Unge skal have hjælp til det digitale

Blandt 8. og 9. klasserne i Thisted Kommune er der stadig en del unge mennesker, der er knapt så digitalt indfødte, som man måske skulle tro. Blandt de 15-årige har omkring 30 % ikke åbnet deres e-Boks én eneste gang. Det gør digitalt erfarne medarbejdere ved Borgerservice og Ydelser nu noget ved. 

25-01-2017Nyhed

Fra det øjeblik, du fylder 15 år, er du økonomisk ansvarlig, og i det offentliges øjne er du også parat til at modtage digital post. Derfor har det siden 1. november 2014 været obligatorisk, at du har en digital postkasse, som du kan åbne med dit Nem-ID.

Selvom de fleste unge i dag har en iPhone, Macbook, Chromebook eller iPad klistret permanent fast i håndfladen, er det ikke alle, som er fortrolige med kontakten til det offentlige gennem de digitale kanaler. I Thisted Kommune har op imod 30 % af de unge i 8. og 9. klasse ikke åbnet deres digitale postkasse. Derfor går de måske glip af vigtige økonomiske oplysninger, beskeder fra sundhedsvæsnet eller fra deres kommende uddannelsesinstitutioner.

For at hjælpe de unge i gang har Borgerservice og Ydelser siden 1. januar 2017 kørt projekt Ung og Digital i hele kommunen. 

Projekt Ung og Digital


Indtil nu har de besøgt fem folkeskoler og er i gang med at fastsætte dato for yderligere to folkeskoler med tilhørende 8. og 9. skoletrin. Med i bagagen har de blandt andet haft en humoristisk instruktionsvideo, der fortæller de unge, at hvis man ikke selv tager ansvaret, så gør far det - og det kan kun betyde uddeling af reklamer tidlig lørdag morgen og ingen fest om fredagen.

- Den humoristiske tilgang til at fortælle unge om digital post virker rigtigt godt, fortæller Gitte Pedersen, faglig koordinator i Borgerservice og Ydelser, og fortsætter: 

- Det er et univers, som de forstår i forvejen fra alle mulige andre medier. Men ofte har den unge slet ikke haft kontakt til det offentlige forud for vores besøg. Derfor gør vi meget ud af at forklare, at det altså både er beskeder fra tandlægen, sygehuset eller fra en kommende uddannelse, som de risikerer at gå glip af. Det kan for eksempel også være, hvis de skal bestille en straffeattest til et fritidsarbejde. 

Undervisningen ser ud til at have båret frugt. Udover en masse positive tilbagemeldinger og nysgerrige spørgsmål har Borgeservice og Ydelser alene i uge 3 af det nye år udstedt 11 Nem-ID, til en gruppe af elever fra de besøgte skoler. 

- Vi håber, at der er endnu flere 15-årige, som kommer forbi og får deres Nem-ID med sig hjem med det samme. I løbet af februar skal vi derfor også forbi syv friskoler i kommunen, som har 8. og 9. klassetrin. De skal nemlig også se videoen om at undgå at blive ”fars slave”, afrunder Gitte. 

Mangler du selv et Nem-ID, eller har du et barn, en forælder, en god ven eller en fjern slægtning, som lige står og mangler et Nem-ID? Så kan man møde personligt op i Borgerservice og Ydelser, hvor vi kan lave et med det samme, som du får med hjem. Husk bare at medbringe dit pas, dit sygesikringsbevis eller dit kørekort. 

Du kan i øvrigt se den humoristiske instruktionsvideo på Youtube lige her: https://youtu.be/n7vUo1oZG08