Dambrug vand og vandløb

Her kan du læse mere om søer, vandløb, dambrug og vandrammedirektivet.

Tilsyn

Vandløb og søer er et område, hvor overvågning og tilsyn er delt mellem stat og kommune, da det er statens miljøcenter, der står for overvågning af vandløb og søer, mens det er kommunen, der fører tilsyn.
Thisted Kommune har i sit høringssvar til staten i forbindelse med vandrammedirektivets idéfase stillet flere forslag om aktiviteter, der skal forbedre miljøtilstanden i søer og vandløb.
Hent høringssvaret her. Læs mere om vandrammedirektivet her.

Vandløb

I Thisted kommune har vi ca. 300 km kommunale vandløb og ca. 200 km private vandløb.

På alle kommunale vandløb er der udarbejdet et regulativ, som beskriver vandløbets skikkelse, målsætning samt vedligeholdelse. I denne forbindelse betyder ordet ’vedligeholdelse’, at det er vandføringsevnen, der skal vedligeholdes, ikke den biologiske diversitet og mangfoldighed.

Med vandrammedirektivet stilles der krav om, at vandløbene skal have ’god økologisk tilstand’, hvilket forventes at komme i konflikt med regulativernes prioritering af vandføringsevne.

Vedligeholdelse af vandføringsevnen er forskellig udefra målsætning og størrelse og kan ske ved manuel/maskinel grødeskæring, maskinoprensning og grødeskæring med grødeskærer (båd). Dette arbejde udføres af forskellige entreprenører samt kommunens eget personale.

Kommunen registrerer i samarbejde med Miljøcenter Ålborg og Orbicon vandføringen på en række stationer. Få et opdateret billede af vandstanden på følgende stationer:

I Thisted kommune har vi ca. 300 km kommunale vandløb og ca. 200 km private vandløb.På alle kommunale vandløb er der udarbejdet et regulativ, som beskriver vandløbets skikkelse, målsætning samt vedligeholdelse. I denne forbindelse betyder ordet ’vedligeholdelse’, at det er , der skal vedligeholdes, ikke den biologiske diversitet og mangfoldighed.Med vandrammedirektivet stilles der krav om, at vandløbene skal have ’god økologisk tilstand’, hvilket forventes at komme i konflikt med regulativernes prioritering af vandføringsevne.Vedligeholdelse af vandføringsevnen er forskellig udefra målsætning og størrelse og kan ske ved manuel/maskinel grødeskæring, maskinoprensning og grødeskæring med grødeskærer (båd). Dette arbejde udføres af forskellige entreprenører samt kommunens eget personale.Kommunen registrerer i samarbejde med Miljøcenter Ålborg og Orbicon vandføringen på en række stationer. Få et opdateret billede af vandstanden på følgende stationer:

Tømmerby Kanal, Horsodde

Vis vandstand

Storå, Kåstrup

Vis vandstand

Arup Vejle

Vis vandstand 

Sjørring Sø, Færgeborg

Vis vandstand

Årup Å, Årup

Vis vandstand

Tegå, Ove Sø 

Vis vandstand 

Hvidbjerg Å, Hvidbjerg Møllegård

Vis vandstand 

Vandløbsrestaurering

Mange af de vandløb, der gennem tiden er blevet reguleret kraftigt ved udretning, rørlægning, inddæmning mv. , ønsker man at føre tilbage til en naturlignende tilstand ved en vandløbsrestaurering.

Det mest kendte eksempel på en vandløbsrestaurering er Skjern Å-projektet, hvor store dele af Skjern Å blev genslynget efter i mange år at have været en snorlige afvandingskanal.

Dyrkningsfrie bræmmer
Langs naturlige og højt målsatte vandløb og søer over 100 m2 skal der være en 2 meter bred dyrkningsfri bræmme. Bræmmens formål er at forhindre udskridning af brinkerne og derved hindre, at bl.a. jord - og dermed fosfor - kommer ud i vandmiljøet.
I bræmmen må der ikke jordbehandles, graves eller plantes, men der må godt græsses eller tages slæt.

Dambrug
I Thisted Kommune har vi for tiden 3 dambrug. Miljøafdelingen fører årligt et anlægstilsyn og et miljøtilsyn.
I marts/april udtages en faunaprøve opstrøms og nedstrøms dambruget for at man kan se, om dambruget påvirker vandløbets dyreliv.

Søer
Vi har i vores kommune nogle af landets reneste søer, hvoraf flere er udpeget som naturvidenskabeligt referenceområde.

Vandet Sø og Nors Sø samt alle de øvrige søer i Hansted-reservatet er A-målsatte ligesom ’søerne’ i Vejlerne.

I Nationalpark Thy findes et stort antal større eller mindre søer. De fleste af disse er uden til- eller afløb, meget næringsfattige og meget sårbare.

De fleste af kommunens øvrige søer er en del af et vandløbssystem og kraftigt påvirket heraf.
Disse søer er B-målsatte. Viborg Amt gennemgik i et notat i 2003 søerne, og kun enkelte af søerne opfyldte målsætningen, og det er vores vurdering, at en række af disse søer ikke vil kunne opnå god økologisk tilstand i 2015.

Vandrammedirektiv

Vandrammedirektivet (eller direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger) vil udgøre den overordnede ramme for beskyttelsen af vandløb og søer, overgangsvande (flodmundinger, laguner o.l.), kystvande og grundvand, og en række gamle direktiver på vandområdet bliver ophævet efterhånden som reguleringen efter vandrammedirektivet træder i kraft. Derudover vil flere nye direktiver blive vedtaget som en direkte følge af bestemmelser i vandrammedirektivet, herunder direktiver om grundvand og om regulering af prioriterede, miljøfarlige stoffer.

Med vandrammedirektivet er der sket et skift i reguleringen på vandområdet inden for EU. Hvor den hidtidige EU-lovgivning på området har været meget detaljeret og har stillet konkrete krav til medlemslandene, er vandrammedirektivet - som i øvrigt integrerer flere af de eksisterende direktiver - i højere grad en rammelov. Direktivet fastsætter en række miljømål der skal opfyldes inden for en fastsat frist, og opstiller overordnede rammer for den administrative struktur, for planlægning og gennemførelse af tiltag og for overvågning af vandmiljøet. Hvordan rammerne udfyldes, er i vid udstrækning overladt til de enkelte medlemslande.

Vandrammedirektivets formål
Formålet med vandrammedirektivet er at sikre beskyttelse af vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Dette skal ske ved:
at forebygge yderligere forringelse og beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand og, hvad angår deres vandbehov, også tilstanden for jordbaserede økosystemer og vådområder der er direkte afhængige af vandøkosystemerne, at fremme bæredygtig vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer,
at sigte mod forøget beskyttelse og forbedring af vandmiljøet bl.a. gennem specifikke foranstaltninger til progressiv (vedvarende) reduktion af udledninger, emissioner og tab af prioriterede stoffer og ophør eller udfasning af udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer,
at sikre progressiv reduktion af forurening af grundvand og forhindre yderligere forurening heraf,
at bidrage til at afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke.

Vandrammedirektivets miljømål
Vandrammedirektivet fastsætter en række konkrete miljømål.

Et af de helt centrale mål er at forebygge forringelser af overfladevandets og grundvandets tilstand. Hvor tilstanden i overfladevand eller grundvand allerede er forringet, skal medlemslandene foretage forbedringer. Det overordnede mål er således at alle vandområder senest i december 2015 har opnået mindst en "god tilstand". For overfladevand betyder det at der både skal være en god økologisk tilstand og en god kemisk tilstand. Det indebærer først og fremmest at der skal være gode livsbetingelser for dyr og planter. Den menneskelig påvirkning af dyr og planter må således kun føre til mindre afvigelser i artssammensætning og individantal i forhold til hvad man ville kunne finde under uberørte forhold. For grundvand betyder det at vandindvindingen på længere sigt ikke må overstige grundvandsdannelsen, og at grundvandet skal have en god kemisk kvalitet.
For vandområder, som har undergået væsentlige fysiske forandringer, er vandrammedirektivets miljømål et "godt økologisk potentiale". Det indebærer bl.a. at der for dyr og planter kun må være svage ændringer i artssammensætning og individantal i forhold til det bedst mulige der kan opnås under de givne fysiske forhold. Kravene til vandkvaliteten er som for de øvrige vandområder.

Et andet væsentligt mål er en styrkelse af indsatsen mod forurening. Udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer standses eller udfases i overensstemmelse med retningslinjer der vil blive nærmere fastlagt i ny EU-lovgivning.

Et tredje væsentligt mål er at medlemslandene skal vende enhver væsentlig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af et hvilket som helst forurenende stof der findes i grundvandet som følge af menneskelig aktivitet.

Et fjerde mål er en generel opfyldelse af EU-lovgivningens krav og mål for beskyttede områder senest i december 2015. Kortere frister som allerede er indeholdt i EU-lovgivningen, ændres der ikke ved.

Vandrammedirektivet er et såkaldt minimumsdirektiv, dvs. at medlemslandene i deres nationale lovgivninger har mulighed for at fastsætte endnu strengere krav til vandmiljøet end direktivet kræver.

Tidsplan for implementering af vandrammedirektivet

Vandrammedirektivet indeholder frister for gennemførelsen af de enkelte delelementer i direktivet. De vigtigste frister er følgende:

December 2003   
Gennemførelse af direktivet i national lovgivning
Afgrænsning af vanddistrikter
Udpegning af vanddistrikternes ansvarlige myndigheder

December 2004
Analyse af vanddistrikternes karakteristika
Vurdering af menneskelige aktiviteters indflydelse på overfladevandets og grundvandets tilstand
Økonomisk analyse af vandanvendelsen

December 2006
Overvågningsprogrammer for overfladevand, grundvand og beskyttede områder gøres operationelle
Offentliggørelse af tidsplan og arbejdsprogram for udarbejdelse af vandplan

December 2007
Offentliggørelse af foreløbig oversigt over væsentlige vandforvaltningsmæssige problemstillinger der berører vandløbsoplandet

December 2008
Offentlig høring over udkast til vandplaner

December 2009
Færdiggørelse af indsatsprogrammer
Offentliggørelse af vandplaner

December 2010
Offentliggørelse af kommunale handlingsplaner

December 2012
Indsatsprogrammer operationelle
Statusrapport om gennemførelse af indsatsprogram
Regulering af udledninger til vandområderne under anvendelse af den kombinerede fremgangsmåde

December 2015
Opfyldelse af miljømål for overfladevand og grundvand
Opfyldelse af miljømål for beskyttede områder
Offentliggørelse af anden generation af vandplaner

December 2027
Ultimativ frist for opfyldelse af miljømål efter 2 x 6 års fristforlængelse

Fristen for opfyldelse af direktivets miljømål kan kun fraviges under særlige omstændigheder. Hvis konkrete vandområder (overfladevand eller grundvand) er så påvirkede af menneskelige aktiviteter at det vil være uoverkommeligt eller urimeligt dyrt at opfylde miljømålene, kan der under særlige omstændigheder og kun på særlige betingelser fastsættes mindre strenge mål for de pågældende områder.

Kontaktinfo

Plan og Miljø
Kirkevej 9
7760 Hurup
Telefon: 99 17 17 17
Fax: 99 17 21 54
E-mail: teknisk@thisted.dk