Det kribler og krabler i Thisted Kommune

Thisted kommune får 50.000kr til pilotprojekt om Krible Krable.

12-10-2017Pressemeddelelse


- Vi vil rigtig gerne inspirere børn i daginstitutioner og indskoling til at opleve, undersøge og udforske den fine natur vi har så meget af i Thy. Både den nære lige udenfor vores dør, og den vilde i fx Nationalpark Thy, siger naturvejleder Søren Krag, Thisted Kommune.

Thisted Kommune er, sammen med fire andre kommuner, udpeget til at lave pilotprojekter om Krible Krable. Visionen med Krible Krable er, at børn, uanset om de bor i byen eller på landet, bliver inspireret til at undersøge og udforske den nære natur og dens beboere gennem spændende aktiviteter, nysgerrighed, leg og læring. Bevillingen fra Krible Krable-projektet er støttet af Nordea-fonden.

- Meningen er, at vi skal lave faciliteter der inspirerer, og samtidigt er lettilgængelige. Vi vil lave Insekto-teket, et Krible Krable-land med nektarplanter, insekthoteller og minilabyrint, i tilknytning til legepladsen i byparken Christiansgave i Thisted, uddyber Søren Krag.

Nationalpark Thy vil samtidigt indrette en udstilling i Lodbjerg fyr med effekter og redskaber, som de besøgende kan tage med ud og undersøge det omkringliggende landskab. Udstillingen og undersøgelsesgrejet skal målrettes børnefamilier, dagtilbud og skoler, med udgangspunkt i den nærliggende natur i Nationalpark Thy.

- Det er rigtig godt, at vi med Krible krable midlerne får mulighed for at samarbejde med Thisted Kommune om formidlingen i Nationalpark Thy. Jeg ser frem til samarbejdet med kommunens naturvejleder, udtaler Bo Immersen, projektleder i Nationalpark Thy.

Faciliteterne i Christiansgave og Lodbjerg bliver kædet sammen med undervisningsforløb og et lærerkursus. Det er meningen at faciliteterne indvies i maj, samtidigt med at DR Ramasjang kører et Krible Krable-tema i på DR, og naturvejledere laver Krible Krable arrangementer landet over.

Pilotprojektet er et samarbejde mellem Kultur og fritid, Børne- og Familieforvaltningen og Teknik og Erhverv, Thisted Kommune samt Nationalpark Thy


Fakta:
  • Krible Krable-universet er udviklet i et samarbejde mellem Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang.
  • Projektet er støttet med 4,8 millioner kroner af Nordea Fonden.
  • Målgruppen er 0-8 årige børn i daginstitution, skole og SFO, samt og pædagoger, lærere, pæda-gogstuderende og børnefamilier.
  • Formålet med projektet er at inspirere børn og voksne til at gå på opdagelse i naturen, samt at motivere og ruste pædagoger og lærere til at igangsætte Krible Krable-aktiviteter, forløb og projekter på egen hånd.
  • I maj 2017 var der 800 deltagende daginstitutioner, skoler og SFO'er.
  • I maj 2017 deltog 60.000 børn og voksne i Krible Krable