkørsel, og trafikken fra Kino-krydset til Kastet og Højtoftevej ved sygehuset dirigeres ad Østerbakken og Thylandsvej.

Dennis Dahl Hvass Pedersen fortæller, at der har været en god dialog med Aalborg Universitetshospital i Thisted om vilkårene.

Ligeledes er der indgået en aftale om at etablere en midlertidig indkørsel til dagligvarebutikken Fakta fra Højtoftevej.

Slår flere fluer med et smæk

Thy-Mors Energi og Thisted Fjernvarme har valgt at benytte lejligheden til at renovere deres ledningsnet i området. Samarbejdet glæder Dennis Hvass Pedersen.

- Når vi går sammen om at få lavet al ledningsarbejde på én gang, giver det mindst mulig gene for trafikanterne og beboerne i området. Det giver også en bedre ressourceudnyttelse.

Etablering af regnvandsbassinerne er også en fremtidssikring i forhold til klimaforandringerne.

Kontaktinfo

Teknik og Erhverv

Administration, Plan og Miljø, Drift og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk

Beskæftigelse og Jobcenter Thisted
Skolegade 22C
7700 Thisted
Telefon 99 17 17 17

Erhverv
THY-Huset
Tilstedvej 73
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 00
E-mail: erhverv@thisted.dk