Barn fløjet til AUH til behandling

17 børn i selskab med to pædagoger og en pædagogstuderende fra Hundborg Børnehus, var mandag formiddag på udflugt i Thisted.

29-01-2018Pressemeddelelse

Opdatering kl. 15.00:
Opdatering på hændelsen i Christiansgave

Thisted Kommune har netop fået at vide, at drengen, der mandag d. 29 januar blev ramt af en nedfalden gren, er vågnet.

I forbindelse med uheldet i Christiansgave i Thisted, mandag d. 29. januar, hvor en fireårig dreng og en pædagogstuderende blev ramt af en nedfalden gren, kan Thisted Kommune nu meddele, at drengen er ved bevidsthed.

- Vi har lige fået en SMS fra forældrene, der fortæller at drengen har spist en is og sunget en lille sang, så det er vi naturligvis alle lettede over, fortæller Martin Kondrup Knudsen, chef for Dagtilbud, PPR, Asyl og Integration ved Thisted Kommune.

Forældre afviser beskyldninger
Et lokalt medie har antydet at Hundborg Børnehus har handlet uansvarligt ved at tage på tur gennem Christiansgave, når DMI mandag morgen har udsendt stormvarsel. Tidligere i dag har Thisted Kommune kommenteret overfor det pågældende medie, at da der ikke var tale om en beredskabsmeddelelse, der frarådede al færdsel udendørs, blev det ikke vurderet at der var så blæsende, at børnene ikke kunne komme ud.

- Vi mener stadig, der er tale om et hændeligt uheld - og den slags er vanskelige at gardere sig imod, forklarer Martin Kondrup Knudsen.

Forældrene til den ramte dreng bakker kommunen op i den udtalelse, og tager skarpt afstand fra den holdning at det skulle være børnehavens skyld:

- Vi bebrejder på ingen måde børnehaven - eller andre for den sags skyld - og vi vil gerne understrege at vi betragter det som et uheld og intet andet. Vi bakker 100 % op om børnehaven, der i vores øjne er verdens bedste og tryggeste af slagsen.

Oprindelig pressemeddelelse:

Da gruppen gik gennem plantageområdet i Christiansgave omkring kl 10, tog vinden til. Uheldigvis rev en enkelt gren sig løs fra trækronerne. Grenen ramte ved nedfaldet først den pædagogstuderende, og derefter et af børnene.

Slaget resulterede i en kraftig læsion for både den studerende og barnet, hvorfor lægehelikopteren fra Aalborg Universitetshospital blev tilkaldt. Barnets forældre blev omgående orienteret, og faderen til drengen fløj med i lægehelikopteren. Moderen til drengen kørte selv til AUH.

Den pædagogstuderende var efter uheldet indlagt på sygehuset i Thisted, men blev udskrevet igen samme eftermiddag.

- Vi er frygtelig kede af og chokerede over, at et sådant uheld kan ske midt i Thisted. Blæsten får en gren til at rive sig løs, og at den så netop rammer først en pædagogstuderende og så et af børnene, er sort uheld, udtaler Martin Kondrup Knudsen chef for dagtilbud. Han fortsætter:

- Vi følger situationen meget tæt, og har aktiveret vores pædagogiske psykologiske beredskab (PPR). Børnene såvel som pædagoger og den studerende fik krisehjælp samme eftermiddag.

Drengen er fortsat indlagt på Aalborg Universitetshospital.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00