2015


 
 

20 års jubilæum ved Kellpo

Tirsdag den 1. december havde jeg æren af at besøge virksomheden Kellpo, som kan fejre deres 20 års jubilæum.

Kellpo har i deres 20 årige levetid været igennem en lang, udviklende proces. De har bevæget sig fra at være en lille, lokal virksomhed til at være en noget større international virksomhed. En virksomhed der leverer højteknologiske og kvalitetsprodukter inden for værktøjsfremstilling med fokus på plast og spåntagning.

I en kommune som vores er det først og fremmest de små og mellemstore virksomheder, og som ofte er lokaltejede virksomheder, der har potentialet til at vokse sig større, og det kan bidrage til en fremtidig udvikling. Det er her, vi for alvor kan forvente en værditilvækst, og det er her, der kan skabes lokale arbejdspladser.

Kellpo har meget bevidst bygget virksomheden op på værdierne kvalitet, viden, præcision og innovation. Derfor er det en ære og glæde for mig, at jeg har været med til at fejre deres 20 års jubilæum.

Stort tillykke med jubilæet til Kellpo – Keld, Poul og alle de ansatte.

Se hele min tale.

 

 

Velfortjent efterårsferie til store og små


Så er efterårsferien for alvor i gang og skolebørnene kan, ovenpå de første travle uger af skoleåret og en vellykket motionsdag, holde en velfortjent ferie.


Kommunalbestyrelsen kan som skolebørnene også se tilbage på travl periode og en uge, hvor ”Budget 2016” blev vedtaget. Dermed har vi foreløbig afsluttet et længere forløb med intense forhandlinger, så nu er Thisted Kommunes ”finanslov 2016” på plads.

Du kan læse meget mere om budgettet her

Traditionen tro byder efterårsferien på en lang række af tilbud til alle aldre, og jeg kan atter med stor glæde og anerkendelse konstatere, at rigtig mange frivillige igen i år har gjort et imponerende stykke arbejde for at forberede og afholde en perlerække af aktiviteter, som både gæster og borgere i Thisted Kommune kan glæde sig over, at få mulighed for at opleve.

Jeg har i år selv haft fornøjelsen af at åbne ”Kulturekspressen 2015” i pakhuset i Doverodde Købmandsgård. ”Kulturekspressen” har i år 20 års jubilæum, og har således gennem mange år beriget os med kulturoplevelser. I år er Sydthy Vinen desuden prydet med Freddy E’s smukke maleri.

Læs hele min tale.

Tillykke endnu engang med jubilæet til ”Kulturekspressen”.

God efterårsferie.
sydthy vinen 2015

International fiskerimesse

Hanstholm Havn og vores konsumfiskeri dannede rammerne om Thys tilstedeværelse på fiskerimessen DanFish 

Hele 17 virksomheder fra Hanstholm og det øvrige Thy var repræsenteret på den flotte fælles strand til den store internationale fiskerimesse DanFish i Aalborg. Fiskerimessen er en god mulighed for at vise, hvad Hanstholm og omegn kan inden for især konsumfiskeri.

Hanstholm Havn og vores fiskeri er lige nu inde i en rigtig positiv periode, og det smitter af på havnen og resten af Thy. Det giver rigtig gode udviklingsmuligheder.

Det er rigtig flot, at vi kan samle så mange virksomheder til at repræsentere Thy på fiskerimessen. Vi sender et samlet signal om de serviceydelser, vi kan tilbyde fiskeriet og det beslægtede erhverv.

Det er vigtigt at skabe opmærksomhed om Hanstholm Havn og de mange muligheder, vi har at byde på i hele Thy.

Jeg er sikker på, at den flotte stand samler mange interesserede publikumssøgende.


Thisted Kommune har fået sit første kollegium


Med Rotunden har Thisted Kommune fået sit første kollegium, som ligger smukt placeret mellem flere af vores store uddannelsescentre i Thisted.

Det nye kollegium er nu en realitet, og selvom det først officielt blev indviet fredag den 11. september, var 13 ud af de 30 ledige pladser allerede optagede. Det nye kollegium giver studerende fra både Thisted Kommune og andre dele af landet mulighed for at bo tæt på uddannelsesinstitutionerne, hvor mange har deres daglige gang.

Vi har formået at skabe et meget anderledes og afvekslende studieliv for de studerende gennem vores mange alsidige uddannelsesmuligheder. Derfor er Rotunden et godt eksempel på, hvordan vi i Kommunalbestyrelsen ønsker at fremme vækst i kommunen. Det gør vi ved at skabe flere muligheder for de studerende, der med tiden skal blive til den kvalificerede arbejdskraft, som virksomhederne i Thy efterspørger.

Thisted kan nu måle sig med større byer som Århus og Odense, når det handler om at have et nul-energi kollegium. Det er med til at understøtte vores vision om at være en af Danmarks førende kommune indenfor natur, klima og energi. Med de mange andre grønne tiltag i området og de mange forskellige løsninger indenfor vedvarende energi, er Rotunden med til at styrke Thisted Kommunes profil som hele Danmarks grønne laboratorium.

Jeg vil ønske de studerende velkomne til Thisteds nye kollegium.

Læs min tale fra indvielsen af Rotunden, fredag den 11. september

Borgmester Lene Kjelgaard Jensen indvier Rotunden
Rotunden er Thisteds første kollegium

IgangZ er sat igang i Thisted



Det helt nye iværksættermiljø, IgangZ, på EUC Nordvest er netop startet, og giver unge iværksættere muligheden for at få rådgivning og udvikle deres ideer og projekter.

Rigtig mange studerende, elever og undervisere var mødt frem for at høre mere om det nyeste skud på stammen i det nordjyske iværksætterlandskab. IgangZ er et helt nyt koncept, hvor unge mennesker har muligheden for at teste og afprøve deres ideer og kreative projekter.

I et samarbejde med 52 nye entreprenørskabsagenter og erfarne erhvervskonsulenter kan studerende få sparring på deres ideer, og IgangZ huset på Kronborgvej giver dem de perfekte fysiske rammer for at udfolde deres kreative ideer. Med de to øvrige huse i Hjørring og Aalborg er der gode muligheder for de studerende i hele regionen.

Udover de erfarne konsulenter og uddannede entreprenørskabsagenter er der også mulighed for, at de unge møder hinanden på kryds og tværs af deres uddannelser. Det kan være med til at styrke idefrembringelsen og give grobund for mange nye projekter.

IgangZ er det nyeste eksempel på vores udvikling inden for iværksætteri i Thisted Kommune. Tidligere har vi også med held lanceret InnovaThy i samarbejde med Thy Erhvervsforum. InnovaThy har fokus på at få de mange lokale ideer op af skrivebordskufferne, så de kan blive udviklet i samarbejde med lokale eksperter fra produktudvikling til forretningsplaner og markedsføring. Det forsøger vi blandt andet ved at tilbyde sparringsforløb for de mest perspektivrige projektideer, så der er større sandsynlighed for, at nye produkter rammer markedet.

I vores nye nordjyske samarbejde, Business Region North Denmark, prioriterer vi også iværksætterkulturen højt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at ønsker og prioriteringen fra det nordjyske samarbejde afspejler sig i uddannelsesmiljøerne rundt omkring i regionen.

Det er mit håb, at vi med IgangZ har åbnet sluserne for en ny generation af idémagere og iværksættere, som med deres fremtidige ideer og projekter med tiden kan blive veluddannede og innovative medarbejdere, så vores nordjyske virksomheder kan udvikle sig til at stå stærkt – også på morgendagens marked.

Læs min åbningstale fra IgangZ-arrangementet. 

Fiskeriet kom til byen


Havmågernes skrig var vel nok den eneste mangelvare, da fiskeriet kom til havnen i Thisted lørdag d. 8. august. Jeg havde æren af at byde fiskere, forretningsdrivende og gæster velkommen og dagen bød på mange forskellige oplevelser.

Det er noget helt særligt, når vi hvert år kan byde velkommen tilbage til fiskekutterne og deres mandskab på havnen i Thisted. Da vi første gang lavede arrangementet var det i 2011, og dengang troede jeg, at det ville blive første og sidste gang – blandt andet fordi det koster tid og penge at få kutterne fra Vestkysten og ind i Limfjorden.

Jeg var derfor særligt glad for at kunne byde velkommen til arrangementet endnu en-gang, denne gang for femte år i træk. Fiskerne er blandt andet kendt for jernvilje og gåpåmod og det viste sig netop i, at arrangementet blev stablet på benene endnu et år.

Vejret var med os og det betød heldigvis, at rigtigt mange valgte at bruge deres lørdag på at lære mere om fiskerierhvervet. Samtidigt blev de besøgende klogere på både smagen, synet, lugten og følelsen af forskellige fisk. Især blev børnene begejstrede når de rørte ved de forskellige typer af fisk i røre-bassinerne, mens forældrene så til og fik smagsprøver.

Dagen minder os alle sammen om, at fiskerierhvervet er det bærende erhverv i Hanstholm Havn. Fiskerierhvervet er af uvurderlig betydning for både havnen og kommunen som helhed.

Jeg håber derfor, at vi om et år igen kan sige ”velkommen tilbage” til en dag i fiskeriets tegn.

Nedenfor kan du se et par billeder fra arrangementet.

Læs velkomsttalen

Serveringspersonale ved Fiskeriet kommer til byen

Flere fremmødte til Fiskeriet kommer til byen

Fremmødte til Fiskeriet kommer til byen

Børnene kunne røre ved forskellige fisk i røre-bassinerne

Et nyt skoleår betyder nye muligheder og nye udfordringer


Mandag den 3. august bød jeg velkommen tilbage fra ferien til personalet i folkeskolen. Og selvom ferien for de fleste måske ikke har været ensbetydende med godt vejr og sol-skinstimer, håber jeg alligevel for dem, at ferien har været et afbræk fra dels det første år med den nye folkeskolereform og dels en intens debat om skolestruktur.

Dagens smukke rammer var Teutonersalen ved Thisted Gymnasium. Dagen bød på et meget varieret program, hvor omdrejningspunktet var reformen og de krav, den stiller til en moderne undervisning. Mere end 300 ledere, undervisere og lærere var mødt op - klar til skolestart. Programmet bød bl.a. på professor Lars Qvortrup fra Aalborg Universitet mere om det forskningsprogram for læringsledelse, som Thisted Kommune er en del af i de kommende år. Og den engelske lærer og forfatter James Nottingham præsenterede sit syn på synlig læring.

Men udover reformens muligheder og udfordringer, var selve skolestrukturen også et omdrejningspunkt på dagen. Som politiker og borgmester beskæftiger jeg mig indgående med skolerne. Både skolestrukturen og kravene i reformen har fyldt meget. Begge dele giver både muligheder og masser af udfordringer.

Sidste skoleår havde vi jo netop skolestrukturen til debat. Det var formentligt en ekstra udfordring for personalet, at de samtidig med de nye krav og mål i reformen også skulle have strukturen på hverdagens dagsorden.  Alle personalegrupperne har positivt været med i debatten om vores skolestruktur, som foregik sidste år. Både lærere og tillidsfolk gav loyalt input til os i Kommunalbestyrelsen i forhold til de forskellige udfordringer, vi stod med.

Der er formentligt ingen, som var i tvivl om de politiske udfordringer, der var og stadig er i at arbejde med skolestrukturen. Faktisk siger flere forskere, at netop skolerne bliver den største udfordring i kommunalpolitikken de kommende år. Desværre kunne jeg ikke love personalet, at beslutningen om den fremtidige skolestruktur endeligt er afgjort – der er truffet beslutninger nu, men om de er omfattende nok, må det kommende år vise os.

God start og godt skoleår til alle.

Du kan læse min tale fra velkomstarrangementet her.

Børn på vej i skole med skoletasker på ryggen 

Lørdag d. 1. august

International skulpturfestival i Agger

Lørdag d. 1. august åbnede jeg Den Internationale Skulpturfestival – ”Høfde 90” - i Agger. Det var en rigtigt festlig dag, hvor også kulturminister Bertel Haarder var forbi.  Et sjovt faktum er, at så vidt jeg erindrer opstillede Bertel Haarder første gang til folketinget her i Thisted kredsen.

Skulpturfestivallen foregår fra d. 1. til den 15. august og jeg håber, at rigtigt mange vil lægge vejen forbi Agger og se de mange flotte installationer og skulpturer fra internationale kunstnere. Og så må vi håbe, at vejret er godt og at sommer og solskin giver festivallen rigtigt mange besøgende.

Læs min tale ved åbningen af ”Høfde 90”

Fredag d. 27 marts
Startskuddet til nyt nordjysk samarbejde


Fredag den 27. marts var en stor dag for Thisted Kommune og Region Nordjylland. Her lød startskuddet nemlig til vores nye nordjyske samarbejde Business Region North Denmark, hvor mere end 350 erhvervsledere, politikere, uddannelsesansvarlige og fagfolk fra alle nordjyske kommuner og Region Nordjylland var mødt talstærkt op til vores store kick-off event.

Med Business Region North Denmark står de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland sammen om at styrke vækst og udvikling i Nordjylland. Vi har fokus på fem indsatsområder; erhvervsudvikling og jobskabelse, turisme, adgang til kvalificeret arbejdskraft, infrastruktur og internationalt samarbejde.

Med Business Region North Denmark har vi en helt unik mulighed for at stå sammen om at styrke vores erhvervsudvikling i Nordjylland. Vi vil gerne have, at samarbejdet er konkret, effektiv og hurtig, så det både kan mærkes i de enkelte kommuner og i Nordjylland som helhed.

Business Region North Denmark skal fungere som en samarbejdsplatform, hvor vi sammen i hele regionen styrker vores fælles udfordringer og muligheder.

Jeg ser rigtig meget frem til det nye samarbejde med de andre kommuner, Region Nordjylland samt erhvervs- og uddannelseslivet – for sammen står vi stærkere.


Med venlig hilsen
Lene Kjelgaard Jensen
Borgmester i Thisted Kommune og Formand for Business Region North Denmark

Den 3. marts

Flot besøg til Karrieredagene 2015

 
I Thisted Kommune vil vi rigtig gerne tiltrække kvalificeret og højtuddannet arbejdskraft, og derfor var Thisted Kommune også repræsenteret til Karrieredagene i Gigantium i Aalborg, hvor mere end 2100 studerende og ledige besøgte Karrieredagene tirsdag den 3. marts 2015.

Thisted Kommune delte sin stand sammen med Thy Erhvervsforum, netIP, Cimbria og Revision Limfjorden, så vi sammen kunne sætte fokus på Thy, og de mange muligheder vores spændende virksomheder tilbyder.

Med fokus på de mange karrieremuligheder, vi har i Thy, var der lagt an til en rigtig god dag, hvor de studerende og ledige havde mulighed for at tale tidligere dimittender fra Aalborg Universitet, som nu arbejder i Thisted Kommune. Og det var ikke til at undgå at finde Thisted Kommune til Karrieredagene – temaet på messestanden var nemlig de grønne, friske farver fra vores bosætningskampagne Følg Din Natur. Derudover havde vi smagsprøver med fra Thisted Bryghus og Premiere Is, så vi kunne byde på en smag af Thy.

Besøget til Karrieredagene er også en del af Thisted kommunes samarbejdsaftale med Aalborg Universitet, hvor vi har fokus på at synliggøre de mange muligheder, som Thisted Kommune og virksomhederne i Thy tilbyder. Udover at have fokus på tiltrækning og fastholdelse af højtuddannede i Thy, er vores samarbejdsaftale med Aalborg Universitet også vigtig for vores grønne profil, hvor vi kan udbygge vedvarende energiteknologi og fremme udviklingen af vedvarende energiløsninger og skabe grønne arbejdspladser i Thy.

Jeg er rigtig glad for de mange studerende og ledige, som besøgte vores stand til en snak om karrieremuligheder i Thy. Det er vigtigt for os at gøre opmærksom på, at der også er gode karrieremuligheder i andre byer end universitetsbyerne.

Tak for en god dag til Karrieredagene i Aalborg.

 

 

Den 21. februar

Energipunkt Frøstrup åbnet

Lørdag den 21. februar var en stor dag i Frøstrup. Jeg havde æren af at indvie Energipunkt Frøstrup. Det er en foreløbig kulmination på en lang og sej proces. På få år er det lykkes stærke kræfter at forvandle en trist og forfalden bymidte til et kraftcenter for energi og fællesskab.

Samarbejdet mellem Thisted Kommune og borgerne i Frøstrup omkring byfornyelsen startede i 2007. Dengang kom der et par ansøgninger fra Frøstrup til projektet Mulighedernes Land, som Thisted Kommune har gennemført i samarbejde med Realdania. Det var starten på et samarbejde, hvor Frøstrup og dets utrættelige ildsjæle hele tiden har været i front både med det praktiske og det strategiske. Politisk og økonomisk har Thisted Kommune bakket op hele vejen og vi har fået stor hjælp fra eksterne bidragsydere og partnere.

Den 29. februar 2014 godkendte Thisted Kommunalbestyrelse så projektet Energipunkt Frøstrup og lige derefter startede projekteringen. Så indtil lørdag den 21. februar i år har rådgiverne, byggevirksomhederne og de frivillige haft uhyre travlt. Det er første gang en kommune og en landsby laver et sådan sted i fællesskab, og jeg må sige det er blevet imponerende flot

Jeg er stolt over, at det er lykkes initiativrige ildsjæle og kommunen i fællesskab at udvikle et helt nyt koncept, der styrker vores arbejde med at være Danmarks førende klimakommune. Her får private og håndværkere en ny mulighed, som på sigt kan være med til at hjælpe den grønne omstilling på vej. Det kan bane vej for erhvervsudvikling både lokalt i Frøstrup og i hele Thy. Det har vi brug for, så jeg glæder mig rigtig meget over Energipunkt Frøstrup.

På Thisted Kommunes hjemmeside om grøn energi, green.thisted.dk, kan du se en video fra åbningen af Energipunkt Frøstup.

 

04. februar

Thisted Kommune forlænger sin samarbejdsaftale med AAU

For tiltrække kvalificeret arbejdskraft forlænger Thisted Kommune sin samarbejdsaftale med Aalborg Universitet indtil 2017.

Samarbejdet mellem Aalborg Universitet (AAU) og Thisted Kommune er med til at synliggøre de mange muligheder, som Thisted Kommune og virksomhederne i Thy tilbyder. Derfor forlænger Thisted Kommune sin samarbejdsaftale med Aalborg Universitet, hvor tiltrækning og fastholdelse af højtuddannede i Thy er i fokus.

- Vores samarbejde med Aalborg Universitet betyder meget for Thisted Kommune. Vi skaber opmærksomhed om de mange jobmuligheder, som virksomhederne og Thisted Kommune tilbyder, fortæller Borgmester Lene Kjelgaard Jensen og tilføjer:

- Vores samarbejde med AAU er desuden vigtig for Thisted Kommunes grønne profil. For ved at udbygge samarbejdet med AAU om vedvarende energiteknologi, kan vi fremme udviklingen af vedvarende energiløsninger og skabe grønne arbejdspladser i Thisted Kommune, afslutter Lene Kjelgaard Jensen.

Samarbejdsaftalen giver virksomhederne i Thy lettere adgang til forskere og studerende på Aalborg Universitet, og værdien af højtuddannet arbejdskraft bliver mere tydelig og nærværende hos virksomhederne.

Hidtil har Thisted Kommune draget stor nytte af samarbejdsaftalen. Det er blandt andet set i forbindelse med Thisted Kommunes deltagelse i Karrieredagene i Aalborg og virksomhedsbesøg, hvor både studerende og ledige efterfølgende har fået job i Thy.
Dynamisk og fleksibelt samarbejde

Der er lagt an til et fleksibelt samarbejde, hvor der skal afholdes kvartalsvise møder mellem Thisted Kommune og Karrierecentret AAU.

Samarbejdet mellem Thisted Kommune og Aalborg Universitet er med til at sikre en overordnet koordinering mellem begge partner. Der er blandt andet tilknyttet en konsulent på Karrierecenteret ved Aalborg Universitet, som Thisted Kommune kan anvende i forbindelse med planlægning af aktiviteter, arrangementer og projekter.

Jeg ser frem til at deltage i Karrieredagene i Aalborg den 3. marts 2015.

 

 

29. januar

 

Stor opbakning til Skolevalg 2015

Torsdag den 29. januar 2015 var der landsdækkende skolevalg for elever i 8. og 9. klasse, og det bakkede vi selvfølgelig op om i Thisted Kommune.

Jeg var på besøg på Hanstholm og Hurup skole for at erklære valget for åbent. Skolevalget er en unik mulighed for eleverne at opleve et valg, som gennemføres så autentisk som muligt som et rigtigt valg.

Eleverne blev kontrolleret ved valgbordet og fik udleveret stemmeseddel, så de kunne prøve, hvordan det er at stå i en stemmeboks og sætte sit kryds.

Eleverne har brugt de sidste uger på at forberede sig til valget, hvor de har valgt mærkesager og lavet kampagner for mærkesagerne. Derfor var det en stor dag for eleverne endelig at kunne sætte deres kryds i stemmeboksen.

Med Skolevalget kan vi forberede de unge på at skulle stemme, når de fylder 18 år. Hvis de unge stemmer, når de er fyldt 18 år, kan de være med til at få indflydelse og sætte den politiske dagsorden.

Jeg håber, at Skolevalget kan være med til at modvirke den faldende valgdeltagelse blandt førstegangsvælgere. Tak til skolerne, lærerne og eleverne for et godt Skolevalg 2015.

Venlig hilsen
Lene Kjelgaard Jensen
Borgmester

 

 

20. Januar

Velkommen til vores nye hjemmeside. Borgervenlig og overskuelig er to vigtige fokuspunkter for den hjemmeside, som vi i Thisted Kommune lancerer i dag.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan tilbyde kommunens borgere en forbedret hjemmeside, der følger med den digitale udvikling, og som gør særligt de mange digitale selvbetjeningsløsninger mere enkle og overskuelige.


Siden 1. november 2014 har det været obligatorisk at have en digital postkasse – og her følger vi i Thisted Kommune rigtig godt med landsgennemsnittet. I Thisted Kommune har hele 85,9 procent tilmeldt sig digital post, hvor landsgennemsnittet ligger på 89 procent. Det viser, at borgerne i kommunen er klar til at gøre brug af de nye teknologiske muligheder, som de bliver stillet overfor.

Det er rigtig flot, og det glæder mig meget som borgmester. For os i Thisted Kommune betyder det, at vi kan tilbyde en højere kvalitet, da vi hurtigt og nemt kan kommunikere med vores borgere.

Vi er dog stadig opmærksomme på, at den digitale udvikling er en udfordring for nogle borgere, og dem hjælper vi selvfølgelig så godt, vi kan.

Jeg håber, at du vil tage godt imod vores nye hjemmeside, og at du vil opleve en forbedret kvalitet i vores digitale tilbud.

Med venlig hilsen
Lene Kjelgaard Jensen
Borgmester