Alarmopkald via SMS


SMS-service til døve, høre- og talehæmmede

Døve og alarm opkald til 112.
Døve, høre- og talehæmmede kan sende en sms direkte til
alarmcentralen (112),hvis de har brug for akut hjælp


Nummeret er fortroligt for at forhindre misbrug og kan derfor ikke offentliggøres.

Henvend dig på KommunikationsCenter Thisted og få nummeret oplyst, hvis du bor i Thisted eller Morsø kommuner.

Hvis du får brug for at sende en sms til alarmcentralen skal der stå,

-hvem man er
-hvad der er sket,
-hvor det er sket.

Så vurderer alarmcentralens personale på sædvanlig vis, hvilken hjælp der er brug for.
Det er Rigspolitiet og blandt andre Danske Døves Landsforbund og Høreforeningen,
som har indledt et samarbejde om sms-servicen.

Når du sender SMS til alarmcentralen skal du gøre således:

Eksempel:

Hvem? Jens Petersen!
Hvor?   Rådhusvej 10, 2900 Hellerup!
Hvad?   Hjertestop, Ambulance!

Det er vigtigt med en fuldstændig korrekt adresse - vej, nummer og by.
Ellers kan alarmcentralen ikke formidle den korrekte hjælp.

Så er din SMS klar til at blive sendt.

Kod nummeret ind!
Det er en god idé at kode nummeret ind på mobiltelefonen, og oprette en
skabelon med oplysningerne: Hvem? (dit navn), Hvor? - og Hvad?
Så kan du hurtigt hente beskeden frem og taste dine oplysninger ind.


Ofte stillede spørgsmål:

Hvor i landet sendes min SMS hen?
Alle SMS opkald til Alarmcentralen bliver modtaget på en landsdækkende central
beliggende i Århus. Alarmcentralen sporer hvorfra i landet beskeden er sendt og
vælger det nærmeste beredskab ud fra adressen. Derfor er det meget vigtigt med
korrekte oplysninger om adressen.

Hvor hurtigt kommer SMS'en frem?
SMS'en til Alarmcentralen kommer lige så hurtigt frem som almindelige SMS'er.
Det afhænger dog af den øvrige mobil-trafik på telenettet.

Får man svar fra alarmcentralen, når man har sendt en sms?
Ja! Man får altid svar tilbage, såfremt SMS´en er modtaget på alarmcentralen.
Hvis ikke man får svar fra alarmcentralen indenfor kort tid - SKAL det betragtes
som om, at din SMS ikke er nået frem til alarmcentralen. Send derfor sms igen.
Det er kun, såfremt du ikke får svar tilbage fra alarmcentralen, at du skal sende en SMS igen.

Hvor hurtigt når hjælpen frem?
Det afhænger af ambulance operatøren (Falck eller kommunalt brandvæsen). Ved akutte
opgaver (udrykning), går der dog ikke ret lang tid. Alarmcentralen formidler kun anmodningen
om hjælp - Det er så op til den enkelte beredskabsoperatør at løse opgaven så hurtigt som muligt.

Kan nummeret bruges hvis jeg opholder mig i udlandet?
Nej - nummeret kan kun bruges, når du befinder dig i Danmark.

Skal jeg kontakte Alarmcentralen hvis ulykken sker på en motorvej?
Ja, hvis der er tilskadekomne eller hvis køretøjet holder på vejbanen og kan være til fare.