Havbadet i Vorupør er klar til vinterbaderfestivalen

Det lokale entreprenørfirma Allan Thomsen har været i gang med at gøre havbadet i Nr. Vorupør klar til årets vinterbaderfestival, der traditionen tro finder sted 4. juledag.

23-12-2019Nyhed


Det er Thisted Kommunes drifts- og anlægsafdeling, der har bestilt det lokale entreprenørfirma Allan Thomsen til arbejdet med at fjerne sand fra havbadet. Der er tale om en "let opgravning".

- Vi har bedt om en let opgravning. Vi forsøger at lave det sådan, at 300 mennesker kan løbe ud i havbadet og rundt om den lille betonmur i midten, siger vejformand Kim Søe Larsen.

Som led i vinterbaderfestivalen kan gæsterne nemlig vælge at deltage i en ”Viking Challenge”, og den indebærer blandt andet, at man kommer rundt om den lille ”mole” – enten gående eller svømmende – og dermed får en ordentlig dukkert i det kolde havvand inden en tur i et isfyldt bassin på land.

Kim Søe Larsen oplyser, at vandet i havbadet vil være cirka 1,8 meter dybt på det dybeste sted.

Entreprenørfirmaets arbejde indebærer også, at der fyldes sand op i opholdsområdet ved bænkene lige oven for havbadet. Det betyder, at en del af det opgravede sand ikke behøver at blive flyttet væk fra området.

- Nu krydser vi fingre for, at der ikke kommer en storm inden den 28., og så håber vi, at alle gæsterne får en rigtig god dag på vinterbaderfestivalen, siger Kim Søe Larsen.

Vinterbaderfestivalen 4. juledag arrangeres af Thy Turistforening og Vorupør Kulturforening.

Kontaktinfo

Drift- og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk