Arbejdsøgende får styrket selvtillid og motivation på Nyttecenteret

Nyttecenteret på Tigervej 6, Thisted, er et center for job- og uddannelsesparate, som skal hjælpe arbejdssøgende med at styrke deres selvtillid igennem udfordrende og motiverende opgaver og dermed til at komme videre ud i arbejdslivet.

01-02-2019Informationsartikel

I Nyttecenteret starter dagen hver morgen med en morgensamling, hvor de to drivkræfter Henning Sørensen og Per Blach Jensen fortæller de arbejdssøgende om, hvilke aktiviteter dagen skal gå med. Rundt om bordet sidder der jobsøgende i alle aldre, som skal være i et otte ugers forløb i Nyttecenteret. Her sidder bl.a. Jowel, Jacob og Jens Peter, som hver især arbejder med kreativitet, lettere håndværk og oprydning. 

Jowel er 26 år, hun er født i Sverige og flyttede senere til Libanon med hendes familie, hvor hun er uddannet indretningsarkitekt. Jowel har været bosat i Danmark i 1,5 år nu, og er i gang med sin sidste uge i Nyttecenteret. Hun har dog spurgt, om hun må blive lidt længere.  Jeg har været rigtig glad for at være her, jeg har bl.a. lært hvordan man bruger værktøj, bygget en trappe, malet væggen ved indgangen og fået lov til at bruge mine kreative evner. Jeg har spurgt, om jeg kan blive her lidt længere, men det er der desværre ikke mulighed for pga. lovgivningen”. 

Jowel har haft en lang række opgaver i sin tid på centret. En af dem har været at male et stort, tredelt maleri, i samarbejde med to andre piger. Maleriet skal hænge i Nyttecenteret ved indgangen. Jowel har selv tegnet Thisted Kommunes logo i midten og stjernehimlen med planeterne i den ene side.    

Kompetenceudviklende så det gør noget
Ligesom Jowel er Jacob på 33 år også glad for at være tilknyttet Nyttecenteret igennem sin ledighed.

”Det her er kompetenceudviklende så det gør noget. Jeg er vant til at arbejde i metal, nu får jeg lov til at arbejde med træ, male og meget andet blandet arbejde. Det har virkelig givet mig meget”, udtaler han.  Jacob har en halv uddannelse som industritekniker, men manglede en praktikplads for at færdiggøre sin uddannelse. Ud over den halve uddannelse er han halvvejs igennem sin lageruddannelse, og har indtil for nyligt været truckfører på Cimbria. Jacob håber på, at han kan komme tilbage til Cimbria til foråret, når lavsæsonen er slut. 

Jens Peter på 55 år har i modsætning til Jowel og Jacob, kun været tilknyttet Nyttecenteret i en lille uge. Han har derfor ikke rigtigt nået at danne sig en holdning endnu: ”Jeg har ikke engang været her en uge endnu, men det er meget bedre end at gå derhjemme og glo, mens man venter på jobbet. Jeg skal ud og søge arbejde i dag i Nykøbing, jeg vil rigtig gerne arbejde på en muslingefabrik”. 

Jens Peter er tilflytter fra Rebild Kommune. Han ønskede at starte på en frisk, og i Thy var huslejen billig. Jens Peters opgaver består bl.a. af at rydde op på hylderne og sætte tingene i systemer.

De jobsøgende vil gerne blive

Ifølge Henning og Per så viser de tre arbejdssøgende Jowel, Jacob og Jens Peter, det generelle billede af holdningerne til Nyttecenteret blandt arbejdssøgende på stedet. I starten er borgerne, som de modtager i Nyttecenteret, negative over at de skal bruge op til 8 uger på stedet, eller tænker ligesom Jens Peter, at det i det mindste er bedre end at gå hjemme. Men når de så har været på stedet i en periode, så er det faktisk de fleste, ligesom Jowel, som pænt spørger om de ikke må blive lidt længere.  

Fakta om Nyttecenteret
Nyttecenteret hørte indtil d. 1. januar 2018 under Jobcenter Thisted. I dag er Nyttecenteret et samarbejde mellem de to parter, hvor Jobcenteret udsender de arbejdssøgende, og Park og Vej udpeger opgaverne, som bliver godkendt på MED. Centeret kan rumme op til 15 arbejdssøgende af gangen i alderen 18-65 år. Til dagligt er centeret styret af Henning Sørensen og Per Blach Jensen, som begge gør et stort arbejde ud af at skabe arbejdsglæde blandt de jobsøgende. For Per og Henning er det derfor vigtigt, at borgerne får tilpas mange udfordringer, så de både får mulighed for at bruge deres hænder, deres kreative evner og det mentale. Hvis der kommer borgere, som ikke er vant til at bruge værktøj, er det f.eks. noget af det første de får lov til at lære. Det er derfor vigtigt for lærerne, at Nyttecenteret ikke er et aktiveringssted, men et motiverende sted for den enkelte arbejdssøgende i en periode, hvor man som arbejdssøgende risikere at få en del afslag:

”Som arbejdssøgende kan man hurtigt miste motivationen og opleve, at ens selvtillid og selvværd styrt dykker pr. afslag man får i jobsøgningsfasen. Det er derfor vigtigt for os, at Nyttecenteret skal være et rart og motiverende sted at være, hvor der er tilpas mange udfordringer, med ros og anerkendelse af den enkelte, så selvtilliden og motivationen hos den enkelte bliver styrket”, udtaler Per Blach Nielsen 

Arbejdsopgaverne
Arbejdsopgaverne i Nyttecenteret spænder bredt: lige fra at kløve træ, male autoværn, lave strandkasser, rydde op og lave smårenovationer i Nyttecenteret, til kreativt og kunstnerisk arbejde, som f.eks. Jowel og de to andre pigers maleri. Det er derfor mange konkrete arbejdsopgaver som Nyttecenteret udfører. Det kan give anledning til at tro, at nyttejobs er konkurrerende med privat og offentlig arbejdskraft. Dette er Henning Sørensen dog klar over og ser ingen problemer i det, da opgaverne er små eller meget små enkeltopgaver indenfor kommunens rammer:

”Vi udfører ikke arbejde, som ellers er almindelig drift-opgaver eller større håndværksopgaver. Der er tale om små serviceopgaver inden for kommunalt regi, som ellers ikke ville blive udført. Alle arbejdsopgaver er koordineret internt. Derudover har MED- udvalget været med inde over godkendelsen af de udvalgte opgaver”. Udtaler Henning Sørensen

 


Kontaktinfo

Drift- og Anlæg
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk

Opdateret 01-02-2019