Hanstholm Havn

Hanstholm Havn har igennem næsten 50 år været et vigtigt erhvervsaktiv for Thisted Kommune. Havnen er med til at skabe stor beskæftigelse og udvikling i kommunen.
Hanstholm Havn beskæftiger mere end 1.600 personer omkring havneaktiviteterne. Den er Danmarks største konsumfiskerihavn og derfor også en af de vigtige aktører inden for erhvervsudviklingen i Thisted Kommune.

Først og fremmest fiskerierhvervet har skabt en række afledte erhvervsaktiviteter på havnen, for eksempel fiskeauktion, samlecentraler, forarbejdningsindustri, servicevirksomhed samt shipping- og eksportvirksomhed.

Hanstholm Havn er en kommunal selvstyrehavn ejet af Thisted Kommune. Havnen er en selvstændig virksomhed, der overordnet styres af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal derfor godkende havnens samlede økonomi, og vælger tilmed havnens bestyrelse. Havnens daglige ledelse varetager havnebestyrelsen.

I samarbejdet mellem Thisted Kommune og Hanstholm Havn er der fokus på at udvikle og styrke den eksisterende havnedrift, så mulighederne for en havneudvidelse underbygges. I tæt sammenhæng hermed vil man tage udgangspunkt i eksisterende udvidelsesplaner, med fokus på ydermoler, besejlingsforhold og udvikling af baglandsarealer.

Indsatserne vil kunne bidrage til vækst og beskæftigelse i Thisted Kommune og kommunens opland.

Du kan læse mere om Hanstholm Havn på www.hanstholmhavn.dk


Kontaktinfo

Erhverv
Asylgade 30
Telefon: 99 17 17 00
Fax: 99 17 22 64
E-mail: erhverv@thisted.dk