Elevers læring og trivsel skal vi styrke med forskning

Med 21 millioner fra A. P. Møller-fonden i ryggen går Thisted og 11 øvrige kommuner sammen med LSP/Aalborg Universitet og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling - nu i gang med et af de mest ambitiøse skoleudviklingsprojekter i landet. Over de næste fire år skal de deltagende skoler have et betydeligt løft og kunne dokumentere mærkbare forbedringer for elevernes læring og trivsel.

04-11-2014Pressemeddelelse

Økonomien er nu på plads og dermed lyder startskuddet til et af de mest ambitiøse forskningsbaserede projekter i den danske folkeskole, efter at den nye folkeskolereform er trådt i kraft. Projektet skal i løbet af de næste fire år både kortlægge og udvikle kompetencerne hos medarbejderne på kommunens folkeskoler, så undervisningen bliver styrket og forbedret.

 

Projektet har sit afsæt i forskningsinformeret viden om undervisning og læringseffekter og har som sit overordne formål at understøtte målene i den nye skolereform. Projektet skal dermed skabe en bedre folkeskole med fokus på elever, som trives og lærer under optimale rammer.

 

Mulighed for at måle og evaluere effekten af undervisning

I Thisted Kommune er det i høj grad muligheden for at evaluere effekten af undervisningen samt at udvikle kompetencerne hos medarbejderne, som er baggrunden for forvaltningens og skoleledernes beslutning om at deltage i projektet:

 

- Vores ambition er at professionalisere og styrke de pædagogiske medarbejdernes kompetencer samt at have fokus på målstyret undervisning og dermed effekten af undervisningen. Dette fokus skulle gerne resultere i, at vores elever bliver dygtige og trives, uanset hvilken baggrund de kommer i skole med, siger Anette Kjeld Toft, der er konsulent i Undervisning og Fritid, Thisted Kommune.

 

Hun fortæller videre, at:

 

- I og med at projektet er forskningsunderstøttet, bliver resultaterne mere præcise, og vi kan derfor meget bedre styre direkte mod at nå både de overordnede mål med folkeskolereformen samt resultatmålene.

 

Første skridt inddrager elever, lærere, ledere og forældre

For Thisted Kommunes bliver første skridt, at elever, lærere, ledere og forældre på hver skole skal udfylde et spørgeskema. Det giver input til en samlet rapport med ny viden om, hvordan det går på hver skole og det enkelte klassetrin, hvad angår læring og trivsel. Kortlægningen belyser også forskellen på drenges og pigers læring og trivsel – og de udfordringer, de hver især har.

 

Ud fra kortlægningen vil de deltagende aktører – forvaltninger, skoleledere, lærere og pædagoger – sammen med COK og forskere fra Aalborg Universitet sætte gang i målrettet kompetenceløft og pædagogisk udvikling på hver enkelt skole.

 

Baggrund

Udviklingsprogrammet med titlen ’Forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling’ har netop modtaget en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 21 millioner kroner. Oven i det beløb bidrager de involverede kommuner selv med omkring 57 millioner kroner – primært i form af arbejdstid. Det er det hidtil største projekt, som A. P. Møller Fonden har valgt at støtte.

 

Thisted Kommunes egenbetaling er 650.000 kr., fordelt over en fireårig periode.

 

Projektet, der omfatter en tiendedel af landets elever og lærere, er inspireret af canadiske, svenske og norske erfaringer. Der skeles især kraftigt til den skoleudvikling, der med succes siden 2004 er gennemført på 5.000 skoler i Ontario-provinsen i Canada – med resultater, der nyder international anseelse.

 

Læs mere om projektet på http://cok.dk/forskningsinformeret-malstyret-skole-kompetenceudvikling

 

Mere information

Hanne Toft Andersen

undervisningschef

Mobil: 20 92 08 58