Tale-, sprog- og stemmevanskeligheder

KommunikationsCenter Thisted tilbyder undervisning til personer med tale-, sprog- og stemmevanskeligheder.
Disse vanskeligheder dækker over en lang række af lidelser. I det følgende nævnes kun 3 overordnede områder.

DYSARTRI.


Dysartri er en neurologisk betinget forstyrrelse af talens motorik.

Målgruppe:
Voksne med dysartri.

I dysartri undervisningen skelner man mellem:

1. Dysartri, der skyldes akut opståede skader i hjernen - apopleksi og hjernetraumer (ikke-progredierende dysartri).
2. Dysartri, der skyldes Parkinson - Sklerose - ALS o.a. (progredierende dysartri).

Undervisningen tager udgangspunkt i DTHS´s (dansk tale/høre/synsinstution) vejledning, der bygger på en ICF-baseret forståelsesramme, idet man tilstræber en fælles terminologi.

Mål:

Der arbejdes ud fra individuelle målsætninger, som overordnet bygger på:

-At begrænse/afhjælpe de talemotoriske forstyrrelser.
-At fremme de kommunikative færdigheder.
-Der ydes rådgivning/vejledning til den dysartriramtes nærmiljø.

Form:

Undervisningen foregår fortrinsvis som eneundervisning, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes situation og kommunikative vanskeligheder.

Undervisningen tilbydes på KommunikationsCenter Thisted, Sundhedscenter Limfjorden, Nykøbing Mors og på Dragsbækcentret, Thisted. I særlige tilfælde kan undervisningen foregå i eget hjem.

____________________________________________________

 
STEMMEUNDERVISNING / DYSFONI.

Målgruppe: Personer med stemmeproblemer som følge af:

  1. Forkert stemmebrug
  2. Operative indgreb
  3. Sygdomme

Ad 1: Ved forkert stemmebrug vurderes stemmen (subjektiv/objektiv) som afvigende i forhold til de krav der stilles til den arbejdsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller socialt. Kan også udløses af psykisk stress.

Ad 2: Operationer i hals/lungeregionerne kan medføre en recurrensparese (lammelse af stemmebånd)

Ad 3: Sygdomme kan eks. være: laryngit - noduli stemmebåndspolypper - ødemer.

I alle tilfælde kan kommunikationsevnen påvirkes i en sådan grad, at de daglige krav til stemmens funktioner ikke kan honoreres.

Forud for en logopædisk stemmeundersøgelse skal der foretages en grundig halslægeundersøgelse.
Dette sker for at udelukke sygdomme i larynx der kræver medicinsk eller kirurgisk behandling.

Mål:
Halslægens og logopædens undersøgelser danner grundlag for den individuelle målsætning.

Det overordnede formål er: 

    -At afhjælpe de specifikke stemmeproblemer. 
    -At blive bevidst om egen stemme og lære sig en god stemmeomsorg
    -At få kendskab til stemmetekniske redskaber.

Form:
Undervisningen foregår som eneundervisning på KommunikationsCenter Thisted, Sundhedscenter Limfjorden, Nykøbing M. og på Dragsbækcentret, Thisted.

_____________________________________________________

AFASI

Ordet afasi er græsk og betyder nedsat evne til at anvende sproget.



Målgruppe:

Voksne med afasi.


Årsagen til afasi er oftest: 

    -blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, også kaldet apopleksi. 
    -kraniebrud ved trafikuheld, arbejdsulykke eller voldsskader 
    -svulst i hjernen

Ved afasi er det selve sproget, der er gået i stykker. Man kan derfor have besvær med: 

    -at finde ord 
    -at danne sætninger 
    -at læse 
    -at stave 
    -og at forstå andres tale

Skaden er ofte i venstre hjernehalvdel.


Mål:

Der arbejdes med individuelle målsætninger som overordnet bygger på:

Udredning og foranstaltningsforslag:

-At blive bevidst og bekendt med egne vanskeligheder og ressourcer
-At opnå kendskab til og erfaring med strategier til mestring af de opståede vanskeligheder og den forandrede livssituation

Form:

På KommunikationsCenter Thisted tilbydes der eneundervisning, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes situation og kommunikative vanskelighed.

Undervisningen foregår på KommunikationsCenter Thisted, Sundhedscenter Limfjorden, Nykøbing M og på Dragsbækcentret, Thisted.

I særlige tilfælde kan undervisningen foregå i eget hjem.