Revision Limfjord er Thisted Kommunes sundeste virksomhed 2018

Social- og Sundhedsudvalget har kåret Revision Limfjord til vinder af prisen som Kommunens sundeste arbejdsplads 2018. Prisen blev overrakt mandag.

10-12-2018Nyhed


Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Ida Pedersen, overrækker vandrepokalen og pengepræmien til Allan Galsgaard, partner i Revision Limfjord.

Revision Limfjord har gjort et flot arbejde for sundhed på virksomheden, og honoreres derfor med prisen som Thisted Kommunes sundeste virksomhed 2018. Ved udvælgelsen blev der lagt vægt på, hvad virksomheden har gjort for deres medarbejderes sundhed i forhold til kost, motion, rygning, alkohol og generel trivsel.

Årets vinder, Revision Limfjord, skiller sig blandt andet ud ved, at der har stort fokus på betydningen af bevægelse i arbejdstiden. Virksomheden har blandt andet indført ”Officefit”, som giver medarbejderne mulighed for at være aktive, samtidig med at de arbejder. Eksempelvis kan de benytte sig af et gå-bånd eller en motionscykel, der giver dem mulighed for at bevæge sig, mens de samtidig kan løse deres arbejdsopgaver.

Revision Limfjord anser stress som et vigtigt fokusområde, hvorfor alle medarbejdere på virksomheden har deltaget i undervisningsseancer omkring stresshåndtering, kalenderplanlægning, kommunikation og andre emner, som kan forebygge stress i hverdagen.

Social- og Sundhedsudvalgets formand, Ida Pedersen, fortæller om valget af Revision Limfjord som vinder:

- Vi har valgt Revision Limfjord som vindere, fordi de formår at tænke på medarbejdernes sundhed hele vejen rundt. Med deres tilgang til både aktivitet i løbet af arbejdsdagen, fokus på trivsel samt at forebygge stress, er de et godt eksempel på den måde, vi gerne vil tænke sundhed på i Thisted kommune. Vi er derfor glade for at kunne kåre Revision Limfjord som vinder af Thisted Kommunes Sundhedspris 2018.

Revision Limfjord siger selv om udnævnelsen som Thisted Kommunes sundeste virksomhed 2018:

- Vores medarbejderes trivsel er meget vigtig for os, og initiativer som fremmer deres sundhed er et af de om-råder vi arbejder med. Derfor glæder det os naturligvis, at vi nu kan prale af at være Thisted kommunes sundeste arbejdsplads 2018, siger Josephine Sander Kierstein, markedsføringsansvarlig i Revision Limfjord.

Tæt konkurrence om prisen

Prisen blev uddelt på baggrund af indkomne ansøgninger, hvor også Plejecenter Kristianslyst var med i opløbet om at vinde prisen som den sundeste virksomhed 2018. Plejecenter Kristianslyst har ligeledes gjort et stort stykke arbejde for medarbejdernes sundhed, det var derfor marginale forskelle, der gjorde, at Revision Limfjord løb med prisen.

Prisen blev overrakt mandag den 10. december af formand for Social- og Sundhedsudvalget, Ida Pedersen. Med prisen følger en stor indgraveret vandrepokal samt 5.000 kroner, som kan bruges på endnu mere sundhed på arbejdspladsen.

Thisted Kommunes Sundhedspris

Prisen uddeles én gang årligt, som et led i arbejdet med Sundhedspolitikken 2015-2018, der blandt andet har som målsætning at holde arbejdsstyrken sund. Den uddeles i år for 4. gang. Prisen er tidligere blevet givet til FF Hanstholm i 2015, Bach Composite Industry (nu Jupiter Bach) i 2016 og senest Enggården i 2017.

Kontaktinfo

Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
bss@thisted.dk