Grundejerforening

På denne side findes oplysninger om, hvad man skal gøre, hvis man skal oprette en grundejerforening.

I Thisted Kommune er der oprettet mange grundejerforeninger. I nogle tilfælde er grundejerforeningen oprettet fordi en lokalplan eller en tinglyst deklaration foreskriver, at der skal oprettes en grundejerforening, som grundejerne i området skal være medlem af. I andre tilfælde er grundejerforeningen oprettet frivilligt.

Grundejerforeningen kan blandt andet have pligt til drift og vedligeholdelse af private fællesveje, fællesarealer og fælles anlæg jf. gældende lokalplaner eller tinglyste deklarationer for området. For spørgsmål vedrørende drift, vedligehold og overdragelse af arealer kontakt Thisted Kommunes Anlæg og Infrastruktur på telefon 99 17 17 17 eller pr. e-mail på teknisk@thisted.dk.

Oprettelse af grundejerforening

Grundejerne eller udstykker skal selv stå for at stifte og oprette grundejerforeningen. Dette er medmindre Thisted Kommune har udstykket og solgt grundene. Hvis ikke der stiftes en grundejerforening kan Thisted Kommune som myndighed kræve at grundejerforeningen oprettes, hvis det fremgår af en gældende lokalplan eller en tinglyst deklaration.

Hvis Thisted Kommune har udstykket grundene og du har købt grunden af Thisted Kommune, er det Thisted Kommune der tager initiativ til at stifte grundejerforeningen. Dette gøres ved, at Thisted Kommune skriver til samtlige grundejere og beder dem om at opstarte processen med at få dannet en grundejerforening. 

Thisted Kommune kræver typisk oprettelse af grundejerforening, når mindst 50 % af grundene er solgt. Spørgsmål kan ske til Thisted Kommunes Grundsalg.

Vedtægter

Udarbejdelse af vedtægter
Thisted Kommune hjælper ikke med at udarbejde vedtægter, men anbefaler at foreningen får juridisk hjælp til dette.

En grundejerforening er en selvstændig forening, og det op til den enkelte forening selv at udforme sine vedtægter.

Thisted Kommune har udarbejdet et sæt standardvedtægter, som foreningen kan vælge at tage udgangspunkt i. Standardvedtægterne præsenterer også forskellige formuleringsforslag. Grundejerforeningen er ikke forpligtet til at følge kommunens skabelon, men det er en god idé at tage udgangspunkt i den, da den giver svar på de fleste spørgsmål, som i praksis kan opstå i en grundejerforening.

Find Thisted Kommunes standardvedtægter her.

Standardvedtægterne tager sigte på situationen, hvor der skal oprettes en grundejerforening. Ved ændringer af eksisterende grundejerforenings vedtægter kan der være konkrete forhold, der gør, at ikke alle bestemmelser i standardvedtægterne er anvendelige og Thisted Kommune anbefaler at foreningen får juridisk hjælp til dette.

Godkendelse af vedtægter og vedtægtsændringer

I nogle lokalplaner og deklarationer står det, at Thisted Kommune skal godkende vedtægter/vedtægtsændringer. Når dette er aktuelt, er det Thisted Kommunes Planafdeling, der godkender vedtægterne eller vedtægtsændringerne. Thisted Kommune skal godkende vedtægterne for at sikre overensstemmelse med lokalplanen eller den tinglyste deklaration samt Planloven. Thisted Kommune påse/godkender ikke øvrige forhold, som ikke ligger inden for myndighedens området af Planloven, gældende planlægning, samt den tinglyste deklaration.

En ny grundejerforening skal oprettes på en stiftende generalforsamling. Både for nye grundejerforeningers vedtægter, og for ændringer af vedtægter i eksisterende grundejerforeninger, opfordrer Thisted Kommune til, at der sendes et udkast til grundejerforeningens vedtægter til forhåndsgodkendelse på mail til Thisted Kommunes Planafdeling.

Ved vedtægtsændringer opfordrer Thisted Kommune til at foreningen kort beskriver de ønskede ændringer med henvisning til de konkrete bestemmelser, samt vedhæfter en kopi af de tidligere godkendte vedtægter.

Endelig godkendelse af vedtægter:
Når foreningens vedtægter er endeligt vedtaget på en generalforsamling, skal Thisted Kommune godkende dem endeligt. De indscannede originale vedtægter med bestyrelsens underskrifter sendes via sikkerpost@thisted.dk til Thisted Kommunes Planafdeling.
Thisted Kommune opfordrer til også at vedhæfte referatet fra generalforsamlingen.

Når Thisted Kommunes Planafdeling har godkendt vedtægterne, sendes påtegningen tilbage på mail.

Der gøres opmærksom på, at Thisted Kommunes Planafdeling kun godkender vedtægter i forhold til gældende planforhold.

 

Tinglysning

Grundejerforeningen skal selv sørge for en eventuel tinglysning af godkendte vedtægter. For grundejerforeninger stiller Thisted Kommune dog som udgangspunkt ikke krav om tinglysning.

Ved tinglysning anbefales det at vedtægterne er godkendt på forhånd af Thisted Kommunes Planafdeling.

Hvis grundejerforeningens vedtægter indeholder reguleringer om forhold, der kan laves bestemmelser for i en lokalplan, jf. planlovens § 15, stk. 2, kan tinglysning af vedtægterne kun ske med forudgående samtykke fra Thisted Kommune. Kontakt Planafdelingen, se kontaktinfo.

Thisted Kommune anbefaler, at grundejerforeningen opretter et CVR. nr. bl.a. til brug for tinglysning, se www.virk.dk.

Du kan selv tinglyse via www.tinglysning.dk. Vejledning findes på www.tinglysningsretten.dk.

Thisted Kommune kan ikke tilbyde hjælp til tinglysning, heller ikke økonomisk hjælp.

 

Medlemskab

Pligt til medlemskab af grundejerforening
Det vil fremgå af en gældende lokalplan for din ejendom eller en tinglyst deklaration på ejendommen, hvis du har pligt til at være medlem af en grundejerforening.

Gældende lokalplaner findes på Thisted Kommunes Lokalplanportal: www.thisted.dk/Lokalplaner.
Tinglyste deklarationer findes på www.tinglysning.dk.

Hvis du køber en fast ejendom, bør du orientere dig om en eventuel grundejerforening i området. Sælger eller ejendomsmægler bør vise dig vedtægter, budgetter og anden information.

Oplysninger om hvem der ejer en ejendom
www.tinglysning.dk kan du søge oplysninger om ejerforhold og andet på alle faste ejendomme i Danmark.

Uenigheder om medlemskab, kontingent eller andet

Hvis en grundejer i området ikke ønsker at være medlem, eller ikke følger foreningens vedtægter og beslutninger, kan grundejerforeningen gennemføre en civil retssag mod vedkommende. Dette gælder også hvis et medlem undlader at betale kontingent til grundejerforeningen.

Thisted Kommune kan ikke yde hjælp eller bistand til opkrævning af kontingent, inddrivelse af restancer, eller til at føre en civil retssag.

Oplysninger til Thisted Kommune om formand

Thisted Kommune opfordrer til at grundejerforeningen sender oplysninger om grundejerforeningens formand til Thisted Kommunes Planafdeling på mail.

Thisted Kommune benytter kun disse informationer til at tage kontakt til grundejerforeningen ved relevante sager. Oplysningerne behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesretlige regler.

 

Oversigt over grundejerforeninger

Thisted Kommune har ikke en komplet og samlet liste over alle grundejerforeninger i kommunen.

 

Rådgivning og hjælp

Thisted Kommune bistår i et meget begrænset omfang.

Thisted Kommune kan svare på spørgsmål inden for kommunens myndighedsområde, men kan ikke hjælpe i forbindelse med eventuel intern uenighed i foreningen, økonomisk bistand eller juridisk rådgivning.

Opstartsbeløb
Ved stiftelse af grundejerforeninger, når Thisted Kommune har udstykket og solgt nye grunde, ydes et opstartsbeløb på 1,50 kr. pr. m² salgsareal fra Thisted Kommune. Det forudsættes, at grundejerforeningen overtager pligt til vedligeholdelse af såvel veje som stier og evt. fællesarealer.

Anden hjælp
Der er mere hjælp og information at hente hos:

www.advokatvagterne.dk
www.retsinformation.dk
www.tinglysningsretten.dk
www.virk.dk
www.domstol.dk
www.nabohjælp.dk – for at sætte nabohjælp på dagsordenen i grundejerforeningen.

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17

E-mail:
BBR: bbrkontoret@thisted.dk 
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk
Lokal udvikling: lokal@thisted.dk

Telefontider:

Mandag - fredag 08.00 - 10.00
Torsdag  15.00 - 17.00