Vandråd 2020 - lokal arbejdsgruppe

Invitation til informationsmøde om Vandråd (Limfjorden) og etablering af arbejdsgruppe i Thisted Kommune.

Thisted kommune inviterer hermed til informationsmøde vedr. arbejdsgruppe under ”Vandråd Limfjorden”. Mødet afholdes torsdag den 23. januar 2020 kl. 15-17, Kirkevej 9, 7760 Hurup.
Limfjordsrådet har, med mandat fra de 18 Limfjordskommuner, nedsat et Vandråd som en del af interessentinddragelsen for de kommende vandområdeplaner 2022-2027.

Ud over etablering af vandråd for Limfjordsoplandet har Thisted kommune et ønske om at få en mere lokal inddragelse i form af en lokal arbejdsgruppe, der skal arbejde med indsatser i Thisted Kommune.

I Limfjordsoplandet er der udpeget en minimumindsats på i alt 427 km vandløb til indsatsplanlægning i 2022-2027, samt en minimumindsats på 47 spærringer. Der er i alt afsat knap 75 millioner kr. til indsatsen.

Der er udarbejdet et virkemiddelkatalog til forbedring af de fysiske forhold i de vandløb der indgår i Vandområdeplan 2022-2027.

Arbejdsgruppens arbejde bliver, med udgangspunkt i ovenstående, at komme med prioriterede forslag til indsatser i de vandløb i Thisted Kommune, som staten har udpeget.

Thisted kommune har, i processen med etablering af arbejdsgruppen, valgt at tage udgangspunkt i Det Grønne Råd, der er et veletableret talerør med en række interessenter. Arbejdsgruppen forventes desuden at indeholde repræsentanter for vandløbslaug, pumpelag mv. Enkeltpersoner kan som udgangspunkt ikke deltage, med mindre de repræsenterer en række lodsejere på en vandløbsstrækning, og de derfor kan sidestilles med f.eks. et vandløbslaug. Vi vil gerne bede de forskellige interessenter og lodsejerlaug om kun at stille med et medlem, da arbejdsgruppen ellers bliver for stor.

Mødet den 23. januar vil give en generel introduktion til opgaven og fastlægge rammerne for processen. Der forventes afholdt yderligere et møde i arbejdsgruppen den 27. februar. Der vil ved mødet den 23. januar blive besluttet om der eventuelt skal holdes besigtigelse til nogle af lokaliteterne inden mødet den 27. februar 2020.

Tilmelding til informationsmødet skal ske senest den. 15. januar 2020 til Plan- og Miljøafdelingen på tlf. 99 17 22 71. eller på mail vandlobteam@thisted.dk.
En række relevante informationer om Vanrådsarbejdet kan findes på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside sammen med dokumenter såsom DCE’s virkemiddelskatalog mm. Link til siden findes her:

https://mfvm.dk/natur/vande/vores-vandmiljoe/proces/vandraad-2019-2020/

Et kortprogram med oversigt om udpegede indsatser og indsatsområder kan ses på nedenstående link:

http://miljoegis.mim.dk/spatialmap?profile=vandrammedirektiv2019_indsatser_grunddata

-Husk at det er VP3 - Vandrådspakken der skal arbejdes med i forbindelse med Vandrådsarbejdet.


Opdateret 14-01-2020