Temadage hjælper nye danskere med sundhed

To temadage skal hjælpe nydanskere i Thisted Kommune med at forstå sundhedssystemet, og hvordan børnelivet fungerer i Danmark.

01-10-2018Nyhed

Som ny i Danmark er der mange ting, som kan være uklare eller svære at forstå.

Hvem skal man for eksempel kontakte, når man bliver syg? Hvad er det for noget tøj, et barn skal have med i børnehave? Og hvordan laver man en sund madpakke til sit barn?

Det er spørgsmål som disse, at to temadage den 1. og 2. oktober på Thisted Sprogcenter skal hjælpe nye danskere med at svare på. Temadagene rummer tre workshops, som sætter fokus på, hvordan sundhedssystemet fungerer, og hvad man skal være opmærksom på som forældre i Danmark, og hvordan man i øvrigt lever og spiser sundt.

Livsstil og daginstitutioner

Det sidste er vigtigt, fordi udlændinge generelt kæmper med livsstilssygdomme som blandt andet type 2-diabetes, fortæller konsulent Cathy Brown Stummann, fra Thisted Kommunes afdeling for Asyl og Integration.

- Vi ser de to dage som en del af kommunens forebyggende indsats med udlændinge. Vi inddrager fagpersoner fra Sundhed og Kvalitet samt Integration, og læger fra Sund Nord, så vi kan klæde nydanskere bedre på til at spise sundt, støtte deres børn i skoler og daginstitutioner, og forstå hvor de skal hen, hvis de eller deres børn bliver syge eller har brug for en anden slags hjælp fra sundhedssystemet, siger hun.

Sproglærere deltager i alle workshops og kan derfor være med til at støtte både læring på dagen og knytte nøglepunkter til deres egen undervisning efterfølgende.

Asyl og Integration forventer, at omkring 115 kursister fra mange forskellige lande deltager i de tre workshops.

Kontaktinfo

Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 42 41
E-mail: asylintegration@thisted.dk