06. feb 2019

Deltagere:

  • Lene Kjelgaard Jensen (C)
  • Niels Jørgen Pedersen (V)
  • Preben Dahlgaard (A)
  • Preben Holler (A)
  • Torben Overgaard (C)

20. Godkendelse af dagsorden

Udskriv

Sagstema

Godkendelse af dagsorden til dagens møde i Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget.

Redegørelse

Ifølge forretningsordenen skal dagsorden godkendes som første punkt på dagsordenen.

Retsgrundlag

Forretningsorden for Økonomiudvalget samt de stående udvalg § 5.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Til godkendelse.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

21. Orientering fra formanden, medlemmerne og direktøren

Udskriv

Sagstema

A. Formanden.

B. Øvrige medlemmer.

C. Direktøren.

Beslutning

Intet til referat.

Til toppen

22. Ungestrategi

Udskriv

Sagstema

§ 17, stk. 4 Udvalget for Koordineret Ungeindsats har oversendt udkast til ungestrategi til politisk behandling og vedtagelse.

Redegørelse

§ 17, stk. 4 Udvalget for Koordineret Ungeindsats har haft som formål at koordinere ungeindsatsen og arbejde for at styrke beskæftigelsen og uddannelsesfrekvensen blandt unge i alderen 16-30 år. Udvalget har valgt at opfylde sit formål ved at udarbejde et udkast til en ungestrategi for unge 16-30 årige i Thisted Kommune. Udvalget har i efteråret 2018 arbejdet med strategien og besluttede 9. januar 2019 at oversende udkastet til ungestrategi til politisk behandling. Idet udvalget refererer til Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget, har § 17, stk. 4 udvalget udtrykt ønske om, at udkastet til ungestrategi behandles i Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Familieudvalget, før det forelægges Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget.

Udkast til ungestrategi er vedhæftet sagen.

Idet ungeindsatsen varetages bredt af mange aktører, foreslår forvaltningen, at forslaget til strategi sendes i høring bredt før endelig vedtagelse, så det sikres, at en endelig ungestrategi har bedst muligt ejerskab fra alle aktører.

Dette sendes til høring hos følgende:

  • Område-MED Skoler
  • Område-MED Handicap og Psykiatri
  • Område-MED Dagtilbud, PPR, Integration og Familie
  • Lokal-MED-udvalg for Jobcenter Thisted
  • Lokal-MED Campus 10
  • Lokal-MED UU
  • EUC Nordvest
  • Thy-Mors HF & VUC
  • Thisted Gymnasium
  • SOSU Skive, Thisted og Viborg
  • UCN
  • FGU bestyrelsen Thisted, Mors, Jammerbugt
  • Thy Produktionsskole

Høringsperioden vil være fredag den 8. februar 2019 til og med torsdag den 28. marts 2019.

Efter modtagelse af høringssvar fremsender Børne- og Familieforvaltningen sammen med Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen den endelige ungestrategi til drøftelse i følgende udvalg:

  • Børne- og Familieudvalget den 9. april 2019
  • Social- og Sundhedsudvalget den 9. april 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget drøfter ungestrategien med eventuelle bemærkninger fra de øvrige udvalg på mødet den 10. april 2019 med henblik på videresendelse til endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30. april 2019.

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Børne- og Familieudvalget den 15. januar 2019

Social- og Sundhedsudvalget den 5. februar 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Lokal-MED-udvalg for Jobcenter Thisted den 18. februar 2019

Område-MED Skoler den 19. marts 2019

Område-MED Handicap og Psykiatri den 26. marts 2019

Børne- og Familieudvalget den 9. april 2019

Social- og Sundhedsudvalget den 9. april 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 10. april 2019

Thisted Kommunalbestyrelse den 30. april 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen samt Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller:

  1. At Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget drøfter udkast til ungestrategi og kommer med anbefalinger til udkast til ungestrategi.
  2. At Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget drøfter og anbefaler proces for vedtagelse af ungestrategi.
  3. At Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget drøfter og sender udkast til ungestrategi i høring jf. foreslået procesplan.
  4. At Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget efter endt høring drøfter revideret udkast til ungestrategi jf. foreslået procesplan.
  5. At Erhvervs-, Arbejdsmarkeds og Kulturudvalget efter endt høring oversender revideret udkast til ungestrategi til beslutning i Kommunalbestyrelsen.
  6. At Kommunalbestyrelsen beslutter revideret ungestrategi for Thisted Kommune.

Tidligere besluttet

Børne- og Familieudvalget, 15. januar 2019, pkt. 11:

Indstilles til godkendelse.

Per Skovmose deltog ikke i behandling af pkt. 11, Børne- og Familieudvalget - 15. januar 2019.

Social- og Sundhedsudvalget, 5. februar 2019, pkt. 22:

Udvalget anbefaler, at strategien sendes i høring. Udvalget ser frem til at se høringssvar ved næste behandling af strategien.

Fraværende i Social- og Sundhedsudvalget - 5. februar 2019:

Peter Sørensen, Jens Otto Madsen

Beslutning

Indstilles godkendt med den bemærkning at Skoleledergruppen samt Thy Erhvervsforum suppleres som høringsparter.

Til toppen

23. Hensigtserklæring vedr. førtidspension

Udskriv

Sagstema

Hensigtserklæring vedr. praksis i Thisted Kommune i forhold til førtidspensioner.

Redegørelse

Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget har på et dialogmøde drøftet praksis vedr. førtidspensionsområdet i Thisted Kommune. Drøftelsen tog udgangspunkt i den hensigtserklæring, begge udvalg vedtog i 2015 vedr. samme område.

Hensigten med dialogmødet var at etablere fælles forståelse og enighed om den tilgang, som Thisted Kommune ønsker at have i forbindelse med afklaring til og tilkendelser af førtidspension. Forvaltningen har på baggrund af dialogmødet udarbejdet et forslag til en hensigtserklæring, som skal drøftes på mødet.

På møderne i både Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget forelægges hensigtserklæringen fra 2015 og den hensigtserklæring, der blev udarbejdet som følge af dialogmødet for udvalgene. På mødet i Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget forelægges udvalget endvidere Social- og Sundhedsudvalget bemærkninger til den nye hensigtserklæring.

Det er endvidere oplægget, at der afholdes et temamøde i Kommunalbestyrelsen, hvor udvalgsformændene for henholdsvis Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget fremlægger hensigtserklæringen.

Retsgrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats LF 193 02/03, jf. Lov Bek. nr. 1342 af 21. november 2016)

Lov om social pension (Nr. 217 af 16. maj 1984, jf. Lov Bek. nr. 1208 af 17. november 2017)

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Social- og Sundhedsudvalget den 13. november 2018

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 14. november 2018

Indstilling

Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at:

  1. Hensigtserklæringen forelægges Social- og Sundhedsudvalget til høring.
  2. Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget godkender hensigtserklæringen.
  3. Der afholdes temamøde i Kommunalbestyrelsen med udgangspunkt i hensigtserklæringen.

Tidligere besluttet

Social- og Sundhedsudvalget, 13. november 2018, pkt. 217:

Drøftet.

Udvalget ønsker at drøfte hensigtserklæringen til næste møde igen.

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget, 14. november 2018, pkt. 167:

Drøftet.

Social- og Sundhedsudvalget, 8. januar 2019, pkt. 3:

Drøftet - udvalget ser frem til endelig behandling i februar.

Fraværende i Social- og Sundhedsudvalget - 8. januar 2019:

Peter Sørensen

Genoptagelse af sag

Redegørelse

Hensigtserklæringen vedr. praksis i Thisted Kommune i forhold til førtidspensioner bliver den 29. januar 2019 behandlet på et temamøde i Thisted Kommunes Kommunalbestyrelse. I forlængelse heraf forelægges hensigtserklæringen henholdsvis Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget til godkendelse på møder i februar 2019.

Til sagsfremstillingen er både den nye, og den tidligere hensigtserklæring vedr. førtidspension vedlagt.

Retsgrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LF 193 02/03, jf. Lov Bek. nr. 1342 af 21. november 2016)

Lov om social pension (Nr. 217 af 16. maj 1984, jf. Lov Bek. nr. 1208 af 17. november 2017)

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Social- og Sundhedsudvalget den 5. februar 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at hensigtserklæringen godkendes.

Social- og Sundhedsudvalget, 5. februar 2019, pkt. 23:

Udvalget godkender indholdet i hensigtserklæringen og overlader de endelige formuleringer til formanden for udvalget i samarbejde med Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget.

Fraværende i Social- og Sundhedsudvalget - 5. februar 2019:

Peter Sørensen, Jens Otto Madsen

Beslutning

Formuleringen godkendt.

Til toppen

24. Frikommuneforsøgene i perspektiv til Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats

Udskriv

Sagstema

Aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats udmøntes i foråret 2019 ved lov. I forlængelse heraf opstår der er en række snitflader til de igangværende frikommuneforsøg i Thisted Kommune.

Redegørelse

Det forventes, at lovgrundlaget for den forenklede beskæftigelsesindsats træder i kraft d. 1. juli 2019. Det sker som en konsekvens af Aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats, der blev indgået mellem Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i august 2018. Ændringer i lovgrundlaget for beskæftigelsesindsatsen er også ensbetydende med, at der ændres i det juridiske udgangspunkt for de igangværende frikommuneforsøg. Alle de igangværende frikommuneforsøg baserer sig på fritagelser og forsøgshjemler, der giver muligheder i beskæftigelsesindsatsen, der ellers ikke var tilgængelige i den gældende lovgivning.

Beskæftigelsesministeren og Økonomi- og Indenrigsministeren udsendte ultimo december et brev til borgmestrene i de kommuner, der har igangværende forsøg under Frikommuneforsøg II. Formålet hermed var at informere kommunerne om snitflader mellem igangværende frikommuneforsøg og den kommende lovgivning på beskæftigelsesområdet. Derudover blev der i brevet henstillet til, at kommunerne skulle tage stilling til frikommuneforsøgenes relevans, set i lyset af det kommende lovgrundlag. Borgmesterbrevet er vedlagt sagsfremstillingen som bilag.

I tabellen nedenfor er oplistet de frikommuneforsøg, som Thisted Kommune deltager i, og hvor den kommende lovgivning delvist imødekommer frikommuneforsøgene. Det drejer sig om tre af de seks igangværende frikommuneforsøg i Thisted Kommune. De tre forsøg, der ikke har snitflade til den kommende lovgivning, er oplistet sidst i sagsfremstillingen.

Forsøg

Snitflade til ny lovgivning

Formkrav ved lovpligtige samtaler

Forsøget indebærer, at frikommunerne selv fastlægger rammerne for indholdet af kontaktforløbet, kontaktform og hyppighed af kontakten. Det er en forudsætning for forsøget, at opfølgning og indsats både kvalitets- og antalsmæssigt for hver af målgrupperne i forsøget.

Frikommunerne fastlægger selv tilrettelæggelsen af sygedagpengeopfølgningen.

LAB-aftalen giver ikke ligeså store frihedsgrader som i frikommuneforsøget, hvor frikommunerne har fuld frihed.

Med LAB-aftalen ensrettes kontaktforløbet på tværs af målgrupper. Der stilles krav om fire samtaler i jobcentret de første 6 måneder. For sygedagpengemodtagere skal første samtale dog holdes inden udgangen af 8. fraværsuge. De særlige regler om indhold i de individuelle samtaler forenkles. Forsøg med placeringen af kontaktforløb i udvalgte a-kasser.

Frikommuner, der gennemfører forsøg med kontaktforløbet, kan ikke indgå i a-kasse-forsøget, da forsøget forudsætter at kommunerne efterlever samme regler som de øvrige kommuner (LAB).

Fleksible rammer for uddannelse

Fritagelse for regler om maksimalt 6 ugers vejledning og opkvalificering inden for de første 26 ugers ledighed for dagpengemodtagere under 30 år med en kompetencegivende uddannelse og dagpengemodtagere over 30 år.

Frikommunerne kan i særlige tilfælde give tilbud om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse til dagpengemodtagere, som er under 30 år.

Med LAB-aftalen gives der ikke på samme måde som i frikommuneforsøget mulighed for at give studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse til dagpengemodtagere under 30 år.

Med LAB-aftalen fjernes den eksisterende varighedsbegrænsning på 6 uger for vejledning og opkvalificering for dagpengemodtagere.

Fleksibilitet i forhold til

rimelighedskravet

Fritagelse fra forholdstalskravene ved virksomhedspraktik i perioder, hvor en ledig udgør en begrænset arbejdskraft for virksomheden.

Det indgår ikke i LAB-aftalen, at visse persongrupper skal fritages fra rimelighedskravet.

Det indgår i aftalen, at den konkrete udmøntning af rimelighedskravet drøftes med DA, LO og KL, der skal bidrage med at finde en løsning, så rimelighedskravet fortsat afspejler et rimeligt forhold mellem ordinært ansatte og personer i støttet beskæftigelse.

Da ingen af de igangværende forsøg imødekommes fuldt ud af den nye lovgivning på beskæftigelsesområdet, er det forvaltningens indstilling, at alle igangværende forsøg forsætter som hidtil. Begrundelsen herfor er, at de igangværende forsøg tidligst er blevet igangsat d. 1. juli 2017, og grundlaget for at lave en fyldestgørende evaluering derfor ikke er tilstrækkeligt. Det er desuden forvaltningens vurdering, at de nuværende frikommuneforsøg giver endnu bedre muligheder for at tilrettelægge meningsfulde kontaktforløb for både borgere og sagsbehandlere end der ligger i regelforenklingen.

Af de tidligere nævnte borgmesterbrev fremgår det, at frikommunerne specifikt skal tage stilling til, hvorvidt de ønsker at deltage i forsøget, hvor A-kasserne overtager den første del af kontaktforløbet med modtagere af A-dagpenge. Det fremgår af Aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats, at frikommuner der deltager i forsøget med kontaktforløb for A-dagpengemodtagere ikke er omfattet af forsøget med A-kasser.

I Thisted Kommune omfatter frikommuneforsøget med kontaktforløb fra A-dagpengemodtagere de A-dagpengemodtagere, der er sæsonledige. Forsøget giver mulighed for at samtaler med borgere i denne målgruppe kan afholdes på anden vis en ved personligt fremmøde, eksempelvis telefonisk. Det er forvaltningens vurdering at forsøget bringer værdi og skaber en meningsfuld ramme for kontaktforløbet for de borgere, der indgår i forsøget, da de ikke behøver at møde op i Jobcentret og deltage i aktiviteter, men kan nøjes med f.eks. telefonisk kontakt i perioden frem til, at de igen er i job. Det er derfor forvaltningens indstilling, at Thisted Kommune forsætter frikommuneforsøget vedr. kontaktforløb for A-dagpengemodtagere, og dermed ikke tiltræder forsøget, hvor A-kasserne skal overtage den første del af kontaktforløbet.

Forsøg der ikke har snitflade til den kommende lovgivning på beskæftigelsesområdet, forsætter uden ændringer efter den ny lovgivning træder i kraft 1. juli 2019. Det drejer som om følgende forsøg:

  • Psykologbehandling i jobcentret
  • Forenkling af bevillingsgrundlaget for revalidering
  • Fritagelse for revurdering i 12. måned indenfor 18 måneder ved ledighedsydelsessager

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller at alle igangværende frikommuneforsøg i Thisted Kommune, fastholdes som frikommuneforsøg indtil forsøgsperioden udløber.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

25. Status på arbejdet med Statens Museum for Kunst Thy

Udskriv

Sagstema

Status på arbejdet med Statens Museum for Kunst THY.

Redegørelse

I december 2017 fastlagde Kommunalbestyrelsen rammerne for den fremadrettede drift af Doverodde Købmandsgård herunder Thisted Kommunes samarbejdsforpligtigelser i forhold til Statens Museum for Kunst (SMK). Thisted Kommune har bevilget anlægsmidler til projektet, samt forhøjet Doverodde Købmandsgårds samlede driftsramme til formålet.

Status på arbejdet

I den efterfølgende periode har SMK arbejdet med at fremskaffe den fornødne finansiering til moderniseringen af ombygningen af Købmandsgården, således den er egnet som udstillingsbygning. Dette arbejde er endnu ikke i mål.

I samme periode er det blevet tydeligt for styregruppen for SMK THY samt den administrative styregruppe for projektet Cold Hawaii Inland, at de to projekter overlapper hinanden. Dette har givet anledning til en opmærksomhed på, hvordan de to projekter kan spille sammen.

Revision af projektgrundlag

Styregruppen bag SMK THY og den administrativ styregruppe for Cold Hawaii Inland har derfor fået udarbejdet en revision af det oprindelige projekt for SMK THY, som forholder sig til søsterprojektet Cold Hawaii Inland. Den væsentligste ændring er, at tårnet i Købmandsgården indtænkes som billettering og formidlingstårn, som fungerer som indgangen til Cold Hawaii og Thy generelt. Det reviderede projekt holder sig inden for den oprindelige budgetramme.

Forvaltningen vurderer, at revisionen har styrket projektet, og anbefaler, at man arbejder videre med det reviderede projektgrundlag i det videre fondsarbejde.

Revideret driftsplan for 2019

Byggeprocessen kan først igangsættes senere end forventet, og der er derfor lavet en midlertidig plan for driften af SMK THY i 2019.

SMK ønsker at lave en fuld sæson i 2019 i de nuværende rammer i Pakhuset. Det sætter visse grænser for værktyperne, der kan udstilles, men der vil være aktivitet fra påske til oktober. Det udløser krav til Thisted Kommune inden for samarbejdsaftalens rammer. Der er blevet udarbejdet årsplaner og budget, der tager højde for de nye driftsforhold, herunder også effektueringen af overdragelsen af Fonden Nordvest Safaris aktiviteter til Thisted Kommune.

Forvaltningen anbefaler, at det reviderede driftsoplæg tages til efterretning.

Retsgrundlag

Ankestyrelsen har forhåndsgodkendt aftalen mellem Thisted Kommune og Statens Museum for Kunst.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen og Teknik og Erhverv indstiller, at det reviderede driftsoplæg for 2019 for Statens Museum for Kunst THY og Doverodde Købmandsgård tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

26. Besøgscenter Østerild

Udskriv

Sagstema

Regnskab 2018 og Budget 2019 for Besøgscenter Østerild.

Redegørelse

Besøgscenter Østerild har i 2018 haft et merforbrug på 229.900 kr.

Det er indtægterne, der ikke har stået mål med forventningerne. De samlede udgifter ligger på det niveau, der var regnet med i partnerskabsaftalen med Realdania. De fleste udgifter ligger lavere end forventet, mens rengøring og vintertjeneste ligger over.

På indtægtssiden er der to områder, som har svigtet.

  • Lejeindtægten:
    • DTU er stort set eneste lejer, og de har bidraget med en lejeindtægt på 34.500 kr. Forventningen var, at de ville levere en lejeindtægt på 187.500 kr.
  • Salget til besøgende:
    • Man forventede, at salget af en app ville indbringe 10.000 kr. Det har ikke været muligt at tjene disse penge.
    • Udlejningen af Segways er under det forventede, blandt andet på grund af tekniske problemer med dem.

Der er udarbejdet et budget for 2019, som hænger sammen. Der forventes en stigning i indtægterne på guidede ture, udlejning af cykler, samt udlejning af lokaler. Det er helt afgørende, at lokalerne bliver udlejet i overensstemmelse med de forventninger der var, da partnerskabsaftalen blev indgået. Der er netop indgået aftale om, at DTU og Siemens betaler en fast årlig leje, som matcher budgetbeløbet.

At lønudgiften stiger fra 2018 til 2019 skyldes, at noget af lønudgiften i 2018 var en del af anlægsudgiften.

Retsgrundlag

Intet at bemærke

Økonomiske konsekvenser

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger. Det forudsættes, at der ved et vigende indtægtsgrundlag sker tilsvarende reduktioner i udgifterne.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Udsat til næste møde.

Til toppen

27. Status på Madværkstedet

Udskriv

Sagstema

Personaleændringer i Madværkstedet.

Redegørelse

Den tidligere projektleder af Madværkstedet har opsagt sin stilling og fratræder pr. 1. februar 2019.

Pr. 15. januar 2019 blev der ansat en køkkenleder af Madværkstedet samt en køkkenassistent, begge i et vikariat til sommeren 2019.

Madværkstedet fortsætter uændret som socialøkonomisk café for KulturRummets besøgende med fokus på madkultur.

I samarbejde med beskæftigelsesafdelingen ansættes medarbejdere i flexjob på samme niveau som hidtil.

Madværkstedet åbnede onsdag den 23. januar 2019 med følgende åbningstider:

Tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 10.00 til kl. 17.00. Torsdag fra kl. 10.00 til kl. 19.00.

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

I 2018 var det samlede budget på 1.455.000 kr. hvoraf de 600.000 kr. var fondspenge.

Derudover var der i 2018 en overførsel fra beskæftigelsesområdet på 600.000 kr. i refusion til de medarbejdere, der var i flex-ordning i projektet.

Disse midler er indeholdt i de 1.445.000 kr.
Der var reelt lønudgifter til medarbejdere i flex på 684.000

Der er et samlet merforbrug på 370.000 kr. i 2018, hvilket skyldes, at der var store lønudgifter, og at der blev igangsat mange projekter.

I 2019 er budgettet 1.000.000 kr. og beskæftigelsesområdet medfinansierer ikke Madværkstedet i 2019. Forvaltningen har sat fokus på at nedbringe lønudgifterne og fokusere på driften. Det er Kultur og Fritidafdelingens vurdering, at Madværkstedet ikke kan indtjene nok ved madsalget til, at Madværkstedet kan drives i hele 2019 med den nuværende forretningsmodel.

Der vil i løbet af foråret blive udarbejdet en ny forretningsmodel for Madværkstedet.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Der vil i 2019 være et særligt fokus på, hvordan Madværkstedet kan skabe sammenhæng med særligt Plantagehusets brugere og besøgende i KulturRummets andre miljøer.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at orienteringen om Madværkstedet tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning. Der laves en opfølgning på juni-mødet.

Til toppen

28. Status på tilskudskonto 4. kvartal 2018

Udskriv

Sagstema

Orientering om status på tilskudskontoen i 4. kvartal 2018 samt orientering om administrative bevillinger givet i perioden fra oktober til december 2018.

Redegørelse

Der er i perioden oktober til december 2018 ikke givet administrative bevillinger fra tilskudskontoen.

Retsgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomiske konsekvenser

Bevillingerne anvises fra tilskudskontoen for 2018.

På tilskudskontoen i 2018 er der et merforbrug på 12.190 kr. Der er udbetalt 375.402 kr. i 2018. Alle de bevilgede beløb er udbetalt i 2018.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Bevillingerne er givet ud fra retningslinjerne for administrative bevillinger, som er aftalt med udvalget: Aktører, der gennem flere år har modtaget en bevilling til en specifik aktivitet, som Kultur- og Fritidsafdelingen vurderer, der har kulturel værdi for Thisted Kommune samt til mindre bevillingsværdige arrangementer og aktiviteter.

Kriterierne for tilskud fra tilskudskontoen er fastlagt gennem beslutning fra 2010 i det daværende Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg den 26. april 2010.

Derudover tages der hensyn til den gældende kulturpolitik fra 2012 samt øvrig relevant lovgivning i den faglige vurdering af de enkelte sager.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 16. januar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at:

  1. De givne bevillinger tages til efterretning.
  2. Orienteringen tages til efterretning.

Tidligere besluttet

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget, 16. januar 2019, pkt. 8:

Udsat.

Sagen behandles igen på Erhvervs,- Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019 efter der er udarbejdet bilag med opgørelse over bevillinger givet i 2018 fra tilskudskontoen.

Beslutning

Taget til efterretning.

Til toppen

29. Kulturelt Samråd ansøger om fornyelse af kulturpuljen

Udskriv

Sagstema

Kulturelt Samråd (KS) i Thisted Kommune søger om en forlængelse af Kulturpuljen i 2019 samt en forøgelse af puljen til 150.000 kr.

Redegørelse

I november 2015 bevilgede Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget KS en Kulturpulje. KS ansøger nu om en fornyet forlængelse af puljen, en forhøjelse af beløbet samt justering af puljens rammer (se bilag 1).

I 2018 har KS modtaget 15 ansøgninger samt nogle enkelte ansøgninger, der blev afvist pga. ansøgningerne ikke opfyldte kriterierne. Der blev i alt ansøgt om 98.000 kr., og der blev udbetalt ca. 72.000 kr. inkl. et overførsel på ca. 5.000 kr. fra 2017 (se bilag 2). Der er en rest på ca. 700 kr. som KS ønsker overført til puljen for 2019.

Forvaltning har afholdt et møde med KS med udgangspunkt i kulturpuljens evaluering. KS oplyser, at der fortsat er interesse blandt kulturaktørerne for puljen, og at en større pulje samt en forhøjelse af det søgbare beløb fra nu maks. 10.000 kr. til maks. 15.000 kr. fra 2019 ville imødekomme interessen. KS har arbejdet med puljens administrative rammer med henblik på at lette KS administrative funktion og samtidigt have nogle tydeligere rammer for ansøgerne. Fra 2019 ønsker KS ikke længere at uddele puljemidlerne løbende inden for 21 arbejdsdage, men kun 4 gange årligt. KS har endvidere udarbejdet et ansøgningsskema tilgængeligt på KS hjemmeside, hvor der også er beskrevet følgende forventninger for udbetaling af støtten: et afsluttende projektregnskab, effektbeskrivelse/ evaluering samt billeder fra projektet.

Kultur- og Fritidsafdelingen vurderer, at KS kulturpulje skal indgå i arbejdet med udarbejdelse af ny puljestruktur. Afdelingen anbefaler at forlænge puljen i 2019 på nuværende niveau.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten.

Økonomiske konsekvenser

Prøveordningen i 2016 var på 60.000 kr. og blev forlænget i 2017 med et beløb på 67.500 kr. samt i 2018 med et beløb på 67.000 kr.

Forvaltningen anbefaler, at puljen i 2019 er på 67.000 kr. og finansieres fra tilskudskontoen.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at:

  1. Kulturelt Samråd tildeles en ny Kulturpulje for 2019 på 67.000 kr. fra tilskudskontoen.
  2. Kulturelt Samråds kulturpulje også retænkes i forbindelse med oplægget om ny puljestruktur på kulturområdet.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

30. Flaskepost til Fremtiden

Udskriv

Sagstema

Samarbejdsprojektet Flaskepost til fremtiden ansøger om 14.000 kr.

Redegørelse

I anledning af Forening Nordens 100 års jubilæum har KulturRummet taget initiativ til projektet Flaskepost til fremtiden i samarbejde med Thisted Bryghus samt Museum Thy (se bilag 1). Ideen går i al sin enkelthed ud på, at 100 skoleelever fra Thisted Kommune skriver en personlig besked til 100 fremtidige skoleelever. Deres breve lukkes ind i flasker stillet til rådighed af Thisted Bryghus og opbevares og udstilles i Museum Thy og vil først blive åbnet om 100 år.

Projektet suppleres med et skoleforløb med 7. klasses elever fra fire skoler fra fire områder i Thisted Kommune. Derudover er der fernisering på projektet den 18. juni 2019 i forbindelse med KulturRummets nye kulturfest, som løber af stablen lørdag den 15 juni 2019 og i hverdagene ugen efter. Endvidere udarbejdes der formidlingsmateriale, som skal ledsage udstillingen de næste 100 år. Det er endvidere forhåbningen, at der den 18. juni 2119 arrangeres en højtidlig markering af projektets afslutning.

Kultur- og Fritidsafdelingen vurderer, at projektet er et forbilledligt eksempel på tværgående samarbejde både blandt kulturaktører og med andre fagområder såsom skoleområdet og erhverv. Afdelingen anbefaler derfor at støtte projektet.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten.

Økonomiske konsekvenser

Projektet estimerer udgifter for ca. 27.000 kr., hvoraf Thisted Kommune ansøges om 14.000 kr. (se bilag 2). Det resterende beløb dækkes af KulturRummet samt ekstern finansiering. Derudover bidrager Thisted Bryghus med flasker og flaskernes industripakning samt Museum Thy med opbevaring af udstillingen.

Forvaltningen anbefaler at støtte projektet med det ansøgte beløb på 14.000 kr. fra puljen for initiativer for børn og unge.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Projektet er en affødt indsats i forbindelse med Forening Nordens fejring af 100 års jubilæet i 2019.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at projektet støttes med 14.000 kr. finansieret fra puljen for initiativer for børn og unge.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

31. Erhvervsstrategi - proces og indhold

Udskriv

Sagstema

Den kommende erhvervsstrategi - proces og indhold.

Redegørelse

Thisted Kommunalbestyrelse har i december 2018 godkendt en række politikker, herunder Erhvervs- og Beskæftigelsespolitik. Næste skridt er en række strategier.

Erhverv har udarbejdet et tidligt udkast til en strategi med flere temaer - blandt andet indgår turismen i strategien.

Udkastet præsenteres på mødet og eftersendes som bilag den 4. februar 2019.

Erhverv tilrettelægger en proces som inddrager interessenterne i "Business Thy organiseringen".

Tidsplan:

  • 6. december 2018: Udkast til erhvervstemaer blev præsenteret for omkring 80 deltagere til Business Breakfast med efterfølgende workshop
  • Januar-februar 2019: Dialogmøder med erhvervsorganisationer enkeltvis
  • 6. februar 2019: Drøftelse med Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget
  • 25. februar 2019: Møde med "Business Thy-gruppen" - DI, Dansk Byggeri, LandboThy, Thy Detailforum, Thy Erhvervsforum og Thisted Kommune.

I marts 2019 fremlægges endeligt forslag til erhvervsstrategi med henblik på politisk vedtagelse.

Samtidig fremlægges forslag til samarbejdsaftale med Thy Erhvervsforum.

Retsgrundlag

§ 14 i den nye lov om erhvervsfremme fastlægger kommunernes medvirken i den samlede erhvervsfremme.

Økonomiske konsekvenser

Intet at bemærke.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget 6. februar 2019

Indstilling

Teknik og Erhverv indstiller, at punktet drøftes.

Beslutning

Drøftet

Til toppen

32. Markedsføring og branding af Thy med Thy Alive

Udskriv

Sagstema

Samarbejde med Thy Alive og ansøgning om støtte på 300.000 kr. i 2019 og 300.000 kr. i 2020.

Redegørelse

Thy Alive ansøger Kommunalbestyrelsen om et tilskud på 300.000 kr. årligt i 2019 og 2020. Tilskuddet dækker 10.1 % af de samlede indtægter for festivalen i 2019 og 8.4 % i 2020. Forøges tilskuddet fra 175.000 kr. (2018) til 300.000 kr. bliver det i henhold til forretningsplanen muligt at brande området med idealistiske og forandringsparate personer, som kender området.

Gennem ca. 10 år har Thy Alive udviklet en lokal forankret kvalitetsfestival. Thy Alive har gennem de senere år positioneret sig og vist vejen med et unikt og kunstnerisk indhold, som har medført, at mange fra storbyerne har rettet blikket mod Thy og besøgt festivalen i Thy.

Thy Alive når i dag langt ud med sine fortællinger og har dagsdato 6.688 følgere på Facebook, 2.122 på Instagram og sender nyhedsbreve til 747 abonnenter. Kvaliteten og interessen for Thy Alive har gennem tiden bragt Thy på det nationale DR 1, på scenen ved kulturmødet på Mors, TV Midt/Vest, P6 Beat og blev i 2017/2018 nævnt i ca. 300 artikler på tværs af landet.

Gennem årene har festivallen haft konstant publikumsvækst, og fra 2014 til 2018 steg antal gæster med 100 % til 2.400 gæster. Med denne vækst og udfordringerne med lokalforeningerne i Thisted, Aalborg, Aarhus og København har det været nødvendigt at organisere sig med ledelse og bestyrelse/Advisory board med deltagelse af repræsentanter fra erhvervslivet og et bredt udsnit af thyboer.

Thy Alive har udarbejdet en forretningsplan for 2019 og 2020, som sætter retning og nye mål, hvor der over en tre årig periode skal vækstes fra 2.400 til 3.900 gæster i 2021. Thy Alive har gennem de senere år fået en viden, besøgsstatistikker og knowhow om Thy, som kan bruges til at understøtte de planer, som Thisted Kommune har med at blive kendt uden for Thy. Med de nye tiltag kan Thy Alive og Thisted Kommune i samarbejde markedsføre områdets potentialer autentisk og ægte og blandt andet tilbyde:

  1. Fortællingen om Thy udarbejdes i samarbejde med Thisted Kommune og viser blandt andet: Erhvervssamarbejder, det entreprenante iværksættermiljø, fritids- og foreningslivet, livet fra Bybo til Thybo, formidlingen af praktik/jobopslag og kulturlivet/samarbejdet med Statens Museum for Kunst (SMK).
  2. Branding af Thy uden for Thy i samarbejde med lokalforeningerne i Thisted, Aalborg, Aarhus og København med min. ét årligt event i nævnte byer og ved for eksempel karrieremesse.
  3. Med synlig bæredygtighed understøttes Thisted Kommunes energi-, ressource- og klimaindsats med den eksperimenterende festival, som med min. ét pop-up-event viser vejen mod fremtidens bæredygtige festival.

Gennem markedsføring og branding bliver der mulighed for at understøtte Thisted Kommunes bosætningsstrategi, hvor vi ønsker at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, der bosætter sig i Thisted Kommune. Ved festivalen i 2018 besøgte 400 personer Thy for første gang, og 56 % af disse personer var i aldersintervallet fra 20 til 35 år.

Thy Alive modtog et samlet tilskud på i alt 175.000 kr. fra Thisted Kommune i 2018. Resultatet i 2018 var på 94.000 kr., idet Thy Alive modtog Den Nordjyske Kulturpris for at nytænke musikfestivaltraditioner og beherske det umuliges kunst. I 2016 og 2017 var der begge år et mindre underskud.

Teknik og Erhverv vurderer, at projektet kan leve op til kriterierne for medfinansieringspuljen:

Gennemføres forretningsplanen vil det være tæt relateret til kommunalbestyrelsens vision 2022 om, at Thisted Kommune er et attraktivt sted at bo. Thisted Kommune har et aktivt og stærkt frivilligt miljø, som samskaber lokal udvikling med borgerne. Samtidig brandes Thy, Cold Hawaii og Nationalpark Thy som fortsat skal spille en central rolle inden for bosætning, turisme og branding af Thisted Kommune. Det lokale erhvervsliv er centralt for den fremtidige udvikling i Thisted Kommune, og her i projektet belyses iværksætteriet.

Projektets budget i 2019 har indtægter på 2,97 mio. kr. med et resultat på 44.000 kr., hvor Thisted Kommune støtter med 10.1 % af de samlede indtægter. Med budget 2020 stiger indtægterne til 3,56 mio. kr. med et resultat på 39.000 kr., hvor Thisted Kommune støtter med 8.4 % af de samlede indtægter.

Retsgrundlag

Den nye erhvervsfremmelov § 14 som omhandler rammerne for kommunernes erhvervsfremme.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 300.000 kr. i hvert af årene 2019 og 2020 finansieres af medfinansieringspuljen.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Direktionen den 5. februar 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget 6. februar 2019

Økonomiudvalget den 20. februar 2019

Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2019

Indstilling

Børne- og Familieforvaltningen og Teknik og Erhverv indstiller, at:

  1. Thisted Kommune støtter Thy Alive med 300.000 kr. i hvert af årene 2019 og 2020. Beløbet kan finansieres fra puljen til medfinansiering.
  2. Kontraktforhandling omkring markedsføring og branding, herunder den store fortælling samt den bæredygtige festival aftales efterfølgende med Alive Festival.
  3. Kommunalbestyrelsen tilbydes en plads i Advisory board for Thy Alive blandt erhvervsfolk og kulturpersoner.

Tidligere besluttet

Direktionen, 5. februar 2019, pkt. 4:

Ad 1-2. Indstilles til godkendelse. Det bemærkes, at der er begrænsede midler i puljen til medfinansiering i budget 2019.

Ad 3. Direktionen anbefaler, at der ikke er politisk repræsentation i Advisory board for Thy Alive.

Beslutning

Indstilles godkendt med den bemærkning at en administrativ medarbejder indtræder i Advisory Board.

Til toppen

33. Ansøgning om støtte til Dirty Jutland

Udskriv

Sagstema

Dirty Jutland søger om støtte til tværkommunalt grus cykelløb.

Redegørelse

Dirty Jutland er et motionscykelevent, der køres hovedsageligt på grus. Der køres på 3 distancer: 440 km, 220 km og 130 km, hvor startbyerne er Blåvandshuk, Klitmøller og Slettestrand, og målet er i Skagen. 2019 bliver løbets 2. år, og der er allerede udsolgt med 650 tilmeldte deltagere mod 450 deltagere i 2018. Der starter 25 deltagere på 440 km distancen, 450 deltagere på 220 km distancen og 175 deltagere på 130 km distancen.

Man har bevidst valgt at være konservative med salget af billetter, så man i samarbejde med Naturstyrelsen hvert år kan evaluere, om løbet er blevet gennemført, uden at efterlade varige spor i den unikke natur i parkerne.

Løbet har opnået popularitet og har på få uger været udsolgt, fordi man har formået at markedsføre rutens helt enestående natur, og fordi man i samarbejde med lokale leverandører har skabt nogle unikke depoter langs ruten, der er lidt anderledes, end det man ellers ser.

Samtidig rammer løbet ind i en trend inden for motionscykling, hvor det handler om at komme ud og nyde naturen og cykle forholdsvist langt, men hvor der ikke fokuseres så meget på resultat og placering, men i langt højere grad på at være med og have en god oplevelse. Dog er ideen om en elitesport ved at blive udviklet.

Bæredygtigt event

Dirty Jutland arrangørerne har et stort fokus på bæredygtighed under cykelløbet. Da de bevæger sig igennem noget af den smukkeste natur i Danmark, vil de f.eks. sikre sig, at der ikke efterlades noget affald i naturen. Derfor har de et affaldshold, der kører bagerst i feltet for at sikre, at der ikke bliver efterladt noget skrald i naturen. Derudover bliver al mad leveret af lokale leverandører med fokus på bæredygtighed. Ydermere har de stort fokus på, at alle merchandises er lavet af genbrugs- eller bionedbrydeligt materiale. Deres fokus på bæredygtighed har det formål at sikre, at naturen efterlades, så der ingen spor er efter deres tilstedeværelse.

Støtte af lokale foreninger

I 2018 havde man et samarbejde med Skagen OK og Motion, som hjalp til i målområdet og sikrede, at der blev ryddet op i deres del af løbet. Dette var med til at sikre foreningen en donation på 5.000 kr. fra Dirty Jutland. Dette samarbejde arbejder man for, at man kan have med foreninger i alle startkommunerne. Specielt arbejder man i øjeblikket på at finde en forening ved startområderne i Klitmøller og Slettestrand.

Markedsføring

I 2018 erfarede løbet stor interesse fra sportsrelaterede medier. Bl.a. var eventen i to danske cykelmagasiner - Cykelmagasinet og Cykelmotion Danmark. Oplaget her er på 50.000 abonnenter. Derudover blev eventen nævnt i flere udenlandske medier i bl.a. Norge, Sverige, Tyskland, England og USA, hvilket også er de lande, hvor hovedparten af de udenlandske deltagerne kommer fra. Af de nationale deltagere kommer ca. 40 % fra Sjælland, hvilket også førte til ca. 350 overnatninger i Thisted Kommune i forbindelse med løbet i 2018. I 2019 er de udenlandske deltagere også i høj grad fra de føromtalte lande, og man forventer derfor flere overnatninger i Thisted Kommune end i 2018.

Grundet sidste års succes med løbet har de udviklet på deres egne medieplatforme og slået rekord i 2019. Deres Facebookopslag har haft en reach på mere end 200.000 personer. Man forventer at blive eksponeret i de samme danske magasiner som tidligere, og der arbejdes målrettet på at få løbet ud gennem artikler i England, Tyskland og USA. I den forbindelse har man inviteret henholdsvis Bobby Wintle og Paul Errington med til løbet. Bobby Wintle er arrangør af USA's næststørste gruscykelløb, og Paul Errington arrangerer Englands største grus cykelløb. Begge er dygtige skribenter, der er gode til at deltage i debatter, podcasts og komme ud i diverse internationale magasiner, hvor de beretter om de events, de deltager i rundt om i verden. Dette regner man med vil have en positiv effekt på eksponeringen af eventen internationalt.

I 2019 har de ligeledes lanceret “Dirty Jutland pre-rides” - det er 3 events den 23. marts i Aarhus, Odense og København, hvor folk inviteres ud på en gratis hyggetur. Her er der mere ro til, at de kan præsentere samarbejdspartnere og sponsorer. Der er 250 tilmeldte til hvert event i alle 3 byer. Her vil man promovere turen og den unikke natur. Der er næsten ingen steder i verden, hvor man kan cykle så langt på grus så tæt på havet. Derfor er der også mange internationale ryttere med. Dirty Jutland er allerede blev eksponeret som et af de bedste grus cykelløb i Europa, hvilket de håber vil føre til deltagelse af flere internationale ryttere.

Ved at støtte eventen får Thisted Kommune:

  • Omtale i landets største magasiner inden for cykelsporten.
  • Omtale i relaterede medier i næsten alle vores nabolande.
  • Placeret logo på alle jerseys, som er købt af mere end halvdelen af rytterne. Derved eksponering på alle billeder, hvor der er ryttere med disse på. Til at sikre billeder i høj kvalitet har Dirty Jutland hyret 2 professionelle fotografer.
  • Muc Off sender et filmhold fra England til at lave en film under eventen, som bruger de sociale medier. Alle samarbejdspartnere må også bruge denne video.

Økonomi

Som led i udviklingen af løbet både organisatorisk og markedsføringsmæssigt vil administrationen bag eventen meget gerne indgå i et samarbejde med de kommuner, som løbet går igennem. Man har på nuværende tidspunkt kontaktet de respektive kommuner og afventer svar fra alle i forhold til et fremtidigt samarbejde. Med løbet vil man have sat Vestkysten på verdenskortet som et unikt sted at cykle på grus.

Til udviklingen og afholdelse af løbet ansøger Dirty Jutland derfor 50.000 kr. fra Thisted Kommune og samme beløb fra de andre kommuner, som løbet går igennem (Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn). Ud over kommunerne har løbet 4 andre sponsorer, som har meldt sig på banen:

  • Specialized - en af verdens største cykelproducenter
  • Muc Off - en af verdens største producenter af cykelvedligeholdelsesmidler
  • Panaracer - dækproducent, en af de mest brugte i forhold til gruscykling
  • Powerbar - en af verdens største producenter af energiprodukter til konsumentmarkedet

Tilsammen yder de en støtte på ca. 120.000 kr. i form af forskellige ydelser, som de stiller til rådighed, samt gratis produkter, som de giver til alle deltagere før, under og efter løbet.

Budgettet og ansøgningen for eventen er vedhæftet som bilag.

Administrationens vurdering

Selve tanken bag løbet Dirty Jutland og brugen af naturen er helt i tråd med det, som Thisted Kommune gerne vil være kendt for i Danmark og udlandet. En kommune som tilbyder nogle helt unikke naturoplevelser, hvilket et grus cykelløb som dette gør, da det tager deltagerne med igennem meget af den smukke og helt unikke natur i Thy. Derfor er et event som dette også i tråd med Thisted Kommunes Vision 2020 og brand.

Derudover er der her en mulighed for at få fat i nogle af de potentielle turister, som benytter sig af den kommende cykelsti, som planlægges i samarbejde med Jammerbugt Kommune - se eventuelt sagen Kystsporet på dagsorden om dette. Denne cykelsti vil Dirty Jutland gerne være med til at promovere over for sine brugere, og når den er etableret, vil de tage den med ind i løbet og derved skabe en synergi mellem de to.

Teknik og Erhverv ser derfor dette cykelløb som et markedsføringsmæssigt potentiale til at udbrede brandet Thy og Thisted Kommune som landets førende inden for naturoplevelser, og det anbefales derfor, at eventen tildeles 50.000 kr. i støtte. Selv om løbet ikke skulle opnå den samme støtte fra de andre involverede kommuner, anbefales det stadig at yde støtten grundet eventens markedsføringsmæssige potentiale.

Retsgrundlag

Lov om erhvervsfremme § 13

Økonomiske konsekvenser

Der søges om støtte på 50.000 kr. Beløbet kan finansieres af puljen for sport events.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Teknik og Erhverv indstiller, at:

  1. Dirty Jutland tildeles en støtte på 50.000 kr. til markedsføring og afholdelse af eventen.
  2. Der efter endt event fremsendes regnskab og evaluering.
  3. Beløbet finansieres af puljen for sport events.

Beslutning

Godkendt under forudsætning af at de øvrige kommuner bidrager med samme beløb.

Til toppen

34. Ansøgning om støtte til DM i Surf 2019-2021

Udskriv

Sagstema

Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) ansøger Thisted Kommune om støtte til DM i surf 2019 - 2021.

Redegørelse

DSRF ansøger Thisted Kommune om støtte til Danish Surf Tour i 2019 - 2021 samt tourens nye supplerende initiativ DSRF Junior Days 2019 - 2021.

DSRF blev i 2018 optaget i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og er derved et olympisk forbund, da surfing er blevet optaget på det olympiske program i Tokyo 2020. Optagelsen i DIF har medført, at Danish Surf Tour er positioneret på linje med andre danmarksmesterskaber, og man kunne i 2018 for første gang officielt kåre en danmarksmester i surf. Dette blev gjort ved den afsluttende event i Vorupør.

Optagelsen i DIF har også skabt et øget krav om professionalisme i DSRF, da det nu er et officielt forbund med det, der hører hertil. Der er derfor ansat en fuldtids projektkonsulent til at sikre udviklingen og afholdelsen af alle events. Dette skulle gerne være med til at skabe nogle events, som kan trække flere surfere, frivillige og tilskuere til og derved gavne det generelle miljø inden for sporten.

I 2018 blev der afholdt 3 events ud af 4 i Thisted Kommune, hvor næsten alle discipliner blev afholdt - kun 2 måtte udgå grundet manglende bølgeforhold. Antallet af deltagere steg fra 100 deltagere i 2017 til 128 i 2018. Samme tendens ses i forhold til interessenter på de sociale medier, hvor antallet af følgere er steget med ca. 20 %. En opgørelse af de 3 events afholdt i Thisted Kommune kan ses i den vedhæftede evaluering fra DSRF.

2019 og fremtiden

Som i de foregående år vil Danish Surf Tour bestå af 2-3 events i Thisted Kommune og 1-2 events uden for Thy. Midlerne, der søges, er kun tiltænkt de events, der afholdes i Thisted Kommune. Ved tidligere events har DSRF haft stor tilknytning til de lokale kræfter igennem HF Cold Hawaii, Cold Hawaii Film Festival, Westwind Klitmøller/Vorupør og Cold Hawaii Board Shop. Denne involvering af lokale kræfter er essentiel for forankringen af Danish Surf Tour i surfmiljøet omkring Cold Hawaii. I trit med DSRF's og Danish Surf Tours voksende størrelse ønsker man tilmed at støtte de lokale samarbejdspartnere med en god eksponeringsflade og herigennem støtte og udvikle deres virke i Cold Hawaii lokalt, nationalt og internationalt.

I de kommende år ønsker DSRF at skabe en stærkere organisation og derved udvikle nogle skarpere og større events omkring de enkelte stop i Thisted Kommune. De vil fokusere på at integrere aktiviteter og initiativer omkring konkurrencedagene til gavn for alle interessenter. Formålet er at skabe events med et nationalt niveau, som både favner eliten og bredden, og hvor konkurrencestedet danner rammen om både konkurrence og lokale surfrelaterede aktiviteter. Derved kan man alt andet lige bibeholde unge og ældre længere på stranden. Det, de vil gøre, er:

  1. Samarbejde med eksisterende events, eks. Cold Hawaii Film Festival og WestWind End Season Surf Party.
  2. Forpligte de enkelte partnere til at bidrage med supplerende aktiviteter.
  3. Investere i eksisterende og nyt materiale.
  4. Samarbejde med eksterne kommercielle partnere.
  5. Udvikle konkurrencestrukturen med henblik på at udvikle og rekruttere flere danske talenter.
  6. Øge attraktionen ved og respekten omkring det at være frivillig.
  7. Forstærke Danish Surf Tours image og attraktion gennem stærkere kommunikation.

Sammen med ovenstående ønsker DSRF at benytte deres overskud til at investere i det fremtidige setup. På denne måde kan de skabe bedre og mere professionelle events.

Hele setuppet omkring Danish Surf Tour er en del af deres elitestrategi. DSRF ønsker at benytte touren som en del af deres eliteudviklingsplatform for unge talenter. De har derfor indgået et samarbejde med surfklubben NASA, som skal være med til at skabe en rød tråd i udviklingsarbejdet for unge surfere, som ønsker at engagere sig mere i sporten.

Dette fokus på talentudvikling har gjort, at man i 2019 og fremefter vil afholde Junior Days sammen med Danish Surf Tour. Formålet med dette er at introducere unge surfere til simple konkurrenceformater og derved øge interessen for sporten. Det er en strategisk indsats for at øge både bredde- og eliteidrætten i surfsporten. Det skal derudover være med til at skabe flere forbundsevents for 13-17 årige surfere og samtidig skabe en kultur i dansk surfing, som også involverer børn og unge.

Markedsføring af Thisted Kommune

Thisted Kommune vil blive markedsført på følgende måde:

  • Logo på konkurrence t-shirts til alle surfere
  • Logo på banner ved præmieoverrækkelse
  • Logo vil fremgå på Facebook banner for eventsiden
  • Logo vil fremgå på dsrf.dk's hjemmeside
  • Logo på trofæer til vinderne af Danish Surf Tour
  • Placering af Thisted Kommunes beach flag på stranden
  • Eksponering af logo i starten af eventvideoer - ca. 1 film pr. event
  • Thisted Kommune vil blive fremhævet i opslag på Facebook og Instagram
  • Gennem samarbejde med HF Cold Hawaii under alle events vil Thisted Kommune opnå en bred eksponering af HF Cold Hawaii på alle events - også de events, som afholdes uden for Thy.

Den samme grad af eksponering gør sig gældende ved DSRF Junior Days events.

Økonomi

Beløbet, som DSRF ansøger om, gælder for perioden 2019 - 2021 og er på 210.000 kr. fordelt på følgende måde:

Danish Surf Tour

2019: 40.000 kr. (2 events á 20.000 kr.)

2020: 60.000 kr. (3 events á 20.000 kr.)

2021: 60.000 kr. (3 events á 20.000 kr.)

DSRF Junior Days

2019: 20.000 kr. (2 events á 10.000 kr.)

2020: 10.000 kr. (1 event á 10.000 kr.)

2021: 20.000 kr. (2 events á 10.000 kr.)

Beløbet med de 20.000 kr. pr. event er ansøgt, da det er den støtte, som også blev tildelt i 2017 og 2018. Dertil ønsker man at udvide med Junior events og udvikling med 10.000 kr. pr. event. Så alt i alt søger DSRF om en støtte på:

2019: 60.000 kr.

2020: 70.000 kr.

2021: 80.000 kr.

Ud over en eventuel støtte fra Thisted Kommune har DSRF opnået yderlige støtte fra Waterz, DIF, eventsponsorer som Red Bull, frivillige sponsorer, bl.a. WestWind, og de planlægger at kontakte Hjørring Kommune, da en af de andre events er placeret i Løkken.

Det uddybende budget kan ses i vedhæftede dokument.

Administrationens vurdering

Det er vurderingen, at Danish Surf Tour er med til at promovere Thisted Kommune som en aktiv fritidskommune. Dette er fint i tråd med Kommunens Vision 2022 om, at Thisted Kommune skal være Danmarks førende inden for naturoplevelse heriblandt udnyttelse af brandet Cold Hawaii.

Samtidig kan vi se, at DSRF har udviklet sin organisation til at lave mere professionelle events, hvor man også tænker ungdomsevents ind i ligningen nu. Dette vil alt andet lige skabe en tilgang af flere deltagere samt flere tilskuere til de enkelte events og derved mere eksponering for Thisted Kommune.

Derudover er der et stort samarbejde med lokale kræfter inden for sporten, hvor både uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv er inddraget. Dette er med til at sikre en forankring af Cold Hawaii som det absolutte surfspot i Danmark.

Derfor anbefaler administrationen, at DSRF tildeles støtte som tidligere i 2017 og 2018 med følgende:

2019: 60.000 kr.

2020: 60.000 kr.

2021: 60.000 kr.

Det betyder, at støtten fortsætter med samme beløb, som blev tildelt i 2017 og 2018.

Retsgrundlag

Loven om erhvervsfremme § 13

Økonomiske konsekvenser

Beløbet på 60.000 kr. i 2019, 2020 og 2021 kan finansieres via puljen for sport events.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Teknik og Erhverv indstiller, at:

  1. DSRF tildeles en støtte på 60.000 kr. i hvert af årene 2019, 2020 og 2021.
  2. Beløbene finansieres fra puljen for sport events i årene 2019, 2020 og 2021.
  3. Der hvert år fremsendes en evaluering og et regnskab for deres events.
  4. Der hvert år indgås aftale om eksponering af Thisted Kommune under hvert event.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

35. Showroom Hanstholm - afrapportering og ansøgning

Udskriv

Sagstema

Hanstholm Rådet har indsendt afrapportering og regnskab for fase 1 samt ansøgning om 215.000 kr. til fase 2 af projektet Showroom for Fiskeriet i Hanstholm.

Redegørelse

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget besluttede den 8. februar 2017 at støtte Hanstholm Rådets forprojekt om mulig etablering af et "showroom for fiskeriet i Hanstholm" med 55.500 kr. Hanstholm Rådet har sammen med styregruppens øvrige medlemmer (Museumscenter Hanstholm, Hanstholm Fiskeriforening, Hanstholm Havn, Thy Turistforening og Hanstholm Fiskeauktion) indsendt afrapportering og regnskab vedrørende denne fase 1. Her har man brugt 45.500 kr. af den kommunale bevilling. Hanstholm Rådet søger i samme forbindelse om 205.000 kr. til gennemførelse af projektets fase 2 samt om overførsel af de uforbrugte 10.000 kr. fra fase 1 til fase 2, i alt 215.000 kr.

Styregruppen konkluderer på baggrund af fase 1, at hovedelementerne i et showroom skal være Hanstholm Havns historie og udvidelse, fiskeriets historie, tilgængelighed til Hanstholm Fiskeauktion, kuttersimulator, fiskens værdi som spisefisk, forarbejdning af fisken samt skiftende udstillinger om nævnte temaer. Formidlingen skal ske tættest muligt på havnen og skal til dels ske via gangbroer og markerede gangruter, så gæsterne færdes sikkert. Planen er, at gæsterne kommer ind i en velkomstbygning, hvor formidlingen begynder, og herfra ledes gæsterne ud i det nævnte "gangsystem". Selve velkomstbygningen foreslås placeret ved Pynten, i modsatte ende i forhold til Hanstholm Madbar. Her vil gæster skulle betale entre og får her den første formidling. Her fra leder oplevelses-gangbroen ned over skrænten og videre til havnen.

Det vil i projektets fase 2 kræve et tæt samarbejde med Thisted Kommune at sikre de planmæssige rammer. Man ledes blandt andet gennem fiskeauktionen på denne rute, og idéen er, at ruten kan afsluttes i en bar eller restaurant uden for havnen, så gæsterne fornemmer hav, bølger og vind. Denne model giver oplevelsesmuligheder i al slags vejr og kan dermed blive en af områdets relativt få indendørs oplevelser. Målet er et arkitektonisk interessant projekt, som ikke ses andre steder. Det foreslås, at man skal kunne booke en guidet tur, og formidling skal ske på dansk, engelsk og tysk. Man planlægger helårsåbent. For at sikre et altid interessant indhold vil man ansætte en daglig leder samt en formidler. Ydermere vil man arbejde for en bred frivillig indsats.

Hovedmålgruppen er turister, børn som voksne, grupper som individuelle. Hanstholm og omegn har i forvejen mange turister, der vurderes som mulige gæster. Alene på Museumscenter Hanstholm kommer der årligt 60.000 gæster, og her vil man gerne etablere et billetsamarbejde - en mulighed, som også drøftes med virksomheden bag sejlture til det Gule Rev. Styregruppen vurderer også, at de mange besøgende i Nationalpark Thy er potentielle gæster i et showroom. Der er et lokalt ønske om, at attraktionen skal være gratis for lokale borgere.

Man har indkredset følgende gruppe af konkurrenter, som udbyder beslægtede men dog ikke samme produkter: Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Fiskeriets Hus i Hvide Sande, Kystcenteret i Thyborøn, Jyllandsakvariet i Thyborøn, Kattegatcentret i Grenå, Kyst- og Bæltcentret i Kerteminde og Tirpitz i Blåvand.

Styregruppen forventer, at man kan tiltrække 22.000 gæster allerede det første år. Showroomet skal generere egne indtægter via entrebilletter og guidede rundvisninger. Man har taget afsæt i de nævnte konkurrenters entréer og anslår derfor en entré på 80 kr. pr. voksen og 60 kr. pr. barn som realistisk og dermed altså 280 kr. for en almindelig familie.

Styregruppen kan endnu ikke præcisere det fysiske omfang af et showroom og dermed ej heller opstille et anlægsbudget eller en finansieringsplan. Man anslår dog, at der bliver tale om et "tocifret millionbeløb", hvoraf dele med en vis sandsynlighed vil kunne fundraises. På trods af denne usikkerhed har styregruppen opstillet et bud på et driftsbudget, som afspejler, at driften af oplevelsescentre generelt er en udfordring. I den sammenhæng arbejder styregruppen med to forudsætninger, som skal være på plads, før man ser det muligt at realisere projektet:

  • Showroomet skal være gældfrit ved åbningen.
  • Der skal sikres et årligt kommunalt driftstilskud på anslået 200.000 kr.

Man ønsker, at attraktionen skal etableres som en selvejende institution med egen bestyrelse.

Det nævnes, at det i Thisted Kommunes udviklingsprojekt "Hanstholm og Havnen" (udarbejdet i samarbejde med RealDania) foreslås, at man som en forløber for et showroom etablerer en midlertidig "infobox", hvor formidlingsformer afprøves, og hvor viden om potentielle showroom-gæster indsamles. Det oplyses, at Hanstholm Havn allerede har investeret 1 mio. kr. i infoboxe. Hanstholm Rådet ønsker at benytte en af disse infoboxe til nævnte vidensindsamling. Derfor er infoboxen indregnet som en del af budgettet for fase 2. I denne fase 2 vil man i øvrigt rette fokus mod et formidlingskoncept og en arkitektur, som kan gå hånd i hånd. Derefter kan der arbejdes med etableringsbudget og et mere præcist driftsbudget.

I fase 2 bliver opgaverne derfor i større detalje at analysere kundegruppe, efterspørgsel, betalingsvillighed, formidling, arkitektur, forretningsmodel og risici.

Styregruppen anbefaler på baggrund af fase 1, at der bør arbejdes videre med planerne om realisering af et showroom. Gruppen ser et stort potentiale for havn, by og kommune ved at formidle fortællingen om havn og erhverv. Derfor søger man nu Thisted Kommune om 215.000 kr. til projektets fase 2. Regnskabet for fase 1 viser blandt andet, at 10.000 kr. af Thisted Kommunes støtte endnu ikke er brugt, hvorfor man søger om overførsel heraf til en fase 2.

Der medsendes bilag med regnskab, foranalyse, budget fase 2, anslået driftsbudget, visualiseringer samt fremtidige projektfaser.

Forvaltningens bemærkninger

Projektoplægget fra Hanstholm Rådet og projektets styregruppe er interessant; men det rummer også betydelige usikkerheder. Derfor må der i en fase 2 af projektet være skarpt fokus på følgende elementer:

  1. En entré på 80/60 kr. for voksne/børn er vanskelig at vurdere, så længe indhold, omfang og form ikke er præcist defineret. Der bør derfor arbejdes i dybden med potentielle gæsters efterspørgsel og betalingsvillighed og dermed niveau for entré. Der kan i fase 2 med fordel arbejdes med en alternativ model, hvor en del af oplevelsen gøres gratis (adgang til havnen), og hvor selve udstillingsdelen med kuttersimulator m.m. kræver entré. Det vil fjerne problemstillingen i forhold til, om lokale skal kunne få gratis adgang til havneoplevelsen. Disse vinkler bør undersøges nærmere, blandt andet via den planlagte infobox.
  2. Som også nævnt i ansøgningen bliver det meget vigtigt at få udarbejdet en solid beskrivelse af formidlingskonceptet baseret på mere indgående viden om målgruppers efterspørgsel og betalingsvillighed.
  3. Det synes at være en ret ambitiøs målsætning at tiltrække 22.000 gæster alene i det første år. Til sammenligning har det meget markedsførte tiltag, vandre- og oplevelsesruten "Camønoen" på Møn, tiltrukket 20-25.000 gæster i år tre. Der kan med fordel arbejdes videre med forventninger til besøgstallet baseret på erfaringer fra andre oplevelser i denne skala, sådan at driftsbudgettet opnår større grad af sikkerhed.
  4. Det har naturligt nok ikke været muligt at opstille et anlægsbudget endnu, hvilket følgelig gør driftsbudgettet yderst usikkert. Særligt driftsudgifter til udstillinger, vedligehold og forsikringer må være behæftet med meget stor usikkerhed. Det betyder også, at det anslåede årlige kommunale driftstilskud på 200.000 kr. er behæftet med markant usikkerhed. Der bør arbejdes i dybden hermed i en fase 2.
  5. En delvis fondsfinansiering af projektet vil med stor sandsynlighed fordre en markant kommunal medfinansiering. Og attraktionens ønskede status som gældfri vil med lignende sandsynlighed betyde, at Thisted Kommune og eventuelt andre sponsorer skal lukke eventuelle økonomiske huller før åbning af attraktionen. Det er ikke usandsynligt, at Thisted Kommune dermed vil udgøre attraktionens økonomiske sikkerhedsnet. Derfor bør der senere i en fase 2 udarbejdes et grundigt anlægsbudget.
  6. Det bliver vigtigt, som ansøger også selv nævner, at få udarbejdet en væsentlig styrket forretningsplan og risikoanalyse baseret på ovenstående anlægs- og driftsbudgetter, formidlingsformer, gæsteefterspørgsel, entré m.m.
  7. En fase 2 kan med fordel vurdere på mulighederne for at integrere lystfiskeri som en del af oplevelsen og formidlingen.
  8. Og endelig kan ansøger med fordel overveje at søge LAG-midler til eventuelle senere faser af projektet.

Teknik og Erhverv vurderer, at projektets fase 2 kan leve op til kriterierne for medfinansieringspuljen:

Ender det med, at showroomet realiseres, vil det være tæt relateret til Kommunalbestyrelsens vision 2022 om at skabe Danmarks førende naturoplevelser.

Projektets fase 2 er budgetteret til 285.000 kr. Hanstholm Rådet har skaffet 70.000 kr., svarende til 24,6 %, fra Hanstholm Industristøtte og Hanstholm Fiskeauktion.

Hanstholm Rådet har i projektets fase 1 skitseret nogle overordnede forventninger til forretningsplan (antal gæster, entré, billetsamarbejder, anslåede driftsudgifter m.m.), jævnfør de medsendte bilag. I projektets fase 2 vil ansøger, med gratis bistand fra Thy Erhvervsforum, udvikle og styrke denne forretningsplan.

Med usikkerhederne i de otte ovenstående punkter in mente, vurderer Teknik og Erhverv, at en bevilling til projektets fase 2 med fordel kan opdeles i en etape a og en etape b:

Bevilling til etape a:

Analyse af kundegruppe/efterspørgsel (23.000 kr.), udarbejdelse af formidlingskoncept (60.000 kr.), projektledelse (20.000 kr.), afprøvning af formidlingsformer i infobox - udstillinger og publikumsaktiviteter (65.000 kr.), ialt 168.000 kr., heraf 75 % kommunal medfinansiering = 126.000 kr.

Bevilling til eventuel etape b:

På baggrund af en vurdering af resultaterne i etape a kan der siden hen tages stilling til en mulig bevilling til:

Udarbejdelse af arkitekturskitser (60.000 kr.), projektledelse (20.000 kr.), ialt 80.000 kr., heraf 75 % kommunal medfinansiering = 60.000 kr.

Dermed kan der undervejs bedre tages stilling til projektets realiserbarhed, og den kommunale bevilling til den samlede fase 2 kan tilpasses. Modellen vil også betyde, at der ikke ydes støtte til markedsføring og forplejning i denne fase.

Retsgrundlag

Af Lov om Erhvervsfremmes § 14 fremgår det, at kommunerne kan varetage lokale erhvervsfremmeaktiviteter, der omfatter erhvervsservice og erhvervsudvikling. Af § 14 stk. 3 fremgår, at ved igangsættelse af erhvervsfremmeaktiviteter, herunder aktiviteter inden for vækst og udvikling i turismeerhvervet, der går videre end lokal erhvervsudvikling, skal kommunerne sikre sig, at aktiviteten ligger inden for rammerne af den samlede strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Det ansøgte projekt holder sig inden for rammerne af lokal erhvervsudvikling, som ikke udføres af andre parter.

Økonomiske konsekvenser

En udgift på 126.000 kr. til en etape a kan finansieres af medfinansieringskontoen (116.000 kr.) og af de resterende 10.000 kr. fra fase 1, ialt 126.000 kr.

En eventuel udgift på 60.000 kr. til etape b kan finansieres af medfinansieringskontoen.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Direktionen den 5. februar 2019

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Økonomiudvalget den 20. februar 2019

Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2019

Indstilling

Teknik og Erhverv indstiller, at:

  1. Afrapportering og regnskab for fase 1 tages til efterretning.
  2. Der nu bevilges 126.000 kr. til fase 2, etape a, finansieret af medfinansieringskontoen med 116.000 kr. samt 10.000 kr. overført fra fase 1.
  3. Der reserveres 60.000 kr. til en eventuel etape b finansieret af medfinansieringskontoen (beslutning om denne støtte afventer afrapportering og regnskab for etape a).
  4. Ansøger inddrager forvaltningens bemærkninger 1-8 ovenfor i arbejdet i takt med, at projektet skrider frem.

Tidligere besluttet

Direktionen, 5. februar 2019, pkt. 5:

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2-4. Indstilles til godkendelse. Direktionen er generelt positiv overfor et showroom i relation til Hanstholm Havn. Direktionen er dog af den opfattelse, at et showroom skal dannes ud fra en mere begrænset anlægs- og driftsøkonomi end anskueliggjort i bilag til sagen.

Beslutning

Sagen udsættes med henblik på yderligere belysning.

Til toppen

36. Sponsoraftale 2019 mellem Thisted Kommune og Thisted FC Elite

Udskriv

Sagstema

Thisted FC Elite A/S søger Thisted Kommune om fornyelse af sponsoraftale, så denne gælder for 2019. Klubben ansøger om et sponsorat på 350.000 kr.

Redegørelse

Klubben søger om et sponsorat på 350.000 kr. ved ophold i 1. division og dermed samme niveau som kommunens sponsorat med Mors-Thy Håndbold. Med ansøgningen henviser klubben til, at tilstedeværelsen i 1. division bidrager til værdien af sponsoratet i form af øget eksponering. Klubben påpeger, at man fortsat yder en markant indsats gennem klubbens eliteungdomssatsning med DBU B-licens for årgangene U13, U14, U15 (spiller turneringskampe i Jylland), samt U17 og U19 (landsdækkende turneringskampe). Det betyder, at man kan tiltrække mange eliteungdomsspillere til Thy til stor gavn for områdets idrætsefterskoler, uddannelsesinstitutioner og kommunen som helhed.

Oplægget er, at der i 2019 arbejdes videre med hovedelementerne fra 2018-aftalen, hvorved aftalen i hovedtræk vil rumme følgende temaer: Thisted Kommunes synlighed på spillertøj, stadion, hjemmeside og i kampaviser, et kampsponsorat med fri adgang for tilskuere, markedsføring af www.thy360.dk samt mulighed for at trække på klubben i trænings- og markedsføringssammenhænge.

Sponsoratet vil understøtte kommunens vision 2022 inden for temaet ”Et attraktivt sted at bo”.

I øvrigt kan det oplyses, at Thisted Kommunalbestyrelse i 2015 bevilgede et 10-årigt rentefrit lån på 1,5 mio. kr. til klubben, som afdrages planmæssigt.

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget besluttede den 16. januar 2019, at man ønsker klubbens fokus på en samlet strategisk indsats i hele TFC. Teknik og Erhverv aftaler i den sammenhæng møde med Thisted FC om den fremtidige strategi.

Oplæg til aftale for 2019 medsendes som bilag.

Retsgrundlag

I 2007 forespurgte Thisted Kommune det kommunale tilsyn om muligheden for, at kommunen kan støtte henholdsvis Mors-Thy Håndbold A/S og Thisted Fodbold Club Elite A/S. Tilsynet konkluderede, at Thisted Kommune med hjemmel i eliteidrætslovens § 7 kan støtte klubberne.

Økonomiske konsekvenser

En udgift på 350.000 kr. kan finansieres via afsat budgetbeløb til TFC på 220.800 kr. samt 129.200 kr. fra konto til sport events, som herefter vil være på 75.000 kr.

Center for Økonomi og Løn (CØL) har gennemgået de økonomiske oplysninger i sagsfremstillingen, og gennemgangen har ikke givet anledning til bemærkninger.

Andre konsekvenser

Intet at bemærke.

Høring og sagsgang

Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget den 6. februar 2019

Indstilling

Teknik og Erhverv indstiller, at:

  1. Sponsoraftale på 350.000 kr. besluttes.
  2. Aftalen rummer de punkter, som fremgår af medsendte bilag.

Beslutning

Godkendt.

Til toppen

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00
 

Åbningstid i dag:

Lukket