Bliv plejefamilie – kom og hør mere tirsdag d. 18. april 2017 kl. 15.30

Har I lyst til at hjælpe et eller flere børn, der af forskellige årsager ikke kan bo hos deres egen familie? Kan I tilbyde et barn en tryg opvækst i et omsorgsmiljø, der sikrer nære og stabile voksenrelationer og kan arbejde med at udvikle et barns sundhed, generelle udvikling og trivsel? Så kan opgaven som pleje- eller aflastningsfamilie måske være noget for jer!

30-03-2017Nyhed

Hvad vil det sige at være plejefamilie?
En plejefamilie er en familie, der kan støtte og bidrage til barnets udvikling blandet andet gennem omsorg og nærhed samt en struktureret og stabil hverdag.

Vi oplever, at mange plejebørn har store udfordringer, som stiller krav til plejefamiliens udvikling og behandling af dem i samarbejde med øvrige professionelle samarbejdspartnere, f.eks. skole, psykolog, psykiatrien osv.
Udviklingen indenfor anbringelsesområdet viser, at flere af de børn der bliver anbragt i dag, ofte har flere belastningsindikatorer som også kan kræve en behandlingsorienteret indsats fra plejefamilierne.

I videoen herunder kan du se Bodil og Søren fortælle mere om, hvordan de oplever dét at være plejefamilie.

Hvorfor blive plejefamilie?
Det kan være en stor gave, men også en stor opgave at blive plejefamilie, men ofte giver det relationer og oplevelser, der varer livet ud. Det giver samtidig følelsen af virkelig at gøre en forskel i et andet menneskes liv. Det kan også give store udfordringer, og familielivet kan blive påvirket på godt og ondt.

Er I interesseret i at høre nærmere er I velkomne til at komme forbi til en uforpligtende snak, når vi afholder informationseftermiddag tirsdag d. 18. april kl. 15.30-17 i kantinen på rådhuset i Thisted.
Eftermiddagen vil starte med et kort oplæg omkring det, at være plejefamilie. Der er ligeledes mulighed for at møde allerede etablerede plejefamilier, som I kan tale med om det at være plejefamilie, eller stille spørgsmål til det at være plejefamilie.


Kontaktinfo

Børne- og Familierådgivningen
Børne- og Familieforvaltningen
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
E-mail: bff@thisted.dk