Alt skidt fra havet på Klitmøller Strand

Nordisk Strandrydder Dag 2017 i weekenden 6. og 7. maj sætter spot på den årlige mængde skrald, der skyller ind på de danske kyster og strande.

25-04-2017Pressemeddelelse

Plastikposer, paraffin, et stykke reb, et låg uden dunk, halve biler og køleskabe.

Engang var fundene på morgenturene ved den danske vestkyst gyldne i form af ravstykker. I dag har det værdifulde naturmateriale dog fået følgeskab af noget knap så værdifuldt: Affald i lange baner.

1.000 tons om året
Hver dag skyller der tonsvis af affald ind på de danske kyster og strande. Den jyske vestkyst holder hårdest for med mere end 1.000 tons affald hvert år.
Affaldet har som oftest ingen kendt ejermand, men er resultatet af strømninger fra det åbne hav, der bringer de uønskede efterladenskaber mange sømil nordpå og ind en af på dansk naturs og turismes største attraktioner - de hvide sandstrande langs vestkysten.

I weekenden 6. og 7. maj stiller Thisted Kommune sammen med Hold Danmark Rent skarpt på affaldet på Nordisk Strandrydder Dag 2017 (Nordic Coastal Cleanup 2017).
Dagen gennemføres sammen med de øvrige fire nordiske lande og støttes af Nordisk Råd.

En stor udgift
Den danske del af den nordiske kampagne holder fokus på mængderne af marint affald og sigter efter at skærpe danskernes bevidsthed om, hvordan det globale problem med marint affald påvirker vores lokale kyster og strande. Kampagnen giver også et synligt indblik i, hvilken indsats det hvert år kræver at håndtere denne type af affald.

Thisted Kommunes kystlinje er 226 km lang. De 130 km, som er Vesterhavskyst, er omfattet af kommunens renholdningspligt, og der fjernes årligt affald i omegnen 32 tons - især store mængder trawl/garn og plastik. Et arbejde, der hvert år koster kommunekassen op imod 400.000 kroner.

Skræmmer turisterne

En ting er prisen for at fjerne andres efterladenskaber bl.a. fra kommunens badestrande. En anden ting er det indtryk, både vi og vores turister får, når vi spadserer en morgentur langs vestkysten.
Hver anden tysker siger, at deres ferie bliver ødelagt, hvis de mødes af affald på stranden, og hver tredje strandgæst siger, at de vil køre et andet sted hen, hvis de møder affald på den strand, de besøger. Det viser analyser foretaget af Hold Danmark Rent.

Giv en hånd med
Lørdag 6. maj kl. 10-14 bliver der gennemført en event på stranden i Klitmøller, hvor du vil blive mødt af en kæmpebunke skrald, som er resultatet af aprils indsamling. Og du kan få meget mere at vide om affald på strandene hos de kommunale strandryddere. Har du lyst til selv at give en hånd med, kan du få en sæk og gå din egen oprydningsrunde.
Du møde også medlem af Kommunalbestyrelsen og kommunens repræsentant i KIMO, Kristian Tilsted og medarbejdere fra strandrydningsteamet i Thisted Kommune, samt en konsulent fra Hold Danmark Rent. De er alle klar til en snak om, hvad affaldet på vores strande betyder og hvordan vi alle sammen kan hjælpe med at gøre op med det.
I samme tidsrum gennemfører Cold Hawaii Film Festival en Beach Trash Art Competition under sloganet "Lad os rydde op på stranden og lave kunst af det vi finder!" Arrangementet finder sted ved Kassehuset.

FAKTA
Vidste du, at 1.000 tons affald, som årligt skyller ind på danske vestkyster, svarer til 150 fuldt lastede lastbiler af den slags, du overhaler på motorvejen - eller til 60-70 kaskelothvaler i den størrelse, der i de senere år er skyllet ind på danske kyster?




Vestkysten hårdt ramt af marint affald

Det "usynlige" affald, der oftest er fjernet fra stranden, før vi og de andre turister ankommer, er primært et problem i den del af landet, hvor strandene er allermest elsket af sommergæsterne.

- Affald på strande og kyster findes i alle dele af landet. Men det marine affald, der kommer med havstrømmene, går næsten udelukkende ud over vestkysten, siger Anette Juul, projektleder hos Hold Danmark Rent.

Nordisk Strandrydder Dag 2017 gennemføres af de seks jyske nord- og vestkystkommunner Frederikshavn, Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Ringkøbing-Skjern og Thisted sammen med "Hold Rent"-organisationer i de øvrige fire nordiske lande og støttes af Nordisk Råd.

En stor udgift
I Danmark har kampagnen fokus på mængden af marint affald og på at skærpe danskernes bevidsthed om, hvordan det globale problem med marint affald påvirker vores lokale kyster og strande. Kampagnen giver også et synligt indblik i, hvilken indsats det hvert år kræver at håndtere denne type af affald.

- Vi er sikre på, at det vil gøre indtryk på gæsterne at se de store mængder af affald, der samles op. Vi giver syn for sagen og en sjælden førstehåndsoplevelse med en type affald, der er usynlig for langt det fleste af os, fordi det bliver fjernet, før vi ankommer med badehåndklæde og solcreme, siger Anette Juul Jensen.

Alene de seks kommuner i dette års Nordisk Strandrydder Dag bruger hvert år tilsammen mindst 3,5 mio. kroner på at holde strandene rene.

Kontaktinformation

Kristian Tilsted
Kommunalbestyrelsesmedlem og repræsentant i KIMO
E-mail: kt@thisted.dk
Tlf.: 5154 6521

Morten Christensen
Lokal kampagneansvarlig
Thisted Kommune
E-mai:l mc@thisted.dk
Tlf.: 9917 2120

Anette Juul
National kampagneansvarlig og projektleder
Hold Danmark Rent
E-mai:l ajj@holddanmarkrent.dk
Tlf.: 2339 8199
















Vis i browser


Afmeld udsendelser