THY AWARDS: Årets Talent

Når navnet på vinderen af titlen ”Årets Talent 2016” bliver råbt op i højtaleren udover en fyldt Thy Hallen med over 600 mennesker kan folkene bag prisen i år love at prisen går til et rendyrket talent, som i den grad har valgt at satse på sin sport.

27-01-2017Nyhed

Årets tre nominerede til den fornemme pris er i år en god blanding af sportsgrene og køn! En pige der elsker at slå til bolde, en dreng med et bræt og vindblæst hår eller en dreng der elsker at få klistrede fingre. Fælles for alle tre har på fornemmeste vis involveret sig i og gjort en forskel i deres respektive sportsgren.

- Det glæder os som komité, at vi i år har haft ganske svært at vælge mellem de mange talenter, som pibler frem i Thy. Thy er et fantastisk sted, hvor alle former for sport har mulighed for at udvikle sig. Det er en klar styrke at klubberne i Thisted Kommune prioriterer ungdomsarbejdet, og arbejder struktureret ift. talentudvikling, fortæller Preben Dahlgaard, Eliteidrætsrådsformand samt komitémedlem for Årets talent.

Og de nominerede er ...


Christian Andersen

Christian Andersen fra NASA er nomineret for sine evner inden for SUP Surfing. Christian har på meget kort tid formået at udvikle sig som en seriøs udfordrer til vores lokale verdensmester Casper Steinfath. Dansk Surf- og Rafting Forbund udtaler, at der tales om to forskellige type surfere. 1: Soulsurferen, som surfer pga. af livsstilen og de gode ”vibes” og 2: Den seriøse surfer. Christian er om nogen indbegrebet af ”Den Seriøse Surfer”. Hans træningsmængde, fokus på kost og fokus på optimering af egne evner er uden sammenligning i SUP miljøet. Med andre ord: Vi har at gøre med en seriøs bejler til kommende internationale trofæer inden for SUP-Surfing.

Emilie Christensen. Foto: Kim Leerskov
Foto: Kim Leerskov

Emilie Christensen, volleyballspiller Bedsted KFUM Volley. Emilie har på trods af sin unge alder, formået at springe, smashe og serve sig lige ind i hjertet af volleyball Danmark. Selv om hun endnu ikke helt har alderen til det, er hun i kraft af sit talent og sin ihærdige fight allerede fast spiller på Bedsteds 1. Divisionshold, hvilket i sig selv er en kæmpe præstation. Ikke nok med dette er hun for nyligt udtaget til Bruttolandsholdstruppen for hendes ungdomsårgang, og kan dermed betegnes som én af de helt store volleyballtalenter i Danmark. Emilie er en af de personer, som går forrest både i kamp og til træning, en spiller der altid er garant for en hård fight. Selvom hun stadige er i voksealderen er hun over 185 høj, en teknisk god spiller og i volleyballkredse spås hun en flot karriere, hvis hun formåer at holde gejsten i en sport som i Danmark er drevet udelukkende af amatører.

Allan Toft Hansen

Allan Toft Hansen, håndbold. Alle gode ting kommer i tre. Først Rene Toft Hansen, siden Henrik Toft Hansen og sidst men ikke mindst Allan Toft Hansen. Med sin størrelse, hurtighed, og evne til at placere sig på de rigtige steder på banen, har Allan været med til at løfte niveauet på Mors-Thy Håndbold. Han er en fast bestanddel af ungdomslandsholdene i regi af Dansk Håndbold Forbund, og har på trods af sin unge alder formået at blive en afgørende faktor for Mors-Thy i den danske håndboldliga. Vi er uden tvivl sikker på, at Allan i fremtiden også vil være med til at løfte den tunge arv på det danske herrelandshold.

Vi glæder os, sammen med NetIp, til at afsløre hvem af disse tre enestående talenter, der d 3.februar 2017 til Thy Awards bliver udnævnt til Årets Talent 2016.

For mere information, kontakt Thomas Bruhn Helleberg, Eliteidrætskonsulent Thisted Kommune, 99 17 41 52 eller tbh@thisted.dk