Pårørende til alkoholmisbrugere kan få hjælp

Det nye tilbud, CRAFT, skal støtte pårørende til mennesker, der drikker for meget.

23-10-2018Nyhed

Når en person, der står dig nær, har et alkoholproblem, kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen. Du er måske i tvivl om, hvor meget din pårørende drikker. Og du oplever måske endda selv en følelse af skyld.

At leve sammen med en person, der drikker for meget, er opslidende, og det kan føles som om, der ikke er en vej ud. For langt de fleste pårørende er det svært at gennemskue, hvilken vej man skal tage for at få hjælp. Og skridtet kan føles stort og grænseoverskridende.

Men det kan være nødvendigt, og der er hjælp at hente.

Sådan får du hjælp

Det eneste krav, der er i forhold til at få hjælp, er, at din pårørende ikke allerede er i behandling for alkoholmisbrug.

Som pårørende skal du ringe til Thisted Kommune og tale med sygeplejerske Heidi Foget. Sammen aftaler I en tid at mødes til samtale.

Hvis man ikke er målgruppe for forskningsprojektet, har Thisted Kommune andre tilbud til pårørende.

Syddansk universitet har ansvar for forskningsprojektet – den pårørende vil efter 3 til 6 måneder få til-sendt et spørgeskema derfra.

Kontakt

Heidi Foget
Behandlerhuset Farverstræde
E-mail: hf@thisted.dk
Telefon: 99 17 25 60


Hvad er CRAFT?

Når du deltager i det nationale forskningsprojekt CRAFT, får du som pårørende i Thisted Kommune ad-gang til rådgivning og selvhjælpsmateriale.

Formålet med CRAFT er:

· At motivere den drikkende til at komme i behandling
· At den pårørendes livskvalitet bedres, uanset om den drikkende går i behandling eller ej.

Du bliver rustet til at ændre adfærd, til at passe bedre på dig selv og kommunikere mere hensigtsmæssigt med den drikkende. Den første samtale finder sted i Behandlerhuset Farverstræde.