Grønne fingre – og smag for danske grøntsager

Et naturpleje- og selvforsyningsprojekt giver både asylansøgerne i Thisted Kommune mulighed for at få seks ugers praktik med indbygget motorsavs-kursus – men også for at dyrke grøntsager, der senere sælges på asylcentret

Fuglene kvidrer over en mark i udkanten af Hanstholm. En lille gruppe mennesker er i fuld gang med at sætte porrer. De arbejder koncentreret, og man skal tæt på for at opdage, at der ikke er tale om et hold landbrugselever, men derimod om et arbejdshold under Naturplejenetværk for Nordvestjylland.

Asylansøgerne arbejder tæt sammen under arbejdet i marken

Ved årsskiftet fik netværket bevilget en million kroner til et praktikprojekt, der giver asylansøgere mulighed for at komme ud og lære noget om dansk naturpleje i praksis, og samtidig få et motorsavs-kursus.

Men det er ikke alt…

- Vi dyrker også, som I kan se, grøntsager. Det er grøntsager som pastinak, løg, persillerod, kartofler, salat, sukkermajs og porrer, og det er meningen, at de skal kunne købes af de øvrige asylansøgere på centrene via en forening, fortæller Hamish Stewart, der er biolog og sekretariatsleder for Naturplejenetværk. Han er også initiativtager til, og praktisk leder for, projektet, hvor otte asylansøgere ad gangen er i praktik på fem-seks uger.

Markarbejde virker terapeutisk

Projektet gik i gang i januar, og i foråret har deltagerne fældet træer og ryddet områder.

- Det er ikke i statsskovene men derimod på private områder, der vurderes at være af stor botanisk værdi. De lysåbne naturarealer er ved at vokse til i kratskov, så der er nok at tage fat på, forklarer Hamish Stewart.
Lige nu er man dog mest optaget af at få tilsået og tilplantet marken ved Hanstholm, efter at det foregående hold har lavet såning, prikling og udstikning i drivhuset hos Hamish i Skyum.

- Når vi går og arbejder med planterne, eller går bag traktoren og sår, så taler vi jo sammen. Mange asylansøgere er utroligt isolerede. Her har vi et praktisk arbejde, vi skal løse sammen, og så er man et team. Samtidig virker arbejdet terapeutisk på den måde, at man ikke er så stresset og bekymret, når man går og roder i jorden eller fælder træer, forklarer Hamish Stewart.

Arbejdet i marken kan virke helt terapeutisk

Der er endnu en positiv sidegevinst ved projektet: Asylansøgerne bliver præsenteret for danske grøntsager.
- Vi har søgt bevilling til at få en person, en kok eller køkkenleder, der kan lære asylansøgerne noget om, hvordan man kan tilberede de her grøntsager. Men vi har endnu ikke fået held med en bevilling, fortæller Hamish Stewart.

Naturplejeprojektet søgte oprindeligt om penge til et to-årigt projekt, men man fik i første omgang kun penge til et år. Til august skal projektet evalueres, og så kan man søge igen. I første omgang deltager i alt 64 asylansøgere i projektet samtidig med at hvert arbejdshold arrangerer ekskursioner for mange flere.