Januar

En god start for arbejdet med kommunens frivilligpolitik

Torsdag den 30. januar stod i frivillighedens tegn, da jeg havde fornøjelsen af at deltage i et borgermøde om frivilligt arbejde sammen med et bredt udsnit af repræsentanter fra kommunens mange frivillige organisationer. Anledningen var at videreudvikle vores frivilligpolitik for Thisted Kommune.

Aftenen startede med et spændende oplæg af Hans Staunsager fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Han talte om, hvordan andre kommuner samarbejder med frivillige og hvordan forpligtende partnerskaber mellem kommune og frivillige kan bruges til gavn for begge parter.

Bagefter trak vi alle sammen i arbejdstøjet for at deltage i aftenens workshop. Målet var at arbejde med spørgsmålene om – på den ene side – hvad Thisted Kommune kan gøre for at styrke frivilligt arbejde i kommunen og – på den anden – hvad frivillige foreninger og borgere kan gøre for at styrke frivilligmiljøet.

Det var en rigtig spændende og udbytterig aften i godt selskab med engagerede frivillige fra vidt forskellige organisationer lige fra Spejderbevægelsen til Ældresagen.

Jeg gik derfra med en følelse af, at vi allerede den aften tog et kæmpe skridt i det videre arbejde med den overordnede frivilligpolitik baseret på alle de mange inputs, vi fik med fra Borgermødet. Og næste morgen havde jeg fornøjelsen af at komme helt tæt på et godt eksempel på den værdi frivilligt arbejde skaber i vores samfund, da jeg åbnede Blå Kors nye genbrugsbutik.