Alkoholbevilling


Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune har nedsat et Bevillingsnævn til at træffe afgørelse i sager, der efter restaurationsloven er henlagt til Kommunalbestyrelsen.

Bevillingsnævnet behandler ansøgninger om alkoholbevilling, fornyelse af alkoholbevilling, udvidet åbningstid samt godkendelse af bestyrer af forretningsstedet.

Alkoholbevilling
Reglerne om alkoholbevilling m.v. findes i Restaurationsloven, lovbekendtgørelse om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. nr. 135 af 18. januar 2010 med senere ændringer.

Hvis man ønsker at servere stærke drikke (alle drikke med en alkoholprocent højere end 2,8 %), er det et krav, at man udover et næringsbrev har en alkoholbevilling. En alkoholbevilling gælder max. 8 år, men vil ofte være begrænset tidsmæssigt. Der kan læses mere om de betingelser, der skal være opfyldt for at få en alkoholbevilling i restaurationsplan, som er gældende for kommunerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

Se restaurationsplanen 

Ansøgningsskema, vejledning m.v. til ansøgning om alkoholbevilling, kan rekvireres hos Midt- og Vestjyllands Politi, Tilladelser og Bevilling, Nørreport 1, 7500 Holstebro. eller ved at benytte dette link:
https://www.politi.dk/da/borgerservice/blanketter/

Ansøgning om alkoholbevilling afleveres til Midt- og Vestjyllands Politi, Ledelsessekretariatet, som også kan give vejledning om udfyldning af ansøgningsskemaet og vedlæggelse af dokumentation.

Politiet foretager den nødvendige sagsbehandling og sender derefter ansøgningen med bilag og indstilling til Bevillingsnævnet, som er nedsat af Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune.

Særligt om udvidet åbningstid
Såfremt der ansøges om udvidet åbningstid, vil dette som overvejende hovedregel betyde, at der meddeles adgang til udvidet åbningstid på torsdage, fredage, lørdage, dagen før en helligdag samt 2. juledag. I tilfælde af helt specielle ønsker omkring udvidet åbningstid i anledning af f.eks. særlige lejligheder bør dette angives i ansøgningsskemaet om alkoholbevilling, således at der kan ske en samlet behandling. En efterfølgende ansøgning om udvidet åbningstid kan ikke forventes efterkommet.

Læs mere om Bevillingsnævnet i Thisted Kommune

Selvbetjening