UNDERVISER


Torben Snedker

Generelle indlæringsvanskeligheder

Kommunikationscenter Thisted tilbyder undervisning til personer med generelle indlæringsvanskeligheder
efter Lov om specialundervisning for Voksne.

Formålet med undervisningen er at kompenser for de vanskeligheder, der følger af at have generelle indlæringsvanskeligheder herunder at 

    -forbedre eller vedligeholde et fagligt standpunkt 
    -forbedre den enkeltes handlemuligheder 
    -øge den enkeltes selvværdsfølelse 
    -give den enkelte bedre muligheder for at kunne indgå i samfundet.


Tilrettelæggelse:

Undervisningen tilrettelægges ud fra den enkeltes evner og forudsætninger og tilsigter, at der opnås en
større selvstændighed i forbindelse med at løse dagligdagens problemer.

Undervisningen foregår på små hold. I ganske særlige tilfælde kan der for en kortere periode gives enmands- undervisning.


Indhold:

Eksempler på undervisningsområder : 

    -EDB 
    -dansk 
    -regning 
    -kommunikationsundervisning 
    -samtidsorientering

Undervisningen er gratis, og der kan ydes befordringsgodtgørelse efter gældende regler.

Forud for et evt. tilbud skal den kommende deltager medvirke i en samtale, hvor forudsætninger,
ønsker og behov drøftes og den overordnede målsætning aftales.

Før der gives et undervisningstilbud kan det være nødvendigt at deltagere medvirker i udredende undervisning, hvor formålet er at afdække deltagerens vanskeligheder og potentialer mhp. udarbejdelse af en undervisningsplan.


--------------------------------------------------------------------------------


Mette Holm, 23 år og ordblind, beskriver nogle vanskeligheder i hverdagen.

Dette er skrevet vha. programmet CDord.

Ugeavisen. Det der er svært for mig er at læse avisen. Jeg går avisen hurtigt igennem og læser de store bogstaver og springer det andet over. Jeg har svært ved at læse det med de små bogstaver og derfor springer jeg det over. Har meget lyst til at læse avisen, men kan ikke overskue det og det synes jeg er træls.

Reklamer. På samme måde har jeg det med reklamer, men der er det lidt nemmere, for der er flere billeder, så man kan se hvad tingene er, men stadigvæk er det svært at overskue for mig, for der er mange ting, man skal læse stadigvæk.

Menu kort. Når jeg skal læse et menukort, så får jeg tit andre til at læse det for mig, fordi jeg ikke synes jeg kan læse det og så bliver det for svært for mig. Så er det nemmeste, at få andre til at læse det for mig. Selv om jeg gerne vil.

Breve. Jeg kan ikke læse breve. Jo, så skal det være nogle breve, som jeg ved hvad der står der i. Får tit andre til at læse og forklare mig hvad der står deri. Det kan nogle gange godt være træls, at man hele tiden skal ha hjælp til at få et brev læst op.

Skilte. Når jeg kikker på et skilt, kan jeg ha svært med at aflæse skiltet. Med mindre jeg ved hvad skiltet skal betyde, og det er tit jeg ikke ved hvad skiltet betyder. Og så gider jeg ikke læse det. Ellers får jeg andre til og læse det for mig og forklare mig det.

Bussen. Jeg kan godt ha svært ved at tage bussen. Når jeg ikke ved hvad der står på busserne. Selvfølgelig ved jeg hvad der står på nogle at busserne. Dem jeg har taget mange gange, men ikke dem jeg ikke har taget før. Jeg har oplevet en gang jeg tog et forkert tog, fordi jeg ikke kunne læse hvad der stod på toget.

Indkøbsliste. Jeg har svært ved at overskue en indkøbsliste. Jeg har svært ved at læse og det gør så, at jeg har svært ved at skrive, hvad jeg ville købe ind. Derfor skriver jeg ikke en indkøbsliste ned når jeg skal handle.

Indkøb. Jeg har svært ved at købe ind når jeg ikke så godt kan læse hvad der står på varen. Når det står med småt springer jeg det over.

Facebook. Jeg har nogle gange svært ved at læse det der står inde på facebook. Hvis der står mange nye ord så kan jeg ikke forstå hvad de andre skriver. Jeg har også selv svært ved at skrive derinde på facebook. Nogle gange kan jeg godt komme til at skrive forkert. De andre spørger mig hvad det er jeg skriver og det kan nogle gange godt gå mig på.


Men når alt er sagt og skrevet ned, vil jeg slutte af med, at jeg har det godt, og er kommet oven på det hele. Der er kommet ro på. Det jeg synes der er svært for mig, det skubber mig frem til at prøve noget nyt, som jeg har svært ved, men jeg prøver det alligevel. Jeg kan overskue hverdagen bedre. Ugeavisen læser jeg ikke men hører nyheder i sted for.