Coronavirus

Fra den 10. september er coronavirus ikke længere kategoriseret som samfundskritisk sygdom

Læger i sigte i Hanstholm

Borgerne i Hanstholm er nu et skridt tættere på at få et sundhedshus med personale fra Lægerne i Nors.

23-08-2019Pressemeddelelse

Borgerne i Hanstholm er nu et skridt tættere på at få et sundhedshus med personale fra Lægerne i Nors.
Når sundhedshuset i Hanstholm åbner dørene i 2021, bliver det et hus med en lægeklinik, med kommunale sundhedstilbud samt andre funktioner.

Thisted Kommune er i dialog med Lægerne i Nors om muligheden for at betjene patienter i sundhedshuset i Hanstholm, når det står færdigt.

- For det første er jeg begejstret for den økonomiske håndsrækning fra staten, der sikrer, at vi kan få et sundhedshus i Hanstholm. For det andet er jeg utrolig glad for samarbejdet med Lægerne i Nors. Det vil på længere sigt skabe rammen om en bedre rekruttering af nye læger, og det vil være til gavn for hele kommunen, siger Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune.

Flere patienter på længere sigt
I første omgang bliver der dog ikke åbnet for tilgang af nye patienter til Lægerne i Nors. Lægerne er pressede på pladsen i de eksisterende lokaler i Nors, hvorfor formålet er at give bedre plads til de eksisterende aktiviteter i klinikken.
Lægeklinikken i Hanstholm bliver bygget sådan, at der bliver plads til, at der kan rekrutteres nye praktiserende læger og uddannelseslæger, og det er i bund og grund det, der er brug for, så borgerne i området kan serviceres af praktiserende læger langt ud i fremtiden.

- Vi håber meget på, at det nye sundhedshus på sigt kommer til at give flere borgere i Thisted Kommune mulighed for selv at kunne vælge deres læge. Derudover glæder jeg mig rigtig meget over, at vi får opdateret vores genoptræningsfaciliteter for borgerne i Hanstholm, samt at vi får nye kommunale sygeplejeklinikker i den del af kommunen, slutter Ida Pedersen.

Informationsaften den 12. september
Vi inviterer alle interesserede ind til at høre mere om projektet. På mødet skal vi blandt andet vælge deltagere til en frivillig følgegruppe, som får mulighed for at følge projektet på tæt hold.

Borgermødet holdes på Hanstholm Gl. Rådhus d. 12. september 2019 kl. 19 - 21. Der serveres kaffe, te og kage til de fremmødte. Tilmelding kan ske på mail til lvkj@thisted.dk og opkald eller sms til 20 27 35 85.