Få en gratis byggetilladelse på rekordtid

Du behøver ikke vente længe for at få din byggesag behandlet i Thisted Kommune, og så er det helt gratis. Dansk Byggeri viser i en ny opgørelse, at Thisted ligger på en flot 3. plads, og en 1. plads i Region Nordjylland, over de hurtigste til at behandle en byggesag.

15-04-2019Nyhed

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel på, hvor langt tid det i gennemsnit tager for kommunerne at sagsbehandle en tilladelse til at opføre nyt eller bygge om. Blandt de nordjyske kommuner er det kun Thisted Kommune, der formår at holde sig under 14 dage. Det er en fremgang fra 2017, hvor gennemsnittet var på 17 dage. I 2018 har det gennemsnitligt kun taget 13 dage at behandle en byggesag fra start til slut.

- Det er ikke fordi, vi ingen sager har - vi har rigtigt mange ansøgninger, omtrent ligeså mange som større kommuner i landsdelen. Men vi prioriterer også både at gå i dialog på forhånd og at få behandlet de konkrete ansøgninger så hurtigt som muligt. Samtidigt er det hele gratis, hvilket jo ikke er tilfældet for andre kommuner i top 3. Så det er en kombination af både prioriteringer og ordentligt forarbejde fra ansøgerne og byggesagsbehandlerne, fortæller Mogens Kruse Andersen, direktør for Teknik og Erhverv.

- Desuden arbejder kommunen tæt sammen med Dansk Byggeris repræsentanter i lokalområdet, hvilket blandt andet betyder, at medlemmerne her har stort kendskab til kommunens procedurer og metoder, hvilket igen er med til at sikre en hurtig og smidig proces.

Brug forhåndsdialoger for hurtig sagsbehandling

Det er en væsentlig faktor, at vi i Thisted Kommune både kan give gratis byggesagsbehandling, men også muligheden for at få en snak omkring et kommende byggeri inden selve ansøgningen starter. Det er med til at minimere ventetiden for ansøgerne, fordi der ikke skal eftersendes en masse bilag, tegninger og øvrige materialer. Det er en gevinst for både ansøger og kommunen:

- Vores tilbud om at tage en dialog på forhånd, er der heldigvis rigtigt mange borgere og virksomheder, der benytter sig af. Det betyder, at ansøger kan sende et meget bedre materiale ind, med de rigtige bilag og tegninger med videre. Så den meget korte ventetid skyldes i høj grad også en tæt og konstruktiv dialog med borgerne, afslutter Mogens Kruse Andersen.

Den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse var for alle landets kommuner var i 2017 på 36 dage. I 2018 er ventetiden i gennemsnit steget til 46 dage, viser Dansk Byggeris tal.

Læs mere om behandling af byggesager eller læs om baggrunden hos Dansk Byggeri på https://www.danskbyggeri.dk/nyheder-og-presse/nyheder/presse/2019/vent-op-til-141-dage-paa-en-byggetilladelse/

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54

E-mail:
Plan: plan@thisted.dk
Miljø: miljo@thisted.dk